Livet som mor #19: Frustrationer

Livet som mor #19: Frustrationer

Jeg ved godt at jeg er sprunget en måned med mine tanker om at være mor over, men der har virkelig bare været så meget andet, og så havde jeg ikke lige noget klogt at skrive. Det ved jeg som sådan heller ikke om jeg har nu, men jeg har i hvert fald noget jeg bliver nødt til at komme af med - så bær over med mig.

Som jeg skrev i det sidste indlæg er Iris begyndt at have meninger, og disse meninger er der ikke blevet færre af. Hun er begyndt at sige meget nej til ting, også selvom hun nok egentlig gerne vil. Samtidig er hun begyndt ikke at ville spise bestemte ting, som hun før spiste med stor fornøjelse. Rugbrød og andet slags brød fx. Det skal helst slikkes fri for pålæg og smør og så vil hun ikke røre brødet. Ofte kan jeg tydeligt se på hende at hun selv synes det er mega sjovt, hvilket bare gør det endnu mere frustrerende for mig - for jeg ved jo godt at hun godt kan lide det. Hun er også begyndt ikke altid at ville spise aftensmad, hun er meget tøvende når hun skal smage på noget, selvom jeg godt ved at hun kan lide det. Så vil hun hellere "skabe" sig og blive ked af det. Hvilket igen bare gør mig frustreret, for hun er jo ikke ked.

Den anden aften - både Emil og jeg var syge - bagte vi boller, vi kunne få til aftensmad. Hun ville enten kun spise smørret på bollerne eller pålægget ovenpå, men ikke selve bollen. Da vi på diplomatisk vis havde prøvet flere gange at overtale hende, endte det med at hun stort set ikke fik noget aftensmad. Vi er begge af den holdning at man ikke kan få de søde ting, før man har spist det man skal - i dette tilfælde, hun kunne ikke bare spise pålæg, men hun skulle og spise bollerne. Igen er det også en ting hun godt kan lide.

Er vi bare onde? Utålmodige? Strenge?

Jeg føler det ikke sådan. Jeg føler virkelig at vi prøver. Det nytter jo heller ikke noget at hun, så snart hun begynder at pive det mindste, får sin vilje og derved kun de søde ting - sådan fungerer livet jo bare ikke. Er det for tidligt at lære det når man ikke engang er fyldt to? Jeg frygter bare, at hvis vi giver efter nu, så vænner hun sig til at vi giver efter og så vil det fortsætte sådan - alt for længe endnu. Det ved jeg ikke om jeg orker.

Det er lidt det samme når vi er ude og gå. På et tidspunkt gider hun bare ikke mere, og vil hellere bare stoppe og glo ud i luften, end gå videre. Når jeg så holder hende i hånden, holder hendes ben på magisk vis op med at virke. Og jeg nægter at bære hende - for igen, så vænner hun sig bare til det. Og jeg gider ikke bære rundt på hende når hun bliver 3 år og vejer betydeligt mere end hun gør nu.

På den anden side kan jeg så også godt føle mig som verdens dårligste forældre når hun er begynder at græde. Jeg ved jo inderst inde godt at hun ikke er ked af det, men det gør jo alligevel ondt. Jeg forsøger at bevare min mening, for nok får hun lov til meget nu, men hvis hun ender med at kunne sno mig fuldstændig om sin lillefinger, så bliver det da utåleligt til sidst. 

Livet som mor #18: Meninger

Livet som mor #18: Meninger

Efterhånden står det tydeligt for mig at Iris ikke længere bare gør hvad vi siger. Hun er ved at være en bestemt lille dame, der godt kan sige ja og nej - om hun altid ved hvad hun siger ja og nej til, kan jeg have mine tvivl om. Men hun siger det når hun bliver spurgt.

Hun er også begyndt at ville flere og flere ting selv - i hvert fald ofte. Hun kan selv tage jakke, sko og strømper af. Hun hjælper meget gerne med at komme i tøjet om morgenen. Hun er udmærket godt klar over at når hun får bleen af om aftenen og spurgt om hun vil i bad, at hun så skal løbe ud på vores store badeværelse for at komme i bad. Hun ved også godt at hvor hun skal gå hen og lede efter en smoothie og hvor hun skal smide den tomme pose ud bagefter.

Dog er hun også begyndt at være, flabet, vil jeg måske kalde det. Hun ved i hvert fald også godt hvornår hun gør noget hun ikke må. Som fx at spytte vand ud over det hele når vi spiser og hun har fået noget at drikke. Eller kaste mad ned på gulvet. Eller slå ud efter os når vi siger nej. Når vi skælder hende ud for de ting hun ikke må, griner hun ofte bare og det kan være svært for mig at se om hun rent faktisk forstår at vi ikke gider. For vi ser jo sure ud. Vi griner ikke. Om hun forstår det? Nja, jeg kan have mine tvivl.

Det kan ofte sætte min tålmodighed på prøve. Jeg forsøger at være pædagogisk. For det meste kan jeg også godt styre mig, men når jeg har sagt mange mange gange, kan jeg godt blive irriteret. Det resulterer i at jeg hæver stemmen, og det hjælper heller ikke. Så er ti dybe indåndinger, eller en overrækkelse af Iris til Emil, nogen gange bedre.

Det er dog så fedt at se hende udvikle sig så meget. Hun vil snakke mere og mere. Morgenmad, mælk, mor, far, traktor, gravko, bad og en hel masse dyrelyde, er de ord hun siger meget. Hun kan også pege dyrene ud når jeg spørger hvor de er i hendes bøger. Tiden går hurtigt - meget hurtigt!

Livet som mor #17: Sommerferie

Livet som mor #17: Sommerferie

Dette er sidste dag i min tre uger lange sommerferie, men jeg bliver nødt til at krybe til korset og indrømme noget: jeg trænger til ferie! Hvordan kan jeg det når jeg lige har haft tre uger, tænker du nok. Det er der en god grund til: Iris har været hjemmefra dagplejen i tre uger. Hvilket vil sige at jeg (og far) har skulle aktivere en halvanden årig med et abnormt stort aktivitetsniveau. Og vejret har ikke just været til at være ude hele tiden.

Nu sidder du sikkert og tænker at jeg ikke nyder at være sammen med Iris - der tager du fejl. Jeg elsker at være sammen med hende! Men det er hårdt at skulle være så meget på. Samtidig har hun ikke været så god til at sove om eftermiddagen, som hun plejer - måske fordi det alligevel har været varmt i barnevognen, også selvom hun har haft lidt tøj på. Det har så resulteret i at hun har sovet godt om natten og har fået lov til at sove længe - hvilket nok også er en grund til at hun ikke har ville sove længe i løbet af dagen. Hm, måske en dårlig beslutning fra min side af, men det har trods alt givet mig lidt tid om morgenen til at vågne inden jeg skulle tage hende op. Eller en tredje grund kan være at vi simpelthen ikke har lavet nok til at gøre hende træt nok.

Med Iris skal der helst ske noget hele tiden. Hvis hun kunne stå på sengen med mig i hænderne og hoppe hele dagen - så gjorde hun det. (Note to self: køb en trampolin!) Før i tiden tænkte jeg ikke på alt det arbejde der er med små børn. De kan ikke underholde sig selv, som større børn kan. Iris kan godt lege lidt selv, men ikke særlig længe og jeg kan ikke bare sige at hun skal lege på værelset uden at jeg holder øje. Nu ved jeg bedre! Nu ved jeg hvor stort et arbejde det er. Jeg tager hatten af for både pædagoger, dagplejemødre og mødre med mange (små) børn.

Udover alt det, er Iris virkelig begyndt at prøve grænser af. Når vi siger nej, enten smiler hun bare, bliver ved at kigger lidt skævt til siden, som om at hun udmærket godt ved at hun ikke må. Jeg kan godt mærke at mine pædagogiske evner bliver sat på prøve flere gange om dagen nu - hvilket også medfører at dagene kan føles lange. For ikke alene skal vi sørge for at hun er aktiveret, vi skal også være over hende hele tiden, så hun ikke gør ting hun ikke må. Nu skal det ikke lyde som om at hun får skæld ud hele dagen og ikke må noget - sådan er det ikke. Men hun er en pilfinger og en bisse. Og en charmetrold.

Jeg synes vi har forsøgt at lave mange forskellige ting, men med det vejr vi har haft taget i betragtning, har det været svært at lave ting ude. Jo, vi har da flere gange været i regntøjet og gået en tur og hoppet i vandpytter. Men vi har ikke været på stranden fx. Eller hygget med hendes lille badebassin i haven.

Det har været tre hårde uger, men også virkelig hyggelige! Jeg synes godt nok tiden går hurtigt nu. Iris kan flere og flere ting, sige mere og mere og er helt klart begyndt at udvikle personlighed og egne meninger. Det er virkelig fedt! Hun er super dygtig motorisk, og sproget kommer mere og mere.

Så jo, jeg trænger til ferie! Jeg føler lidt at det ferie - og hermed afslapning - som jeg har haft, er når hun har sovet. Men så er der jo også lige en blog der skal holdes opdateret, bøger der skal læses, billeder der skal tages, huslige pligter og måske også en powernap. Suk. Det bliver helt dejligt at komme på arbejde igen!

Livet som mor #16: Sommer!

Livet som mor #16: Sommer!

I torsdags fyldte Iris 17 måneder - tænk bare! Tiden går godt nok hurtigt, jeg ved jeg siger det ofte, men jeg tror aldrig helt jeg kommer til at forstår hvor hurtigt tiden går. Facebook minder mig om hvor lille hun var for et år siden. Hvor hun mest kommunikerede i mumlelyde og lå og møffede sig rundt på gulvet.

Nu går og løber hun derud af med sådan en fart at det ikke altid er nemt at fange hende. Hun snakker. Pludrer. Siger næsten mor! Hun ved godt at koen siger muuh og hunden siger vov. At fuglene siger pip pip. Hun siger nej, ja og tak - måske ikke altid på de rigtige tidspunkter og med den rette forståelse, men hun siger det.

Hver dag imponerer hun mig meget hvor meget hun kan. Når jeg henter hende fra dagpleje løber hun mig i møde og råber "heeej" og vinker - frøken evigglad. Jeg vil dog lige tilføje at selvom hun er glad 95% af tiden, kan man også godt mærke at hun er begyndt at få holdninger og sige imod når hun ikke synes det vi skal er en god ide. Fx når vi kommer hjem fra dagpleje og vi skal ind i stedet for at lege ude - det er ikke altid det falder i god jord. Eller hvis hun ikke lige må hapse fars mobil, fjernbetjening eller andet sjovt. Er det ikke lidt tidligt at komme i trodsalderen??! Jeg synes dog det er rigtig fedt at se hende udvikle sig så meget. Hun er modig, frygtløs, men også lidt genert. Hun tør ting og jeg håber af hun bliver ved med det. Jeg håber hun bliver ved med at være livsglad og prøve nye udfordringer.

Nu går vi snart på tre ugers sommerferie og jeg er spændt på hvordan det bliver at have hende hjemme hele tiden. Hvor hårdt det bliver. Hvor hyggeligt det bliver. Jeg håber på godt vejr så vi kan lege i haven, tage på havnen og på legepladsen. Måske endda en tur til stranden. Nogle gode forslag til hvad vi kan lave? Så skriv dem gerne i en kommentar.

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

For noget tid siden læste jeg en artikel fra Information om en mor der forsøgte at bryde med tabuet om at indrømme at det er hårdt at være mor (læs den her). Hun fortalte bl.a. at mange af de aktiviteter man kan lave med sit barn, babysvømning, yoga osv., faktisk egentlig mere stressede hende end gav hende en dejlig oplevelse sammen med sit barn. Det kan jeg kun nikke genkendende. Jeg begyndte først til babysvømning med Iris da hun var seks måneder, for jeg kunne ikke overskue det før. Jeg ved godt at de små pus har bedst af at starte når de er tre måneder, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke have plads til i mit hoved at jeg skulle pakke, køre, gå i bad, amme (før - under - efter, hvem ved?), svømme i en halv time, for at gentage det hele igen. Suk. Nej tak, jeg kunne ikke overskue det.

I artiklen nævner hun også at det kan være svært at bede om hjælp. For har man har jo ligesom sagt a, så skal man også sige b. Så hvis man ikke kan klare en lille baby samtidig med en husholdning osv., så må der jo være noget galt med en? Ikke? Jeg er selv ufattelig dårlig at bede om hjælp. Så hellere gøre det selv, så ved jeg også at det bliver gjort. Det er bare ikke en særlig god måde at leve på. Jeg kan mærke mit stressniveau stiger hvis jeg skal gøre alting selv, men jeg siger jo ikke fra. Jeg bliver faktisk ofte bare ved med at påtage mig opgaver. Jeg tænker både på at gøre ting herhjemme, men også i forhold til mit arbejde og bloggen her. Jeg har et rekordhøjt antal anmeldereksemplarer til at ligge og skule til mig, hver gang jeg går ind på biblioteket. Det stressede mig helt vildt. Det gjorde mig faktisk rimelig deprimeret. For slet ikke at tale om den mega dårlige samvittighed jeg følte. For forfatterne venter jo på min anmeldelse. Hvorfor kunne jeg så ikke bare få det gjort? Fordi, som Malene også skriver her, så er det at læse en bog, skrive og færdiggøre en anmeldelse, altså ikke lige noget man hurtigt gør. Det tager tid. Den tid har jeg bare ikke haft. Jeg er så - endelig - nået dertil, hvor jeg nu tænker: "ja, det er øv at jeg ikke har tiden, men jeg når det, når jeg når det - ikke før" - og det giver mig en smule ro i maven og luft nok i hovedet, til godt at give mig selv lov til at stene tv en eftermiddag i stedet for at læse.

Hvorfor er det så så svært at sige fra? At bede om hjælp? At sige man har brug for en pause. Jeg er godt klar over at Iris har været nem, i forhold til så mange andre babyer, men jeg havde da også søvnløse nætter. Jeg havde også en periode hvor jeg græd hele tiden. Hvor jeg måtte ringe til Emil og få ham til at skynde sig hjem, for jeg kunne bare ikke være i det mere. Jeg havde brug for bare fem minutter på toilettet med hovedet i hænderne og dybe indåndinger. Der var ingen der havde fortalt mig at jeg ville have det sådan! Hvorfor var der ingen der havde fortalt mig det? Selv mine veninder som har børn, har aldrig givet udtryk for at det var SÅ hårdt, jovist, det var hårdt, men ikke SÅ hårdt.

Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Du har båret et barn i ni måneder. Du har født et menneske. Og nu står du i en ny verden, hvor du absolut ingen kontrol har over noget som helst - heller ikke din egen krop. Hvis du ikke har ammet i et vist stykke tid, beslutter dine bryster sig altså bare for, at nu skal de af med noget mælk, og værsgo, så kommer der altså bare mælk. De tænker ikke lige på at du måske sidder til en familiemiddag, i en ikke ammevenlig kjole med et træt og pylret barn, som egentlig burde ligge i sin seng og sove. Hvorfor er det, som Leila i artiklen skriver, at man ikke bare siger sandheden når man bliver spurgt om hvordan det går? I stedet for at pakke det ind og sige: "tjo, det er da hårdt, men det går jo", så burde man jo sige sandheden. At det er hårdt. At man på fire dage kun har sovet syv timer. At alting føles som om det falder fra hinanden. Hvorfor må man ikke sige det?

Jeg mener, jeg er jo ikke den eneste der har stået i den situation og følt mig alene, fortabt og ensom. I en tid der burde være hyggelig, fyldt med besøg af veninder eller babybio-ture. Jeg er ikke den eneste der ikke har sovet i flere dage, som ikke har været i bag i flere dage, som ikke har tænkt en eneste selvstændig tanke - som ikke omhandler barnet - i flere dage. Jeg vil vove den påstand at alle mødre har haft sådan en periode - ligegyldigt hvor lyserødt de får det til at se ud, så nægter jeg at tro på at alle dage er lige gode. At selv den perfekte mor, ikke har hulket sig i søvn og at hun ikke også har haft lyst til at skrige i frustration.

Misforstå mig ikke - jeg elsker at være mor. Jeg elsker Iris. At se hende smile og vide at det er på grund af mig? Der er da ikke noget mere livsbekræftende end det. Men jeg har til tider også hadet hende. Jeg har til tider ønsket hende hen hvor peberet gror. For det er hårdt. Mega hårdt! Det er også hårdt nu, selvom hun er 16 måneder. Nu er det bare hårdt på en anden måde.

Jeg fortryder intet og jeg håber heller ikke at jeg afskrækker nogen fra at få børn - for selvom der er dage fyldt med regnvejr, er der også dage fyldt med solskin!

Livet som mor #14: Syn på tid

Livet som mor #14: Syn på tid

Nu er Iris blevet 15 måneder. Det er helt vildt at tænke på. Når jeg tænker tilbage på tiden for 16 måneder siden, hvor jeg var tyk og ikke rigtig gad vente mere på hende, er det ikke til at forstå at det er over et år siden. Der synes jeg hver dag gik virkelig langsomt - det synes jeg ikke mere, i hvert fald føles det ikke som om dagene har den samme mængde tid.

Når Iris ikke er i dagpleje er tiden hvor hun sover eftermiddagslur, mit pusterum. Det er der jeg lige kan nå at koble lidt af og forhåbentlig nå at læse noget. Det er dog ikke altid at hun sover tre timer, som var kutymen da hun var mindre, så den tid hvor hun sover, værdsætter jeg endnu mere nu - det skal ikke misforstås! Jeg nyder al min tid med Iris, men jeg nyder også de små pauser hvor jeg bare kan være mig selv. I dag fx nåede jeg kun at sidde for mig selv (og jeg var lige kommet hjem fra arbejde - endda før tid) i knap 40 minutter før hun vågnede og jeg skulle være klar igen - lurtiden kan godt gå alt for hurtigt!

Søndag aften når jeg går i seng tænker jeg ofte på at den uge jeg går ud af, er gået virkelig hurtigt. Måske er det fordi at jeg føler jeg har travlt hele tiden lige pt. Dagene tager hinanden. Dagene ligner hinanden, samtidig med at de ikke gør. Timerne på arbejde er aldrig ens. Timerne med Iris er aldrig ens. Men alligevel formår dagene at være forholdsvis ens. Nok fordi de er så præget af rutiner det meste af tiden, at de føles ens. Derfor føler jeg ofte lige det har været mandag, når kalenderen viser mandag igen. Især hvis der har været mange planer i weekenden.

Så en uge går hurtigt. Og det sidste år er gået hurtigt. Men tiden går også rigtig langsomt. Nogle gange om morgenen kan jeg slet ikke vente til det bliver aften og jeg skal i seng igen - måske også en konsekvens af at have travlt - og dagen kan føles rigtig lang. Når jeg skal putte Iris om aftenen kan tiden også føles lang - for ofte ligger og vender og drejer hun sig bare mens hun snakker løs - selvom hun, to minutter inden var virkelig træt. Den halve time det godt kan tage, føles ofte som flere år.

Jeg er heller ikke den hurtigste til at falde i søvn - selvom jeg er meget træt. Så selvom jeg går i seng i fornuftig tid, kan der godt gå lang tid inden jeg falder i søvn og igen går tiden langsomt. Igen, nok fordi jeg har travlt - har jeg nogle gange svært ved at slå hjernen fra og bare slappe af. Jeg tænker hele tiden, at det skal jeg lige nå og det skal jeg huske. Dårlig vane! Jeg prøver faktisk at skrive tingene ned, for så ved jeg, at jeg kan huske det næste morgen og det kan faktisk godt hjælpe lidt på støjen.

Tid er noget underligt noget - den går hurtigt, langsomt og nogle gange kan det føles som om den slet ikke går! Men lige gyldigt hvad, ville jeg gerne have mere af den - eller så skal jeg bare blive bedre til at udnytte den tid jeg har.

Livet som mor #13: Aktivitetsniveau

Livet som mor #13: Aktivitetsniveau

Jeg ved godt at dette indlæg kommer lidt for sent, men som jeg skrev i søndags, har jeg været lidt presset på tid i de sidste par uger. Det er gået lidt udover bloggen, heldigvis har jeg fået skrevet et par indlæg, men jeg havde helt glemt denne lille føljeton - jeg beklager!

Jeg ved ikke om jeg har et über aktivt barn eller om alle 14 måneder gamle børn har samme aktivitetsniveau som Iris har. I hvert fald synes jeg godt det kan være svært at aktivere hende nok til hun kan tage sin lange lur om eftermiddagen, når vi er hjemme i weekenden. Jeg ved også godt at luren jo nok bliver kortere og kortere, men lad mig nu nyde den (når den er tre timer) lidt endnu. Når vi har været i gang i weekenden fra ved halv 7 tiden og til kl. 13, trænger mor her også til en pause!

Nu begynder vejret jo heldigvis at blive bedre, så de sidste par weekender har vi været på legepladsen - og at gynge er bare et kæmpe hit - eller bare gået en god tur. Jeg synes det har været svært de par gange det så har været dårligt vejr og vi skal være indendøre. Jeg ved ikke om jeg bare er mega uopfindsom når det kommer til ting vi kan lave - gode forslag modtages gerne! - men der skal bare ske noget hele tiden.

Iris kan godt sidde stille lidt og lege for sig selv eller læse i en af hendes mange bøger. Men oftest er der dog bare fart over feltet. Hun løber rundt, vælter alle Lego-klodserne ud på gulvet eller hiver ting ud fra hylderne mens hun fortæller vilde historier. Kravler op og ned af ting. Henter sko ude i bryggerset eller hvad hun nu kan finde på. Misforstå mig ikke, det er mega fedt at hun er så god til at gå/løbe og at hun vil så meget - men det kræver også at vi er på hele tiden og holder øje med at hun ikke gør ting hun ikke må.

Nu er der så påskeferie fra dagplejen indtil på tirsdag! Vi har været på lege date i dag med en veninde som også har en lille pige, fredag og søndag skal vi til påskefrokost, og mandag regner jeg med vi skal en tur i Zoo hvis vejret er til det. Men der er jo lige nogle dage der imellem, hvor der jo også skal ske noget. Lille suk her fra. Jeg tror faktisk jeg trænger til ferie når Iris skal i dagpleje igen. Jeg glæder mig i hvert fald til at holde fri tirsdag efter påske og være "alene" hjemme en hel dag - ja, I know, onde mor, men sådan er det.

Jeg tager virkelig hatten af for dagplejemødre rundt omkring i landet - I fortjener en medalje for alt det i laver og gør med børnene. Jeg ville ikke kunne holde til at have 5 børn på Iris' størrelse i 9 timer hver dag - jeg tør slet ikke tænke på at have 5 børn hele tiden. Jeg bliver helt træt bare ved tanken. Så, jeg synes godt I - både dagplejemødre, børnehavepædagoger og mødre/fædre med mange børn - kan klappe jer selv på skulderen og tage et ekstra stykke kage en dag. Det er imponerende og respektfyldt det I gør - jeg kunne ikke gøre det.

Livet som mor #12: Den svære to'er (og nej, jeg er ikke gravid!)

Livet som mor #12: Den svære to'er (og nej, jeg er ikke gravid!)

Iris er nu blevet 1 år - hvor blev tiden lige af? Jeg ved godt jeg har skrevet det før, men jeg synes godt nok at tiden går hurtigt lige pt. Jeg ved også godt at jeg synes de første par måneder gik mega langsomt, fordi jeg ikke følte jeg lavede andet end at sove, amme og skifte ble. Nu sker der virkelig noget. Iris kravler næsten slet ikke mere, nu skal vi gå og der er bare fart over feltet hele tiden. Der skal hele tiden ske noget, der er ting der skal udforskes, ting der skal spises, ting der skal pilles ud af reoler og så videre. Vi skal løbe hurtigt derhjemme for at kunne følge med og det er bare så super fedt.

Nu er jeg jo så bare blevet spurgt flere om Iris snart skal have en lillebror/søster. Det er et svært spørgsmål at svare på, synes jeg. For selvom Iris har været (og er) et nemt barn, i hvert fald sammenlignet med andre historier jeg har hørt, så synes jeg jo alligevel at det har været hårdt. Bekymringerne, de søvnløse nætter, gråd og så videre. Lige nu er vi nået til et sted hvor det bare fungerer. Der er faste rutiner, som bare kører. Vi får sovet om natten - hvilket bare er guld værd. Hun er næsten aldrig ked af det. Der er ikke nogen problemer når Iris skal passes af nogen eller sove ude, så Emil og jeg kan lave noget sammen.

Disse rutiner vil jo på ingen måde holde hvis der kom en lille ny. Jeg ved godt at man bare laver nye rutiner, men det har taget tid at komme hertil, og nogle dage kan jeg bare ikke overskue at skulle starte forfra. Som jeg også har skrevet i et tidligere indlæg, har det aldrig været min mening med livet at blive mor - misforstå mig ikke, jeg elsker Iris og er glad for at jeg er mor, men om der kommer en til, er ikke livsnødvendigt for mig. Faktisk synes jeg det er ganske tilfredsstillende som tingene er nu.

Andre dage synes jeg dog også at det kunne være rigtig fedt hvis Iris fik en lillebror/søster. Jeg er selv enebarn (har dog to større søskende, med har aldrig boet med dem) og jeg kunne da godt have brugt en søster eller bror at lege med, støtte mig til og lære af. Jeg ved også godt at det ikke er forudbestemt om man kan sammen med sine søskende, at man kan vokse fra hinanden, blive uenige osv., men de fleste søskendepar jeg kender, har nu alligevel haft (og har) stor glæde af hinanden.

Jeg er jo ikke ene om beslutningen og når vi snakker om det derhjemme, kan det både hælde til ja- og nej-siden. Det er en svær og stor beslutning. For det er jo ikke kun vores liv der bliver vendt på hoved en gang til, nu får det også indflydelse på Iris' hverdag. Så ja, der debatteres om den svære to'er ...

Livet som mor #11: 1 år

Livet som mor #11: 1 år

Tænk sig, for et år siden, som jeg skriver det her, var Iris lige kommet til verden. Selvom det føles som i går, er jeg sikker på at jeg ikke kan huske præcis hvordan det var. Jo, jeg kan godt huske smerten og glæden, men sådan helt præcis beskrive hvordan det var? Det tror jeg ikke at jeg kan. Det må være kroppen og hjernen der glemmer.

Nu er der så gået et år. Jeg kan huske at de første måneder føltes meget lange. Jeg lavede jo ikke andet end at amme, skifte ble og sove. De næste måneder gik hurtigere. Iris begyndte jo at reagere når vi gjorde ting. Hun begyndte at smile. Grine. Det sidste halve år er bare fløjet afsted. Først kravlede hun. Begyndte at få mere almindeligt mad. Nu går hun. Er over alt. Helst de steder hun ikke må og nej er åbenbart ikke helt et ord hun forstår - synes i hvert fald vi siger det mange gange.

Hun stortrives i dagplejen. Det er virkelig dejligt at aflevere hende om morgen og se at hun næsten har mere travlt med at komme ind og lege end sige farvel. Det gør mig glad at se hun er glad. Vi kan "snakke" med hende nu - eller, hun snakker i hvert fald til os, hvad hun så siger, er en anden sag. På den ene side glæder jeg mig til der kommer flere "rigtige" ord på. På den anden side, så er det også bare helt vildt hyggeligt at høre pludresnak hele tiden og ikke bekymre sig så meget for hvad man selv siger. Det er noget der hurtigt ændrer sig, har jeg på fornemmelsen.

I går fejrede vi fødselsdag sammen med bedsteforældrene, oldemor, onkel og moster. Der var flag, varm kakao, boller og lagkage. Boller og lagkage var især et hit hos Iris. Der var pakker og sang. Jeg ved godt at hun nok ikke har registreret det som en fødselsdag, men jeg håber da hun kunne mærke at dagen var noget særligt. I dag har vi hygget herhjemme. Danset til det nye musikanlæg. Været en tur i svømmehal, hvor vi mødte en god veninde og hendes børn. Vi har været på McDonald og Iris fik Happy Meal - selvom pomfritter og klementin var mere spændende end burger! Vi har fået god aftensmad og hygget noget mere med moster Helena og onkel Jens.

Selvom jeg føler mig rimelig brugt nu - fredag var Emil og jeg i København for at høre Metallica - frem og tilbage samme dag, så det er ikke blevet til meget søvn - har det alligevel været en rigtig hyggelig weekend med Iris som midtpunkt! Altså mere midtpunkt end hun plejer at være.

Er livet som mor det havde jeg forestillet mig? På ingen måde! Selvom Iris er nem (7-9-13), er det stadig hårdt, krævende og udmattende, men det er det værd, når Iris griner til mig. Kommer hen om aftenen når hun er træt og lige skal have en lille krammer inden vi leger videre. Når hun holder om mine fingre når vi går. Det er det hele værd og jeg ville ikke bytte!

Livet som mor #10: Jul, nytår og fødselsdag

Livet som mor #10: Jul, nytår og fødselsdag

Jeg har skrevet lidt om hvordan det var at holde jul med Iris for første gang, så det vil jeg ikke fortælle mere om. I stedet vil jeg fortælle lidt om nytårsaften - som jo blev stille og rolig i år. Iris fik ikke sovet så meget i løbet af eftermiddagen som hun plejer, fordi mange allerede der var ude og skyde krudt af. Heldigvis var hun stadig og glad og smilende hele aftenen, selvom man godt kunne mærke på hende at hun var træt.

Da vi havde spist aftensmad, blev hun og far pakket godt ind, og så gik de ud og så på fyrværkeri. Hun havde sikkerhedsbriller på - bare rolig! Hun blev lidt forskrækket over lydene, men blev ikke ked af det og synes vist i det hele taget at det var ret spændende. Hun kom i seng lidt senere end normalt, men sådan er det jo med de dage hvor programmet skubber det hele. Hun vågnede dog omkring midnat da der begyndte at blive fyret mere af og efter klokken 24, var det svært at skelne krudtlyd og hendes lyde i babyalarmen - omkring kl. 01 vækkede vi hende og gik hjem i seng. Det var lidt hårdt at skulle op igen allerede 5 timer efter jeg var kommet i seng, men fik heldigvis slappet godt af på sofaen mens hun sov om eftermiddagen.

Så blev det mandag og dagplejestart igen. Hvor blev den juleferie lige af? Synes ikke vi fik nået noget af det jeg gerne ville, men Emil lå også syg hele ferien, så ham var der ikke meget go i. Nu er det hverdag igen, og dagene går hurtigt.

I dag fylder Iris 11 måneder! Så er det rundt og 1 år næste gang. Det er slet ikke til at fatte. Når jeg tænker tilbage på de tre-fire første måneder, som jeg bare syntes gik SÅ langsomt, er de sidste måneder bare gået så hurtigt. Måske fordi der sker så meget med hende nu? Hun snakker (altså ikke ord, men pludren) hele tiden! Rejser sig op af alt og kan næsten gå selv. Hvor blev den lille baby af, der bare lå og nød livet i mine arme?

Jeg glæder mig dog til at fejre fødselsdag! Har købt en fin guld ballon formet som et 1-tal og går lidt og tænker på, om hun skal have lov til at smadre en kage! Emil og jeg ved også godt hvad vi skal give hende i gave, men det må I vente med at finde ud af til næste indlæg!

Godt bagnytår herfra!

Livet som mor #9: Tilbage på arbejde

Livet som mor #9: Tilbage på arbejde

Iris har nu gået i dagpleje i en måned og det går bare så fint. Jeg havde været forudseende og holde tre ugers ferie, da hun skulle starte, så jeg havde tid til indkøring. Det blev der dog ikke meget af. Mandag og tirsdag i den første uge, hentede jeg hende efter 1½ time, onsdag over middag og så var torsdag og fredag ellers "hele" dage.

Jeg havde frygtet at jeg skulle bruge mere eller mindre alle tre uger, med korte dage og muligvis noget gråd når jeg skulle gå. Det har der heldigvis ikke været noget af! Dagplejemoderen fortalte første dag, at hun var blevet lidt ked efter ca. 10 min, hvor det var gået op for hende at jeg var gået, og om tirsdagen, gøede deres hund - den gør jo anderledes end vores - så der var hun også blevet lidt ked. Det er stort set de to eneste gange hun har været ked! Det synes jeg er ret vildt. Iris bliver også rost for at være glad, smilende og for at charme alle de andre forældre der kommer. Hun spiser og sover lige som hun skal - og jeg kan virkelig mærke på Iris at hun nyder at komme afsted og være sammen med nogen på hendes egen alder.

Jeg brugte så resten af min ferie på at læse - fik læst 26 bøger på de to uger! Bevares, jeg fik også lavet en masse andet, men det var læsningen der havde min første prioritet, da jeg havde (og stadig har) mange bøger der ligger og venter på mig.

Nu er jeg så også startet på arbejde, har været det i halvanden uge og det er virkelig dejligt at være tilbage igen! Ikke fordi jeg ikke nød at gå hjemme og jeg kunne da godt have snuppet en uge mere, så jeg kunne have læst noget mere, men har heldigvis en fridag hver uge, så der kan jeg forhåbentlig nå det.

Jeg kunne dog mærke at jeg trængte til at komme ud blandt "almindelige" mennesker. Få brugt min hjerne og mig selv på en anden måde end man gør ved at gå hjemme. Selvom jeg er virkelig træt om aftenen nu, så er det bare skønt at være i gang igen. Få opgaver og problemer der skal løses. Komme tilbage til min dejlige kollegaer. Jeg havde egentlig frygtet at det ville blive svært at komme tilbage, da jeg var bange for at jeg havde glemt mange ting. Det har faktisk ikke være så slemt. Der har selvfølgelig været ting der har været lidt langt væk i hukommelsen, men jeg synes det hurtigt er kommet tilbage når jeg har stået i en given situation.

Jeg har kun haft én af mine faste fridage, men jeg kan mærke på mig selv, at jeg kommer til virkelig at værdsætte den. Ikke fordi jeg vil sove længe, men fordi det bliver rart nok lige at have en dag (8 timer) hvor jeg er alene. Så kan jeg nå de praktiske ting, der er lidt svære at nå til hverdag - og ikke mindst, forhåbentlig stadig få læst.

Nu er det jo også snart jul! Det bliver spændende at se hvordan Iris oplever juleaften - vi skal heldigvis være hjemme, så aftenritualet kan holdes som det plejer. Jeg glæder mig!

Livet som mor #8: Dagpleje!

Livet som mor #8: Dagpleje!

I dag bliver Iris 9 måneder! Nu har hun været lige så længe uden for min mave som indeni. Det er ret vildt at tænke på. Lige så langsomt som jeg synes de første 3-4 måneder gik, ligeså hurtigt synes jeg de sidste 3 måneder er gået. Hun kravler! Kan stå selv uden støtte i et par sekunder. Hun går rundt så længe hun har noget at støtte sig til. Hvor blev den lille baby af, som bare lå stille og roligt i min favn?

Den lille baby skal starte i dagpleje i morgen! Jeg holder godt nok 3 ugers ferie, så der er tid til indkøring, men stadigvæk. Jeg skal overlade hende til en anden i - hvad jeg synes lige nu - lang tid. Jeg ved godt at det nok skal gå rigtig fint. Dagplejemoren er sød og venlig. De andre børn er rigtig søde og de gange vi har været der og besøge dem, har det gået rigtig fint, men der har jeg jo også været der. I morgen er jeg der jo ikke. Hvad så?!

Jeg har det egentlig godt nok med at hun skal starte. Der er fart over feltet fra morgenstunden af og jeg kan mærke at jeg efterhånden har svære og svære ved at aktivere hende nok til at hun bliver rigtig træt. Det er noget helt andet når vi har været nogen steder, eller har haft besøg. Gerne af nogen med andre små børn. Så er hun træt på en helt anden måde, end hvis vi blot havde været herhjemme en hel dag.

Det bliver også rigtig godt for hende at komme til at omgås andre børn. Selvom jeg både har mødregruppen og veninder med små børn, ses vi jo ikke hver dag. Nu kommer hun til at være sammen med børn i længere tid. Hun vil blive udfordret. Aktiveret. Stimuleret.

Samtidig kan jeg mærke at de dage hvor jeg savner at komme på arbejde bliver flere og flere. Jeg begynder at savne at blive "mig selv igen" - få noget af mit liv tilbage igen. Komme ind selv og blive aktiveret og stimuleret. Snakke med mine kollegaer om faglige ting. Ikke altid børn. For selvom jeg jo har været sammen med veninder mens jeg har været på barsel, har vi jo oftest snakket børn. Det bliver rart at skulle tænke på noget andet. Selvom jeg helt sikkert nok vil tænke meget på Iris. Tænke på og savne.

Men, vi skal lige igennem de næste tre uger. Jeg når forhåbentlig få samlet op på nogle af de ting jeg ikke har nået de sidste mange måneder. Jeg skal nyde stilheden når Iris er dagpleje. Og jeg skal helt sikkert også nyde hende endnu mere når hun er hjemme!

Livet som mor #7: Afstand og tid

Livet som mor #7: Afstand og tid

Jeg var i København sidste weekend. En fødselsdagsgave jeg havde fået af min mand. En tøsetur fra fredag til lørdag med nogle dejlige veninder. Den stod på hygge, shopping, drinks og god mad. Tiltrængt. Sikkert også velfortjent.

Men det var første gang jeg skulle være væk fra Iris i mere end 24 timer. Jeg havde været af sted en hel dag da jeg var i Esbjerg til Fantasymesse, men flere dage? Da jeg fik gaven blev jeg rigtig glad og jeg glædede mig, men samtidig var jeg også nervøs. Ikke så meget for om Emil kunne klare at være alene med hende, men mere om jeg kunne undvære hende i så mange dage.

Og det er jo egentlig noget sludder. For selvfølgelig kan man undvære dem, det er bare svært. Jeg var dog glad for at vi skulle så mange ting i København, så jeg havde ikke rigtig tid til at savne, hvis I forstår hvad jeg mener. Det gik også rigtig godt - både for mig og Emil. Jeg tror også at han nød at have nogle hele dage sammen med Iris, uden at jeg var der. Selvom han nok også syntes det var lidt hårdt, men så ved han jo nu, hvordan jeg har det til daglig og de gange han har været væk - det tror jeg også er sundt for manden at prøve. Uden at jeg skal lyde kæphøj eller fordømmende.

Mens jeg var væk kom vi til at snakke om tiden før Iris og tiden efter. Tiden før hvor man kunne sove længe, gøre hvad man ville (mere eller mindre, i hvert fald) og bare kunne bruge en hel dag på ingenting. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg fik muligheden for at sove længe nu, ville jeg stadig vågne omkring kl. 6, som Iris plejer. Jeg vil i hvert fald opfordre alle som endnu ikke har fået børn, til at værdsætte de små ting i hverdagen som man gør nu, men som man ikke kan med små børn. Tiden kommer igen, hvor man kan de ting, men der kommer nok til at gå en rum tid før det sker.

Det er lidt sjovt hvordan ens hukommelse virker. For selvfølgelig kan jeg godt huske hvordan det var før, men så alligevel ikke. Nu bliver Iris snart 9 måneder og tiden begynder for alvor at gå hurtigt nu synes jeg. Hun kravler, rejser sig op af alting og prøver så småt også at gå. Kan jeg virkelig huske hvordan det var dengang hun var helt lillebitte og kun kunne ligge? På en måde kan jeg godt. Jeg kan huske hvor hyggeligt det var når hun faldt i søvn på mig eller i mine arme. De små knirke lyde hun sagde. Men så alligevel ikke.

Mindet om de ting kan jeg godt kalde frem, men kan man virkelig for alvor huske hvordan det var? Det er vel ligesom med fødslen, jeg kan godt huske at det gjorde ondt af H til, men det er en smerte man på en eller anden måde fortrænger. Hvis man ikke gjorde det, ville man nok ikke have lyst til at få flere børn. Ens hjerne er rimelig smart på det punkt.

Nu skal Iris snart starte i dagpleje - gad vide hvem det bliver sværest for. Mig eller hende?

Livet som mor #6: Ting jeg burde have gjort mere inden jeg blev mor

Livet som mor #6: Ting jeg burde have gjort mere inden jeg blev mor

Det er ingen hemmelighed at det at få børn er en kæmpe omvæltning. Der er mange ting der aldrig bliver som det var inden man fik børn. Jeg ved godt at flere af tingene kommer igen når børnene bliver store og flytter hjemmefra, men for det første er der jo mange år til at det sker og for det andet, er man også selv blevet ældre (og forhåbentlig mere fornuftig).

Jeg har lavet en liste (jeg elsker lister!) med ting som jeg ville ønske jeg havde gjort mere inden jeg fik Iris og ting som jeg skulle have nydt mere mens jeg kunne.

Nyde at sove længe og gøre det oftere! Jeg har aldrig været rigtig god til at sove længe, men nu hvor man er tidligt oppe hver dag (også i weekenderne), kunne jeg godt have ønsket at jeg havde nydt at sove længe de gange jeg endelig kunne. Jeg snakker ikke om at sove til middag hver weekend, men bare lidt længere og så også blive liggende i sengen enten for at se tv eller læse. Det kunne være rart.

Læse mere. Jeg ved godt at jeg også får læst nu, men det er udelukkende på Iris' præmisser. Jeg får ikke læst hvis hun ikke får sovet sin lange lur om eftermiddagen, og selvom hun falder i søvn omkring kl. 20 er jeg ofte for træt til at læse der. Jeg nød virkelig de 8 uger jeg gik hjemme inden jeg fødte hvor jeg kunne fordybe mig i en bog hele tiden. Det ville jeg gerne have gjort noget mere. Hevet nogle lørdage eller søndage ud af kalenderen og brugt på at læse. Der er så mange bøger jeg endnu ikke (og sikkert aldrig) får læst, men jeg ville gerne have gjort et forsøg.

Drikke flere flasker god vin og være ligeglad med at have tømmermænd dagen efter. Jeg har endnu ikke været fuld siden jeg blev mor, mest fordi jeg frygter for at have det så dårligt at jeg ikke kan noget dagen efter. Inden Iris kom til, var det selvfølgelig øv at have tømmermænd, men nu hvor jeg har en jeg skal op og se til og være der for, er frygten for tømmermænd en helt anden.

Gå til flere koncerter. Vi gik meget til koncerter før Iris kom til verden. Emil har været afsted nogle gange her i foråret og i løbet af sommeren, men vi har ikke været afsted sammen. Det skal vi til oktober, hvor vi skal til White Lies koncert. Jeg elsker at være ude og høre musik, så jeg glæder mig til en kæresteaften!

Være længe oppe. Når Iris er kommet i seng omkring kl. 20, går der højst to timer inden jeg også ligger i min seng, for jeg ved jo at jeg skal tidligt op igen, så det med at komme i seng til midnat er alt for uoverskueligt for mig.

Bruge en hel dag (eller flere) kun på at se serier. Der er så mange tv-serier jeg gerne vil se, men tiden er bare ikke til det nu. Før kunne vi godt bruge en hel dag på at se en sæson af et eller andet. Bare trække gardinerne for, have slik og spise junk food mens det ene afsnit tog det andet. Selvom vi når et afsnit hist og her, er det bare ikke helt det samme, som da man kunne fordybe sig fuldstændig i en serie.

Køre lange ture og bare nyde hinanden og naturen. Jovist, vi kan godt tage Iris med, men de kloge hoveder siger jo at de ikke må sidde alt for længe i en autostol. Hun begynder også at kede sig, hvis ikke hun sover, men det skal hun jo heller ikke gøre hele tiden. Jeg håber det kommer igen når hun bliver lidt større og vi kan køre steder hen hvor hun også kan få noget ud af det.

Er der noget jer derude ville have ønsket I havde gjort mere inden I blev forældre?

Livet som mor #5: Perspektiv

Livet som mor #5: Perspektiv

Den her måned har været hård. Ikke blot fordi der har været varmt og derfor har varmepuden Iris haft det endnu varmere end hun plejer og har ikke sovet så godt i løbet af dagen. Hun har sovet hele natten, men det har også været tiltrængt. Samtidig har hun også haft noget mavevirus, der har medført en meget rød lille rumpe og afføring helt op til 10 gange i løbet af et døgn! Hårdt for baby, mor og pengepung!

Den første uge røg hendes natrytme også - hun vågnede 3 gange om natten fordi hun skulle skiftes, hvilket jo også ødelagde min nattesøvn. Heldigvis er vi ved at være tilbage til normalen, for når der er varmt er man selv (jeg er i hvert fald) mere træt og udmattet og derfor var det hårdt at skulle undvære nattesøvnen igen.

Hun lader heldigvis (7-9-13) til at være kommet ovenpå igen. Hun har dog ikke haft feber eller været utilpas på nogen anden måde, så humøret har været højt som plejer - bortset lige fra når hun skulle skiftes. Det har hun ikke været fan af.

Jeg synes det har været hårdt, men det er jo ingenting i forhold til hvad så mange andre går igennem. Jeg læste en artikel for noget tid siden om en missionær der havde besøgt et børnehjem i Uganda, hvor der lå 100 friske og raske spædbørn. De sagde ikke en lyd. Ingenting. Missionæren havde spurgt hvorfor der var så stille og svaret var at når børnene havde grædt, skreget og råbt efter nogen i timevis, havde de til sidst indset at der ikke kom nogen for at trøste dem, og så var de holdt op med at græde. Skrækkeligt! Det gør ondt helt ind i sjælen at høre om sådan noget.

En anden historie der er forfærdelig, er en der blev delt på dr.dk for noget tid siden - læs den her. Jeg har læst den et par gange og jeg sidder med en knugende fornemmelse om hjertet, tåre i øjnene og et sind der slet ikke kan forstå at man kan overleve det.

De problemer vi har haft er ingenting i forhold til andre. Nu tænker jeg både nu her med maven og dengang Iris skulle have fodskinne på det meste af døgnet pga. en hælfod. De ting er jo ingenting. Hvad med de forældre med syge børn. Børn der skal opereres hele tiden. Børn med misdannelser. Børn med handicap.

Når jeg synes vi har haft en dårlig dag, tænker jeg på de familie der har det meget værre end os. Jeg tager hatten af for jer alle der skal igennem sådanne forfærdelige ting. For igennem det, kommer man jo oftest. Godt nok er man sikkert langt fra det samme menneske man var til at starte med, men på en eller anden måde overlever man.

Jeg tænker på de familier og tænker så på, at jeg slet ikke har det hårdt, slemt eller dårligt. Jeg tænker at Iris er sund, rask, glad, veltilpas og smilende. At det kun er små bump på vejen frem. Små bump. Ikke store bump. Jeg tror det er sundt med lidt perspektiv en gang imellem - der er andre familier med større problemer end dem jeg har. Det er vigtig at huske på.

Rettelse:
Efter de tre uger med rød bagdel og meget afføring, kunne der skimtes den første tand hos Iris - efterfølgende læste jeg mig til, at det er en meget normal reaktion på de første tænder. Nu kan jeg så undre mig over at hverken min egen læge, lægevagten eller sundhedsplejersken spurgte til om der var tegn på tænder ... burde de ikke være eksperterne?

Livet som mor #4: Deltid

Livet som mor #4: Deltid

Jeg håber ikke at jeg træder nogen over tæerne i dette indlæg, hvis det sker, så undskyld på forhånd.

Når man er en del alene hjemme og selv skal stå for underholdning indtil der er pause mens der soves til middag, kan jeg godt misunde fædrene der "bare" kan tage på arbejde i 8-9 timer om dagen og lade os der går hjemme, om det hele. Der skal holdes hus, vaskes tøj, gives opmærksomhed til hunden osv. samtidig med at man skal holde sit barn glad og veltilpas. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg har jeg brug for en kort pause der sidst på eftermiddag og selvom Iris sover et par timer om eftermiddagen, er det bare ikke helt det samme som at hun ikke er her - hvis I forstår hvad jeg mener. Derfor kan det godt være ekstra hårdt at være alene så meget som jeg føler jeg har været i perioder hvor der har været meget arbejde, fester eller koncerter. Jeg ved godt at jeg kan ringe efter både farmor og mormor. Tage ud og besøge veninder. På den ene side er jeg virkelig glad (og helt vildt priviligeret!) for at de er der, men jeg kan jo heller ikke ringe hver gang jeg har brug for en pause. Efterhånden lærer man som mor jo også at skelne gråd og gråd. I starten var jeg meget påpasselig med at tage hende op når hun græd, men nu ved jeg jo at hun ikke dør ved at ligge lidt - jeg skal jo lige have lov til at gå på toilettet eller smøre en mad.

Når manden endelig er hjemme vil jeg jo gerne have at han tager Iris - så hun kan lære ham at kende og han kan lære hende at kende. Jeg kan også mærke at jeg snart har brug for at kunne tage ud bare for mig selv - i biffen eller hjem til nogen, mens han så passer hende. Jeg har dog brug for at vide at han godt ved hvordan hun skal holdes glad og trøstes hvis hun bliver ked. Grænsen for hvornår det ikke er sjovt mere for hende er hårfin, og ofte er det ikke det samme der er sjovt særlig lang tid af gangen. Det skal jo også læres. Han skal også lære at man er på hele tiden, at det ikke er nok bare at underholde lidt, mens tv'et kører i baggrunden. Jeg forsøger ikke at have alt for mange distraktions momenter tændt når jeg er hjemme - jo bevares, jeg hører tit musik, men tv'et er slukket, og jeg forsøger kun at have min mobil ved hånden når jeg tager billeder eller ammer. Jeg ser ikke tv fordi hun også retter sin opmærksomhed på det, og jeg vil ikke vænne hende til det for hurtigt. Det er trods alt hendes behov for opmærksomhed fra mig der er vigtigst.

Fædrene synes helt sikkert også at det er hårdt med en baby, men tænk på at I ikke er på hele tiden. På en måde (og undskyld hvis I bliver sure!), kan man vel godt sige, at mens mor er på barsel og far arbejder, er de deltidsforældre. Det kan godt være I er på, når I er på arbejde, men det er ikke det samme. Jeg er i hvert fald træt på en anderledes måde nu end jeg var efter en 8 timers arbejdsdag. Er det så ikke forståeligt nok at vi gerne vil aflastes når I kommer hjem? Det er trods alt også os der (i hvert fald som oftest), er oppe om natten (det er som om babygråd om natten ikke er på en frekvens de kan høre - det har jeg også fået bekræftet fra andre), kan være det eneste der dur når der skal trøstes og bruger (ufattelig) meget tid på amme. Misforstå mig ikke - jeg nyder at gå hjemme, tiden går alt for hurtigt nogle gange. Det er ikke altid der er et roligt øjeblik og det er nok derfor de rolige øjeblikke er savnede og skal nydes endnu mere når de så endelig er der.

Jeg håber at fordelingen bliver lidt anderledes når nu vi skifter til flaske og mere fast føde. Så kan far også komme på banen når det er spisetid. Jeg er næsten holdt op med at amme, og selvom jeg ved jeg kommer til at savne den kontakt med Iris som det giver, glæder jeg mig også til ikke at skulle bruge flere timer om dagen på det. Jeg mister dog noget læsetid, men så må jeg udnytte tiden hvor hun sover. Det giver mig lidt mere frihed og snart kan jeg også sende manden op og tage morgentjansen, selvom han nok ikke er så begejstret for at skulle tidligt op i weekenden, men hey - sådan har mine weekender jo været i 5 måneder.

Som jeg startede med - hvis nogen er blevet stødt eller sure, undskyld!

Livet som mor #3: Alenetid

Livet som mor #3: Alenetid
 
I et stykke tid har jeg kunne mærke at jeg mere og mere har brug for aflastning. Ikke nødvendigvis meget - 10-15 minutter er nok. Bare lige lidt tid hvor jeg ikke skal være på, men bare lige kan sidde og samle mig inden det går løs igen. Det er typisk sidst på eftermiddagen det er mest nødvendigt. 10 minutter uden at skulle pludre. Uden at lytte efter om hun græder. Uden at skulle smile og snakke med hende. Uden at skulle aktivere hende.

Er det slemt? Det håber jeg ikke.

Hun sover hele natten (jeg klager ikke, for jeg får også en hel nats søvn), men så sover hun stort set ikke i løbet af dagen. Hvis jeg er heldig sover hun hvis vi er ude og køre, men så er jeg jo stadig på, for bilen kører jo ikke sig selv. Hun kan også godt lige tage 20 minutter når hun er færdig med at spise, men aldrig tungt nok til at jeg kan lægge hende fra mig - så der er jeg stadig også på.

I den sidste tid har hun dog sovet et par timer om eftermiddagen, jeg ved ikke om det er fordi jeg er blevet bedre til at aktivere hende om formiddagen. Når hun så tager de par timer, føler jeg dog heller ikke at jeg kan slappe helt af. Her mens det har været godt vejr har jeg dog tilladt mig selv at sætte mig udenfor og nyde det, ofte sammen med en bog. Men jeg skæver jo stadig til babyalarmen fra tid til anden - jeg er jo stadig på, om end kun delvist.

Jeg vil gerne bruge den sparsomme fritid jeg har nu engang har på at læse, for hvis ikke jeg gør, så har jeg dårlig samvittighed. Ikke alene fordi jeg har mange anmeldereksemplarer jeg skal læse, men også fordi jeg føler mig forpligtet. Både overfor forlagene der sender til mig, men også overfor det arbejde jeg lagt i bloggen. Jeg ved godt at jeg bare kunne holde pause i en periode, men det har jeg ikke lyst til. For selvom jeg er blevet mor og har en helt anden hverdag nu, så er bloggen stadig et form for åndehul for mig. Det er min passion og jeg holder af at skrive indlægene. Selvom det virker afslappende på mig at skrive, er jeg jo stadig på. Jeg tænker og funderer, mens jeg stadig holder øje med babyalarmen og forsøger at regne ud hvor meget jeg kan nå inden hun enten vågner eller skal vækkes.

Hvis jeg så ikke lige får læst, men bare har brug for at sidde og stene lidt tv får jeg også dårlig samvittighed. For burde jeg så ikke lave noget i huset - vaske tøj, rydde op, støvsuge osv, når jeg har hænderne frie? Jeg får dårlig samvittighed overfor Emil, for burde jeg ikke kunne passe hende og holde hus samtidig? Så når jeg tuller rundt og laver praktiske ting, er jeg på. Igen med et halvt øre ved babyalarmen. Når Emil kommer hjem og skal ud med Vuk har jeg flere gange spurgt om han ikke vil tage Iris med i barnevognen - så er hun nemlig ikke i huset og jeg får mine 15 min. 15 minutters åndehul. Lige tid til at samle mig selv igen.

Selvom mine og Iris' rutiner bliver bedre og bedre og jeg ikke længere føler mig nødsaget til at haste til hver gang hun græder - jeg har besluttet at lidt gråd ikke skader, jeg skal jo også have lov til at smøre en mad, gå på wc osv - så er det stadig et stressende moment i hverdagen. Ikke at hun græder meget, det synes jeg ikke hun gør, men til sidst - og her er vi igen om eftermiddagen hvis hun ikke har sovet - har jeg brug for et break. En pause. Bare lidt tid hvor jeg er alene.

Det er vel ikke så slemt?

Livet som mor #2: 12 uger

Født til at være mor?

Kan man være født til at blive mor? Mange vil nok mene at det er et af hovedformålene ved at være kvinde (ja, og menneske i det hele taget) - ønsket om at føre slægten videre. En i familien skrev til mig at hun var sikker på at der fandtes to slags kvinder: dem der var født til at være mor og dem som skal lære det undervejs. Jeg tilhører helt klart den sidste kategori. Jeg indrømmer at mit største ønske i livet aldrig har været at få børn, jo, jeg har da drømt om at få børn med den rette mand og på det rette tidspunkt, men hvis disse ting ikke skete ville mit liv ikke blive ødelagt af det. Jeg skulle nok finde noget andet at elske, holde af og bruge min tid på.

Selv nu, efter jeg er blevet mor, er jeg stadig overbevidst om at jeg tilhører sidstnævnte kvindetype. Misforstå mig endelig ikke - jeg elsker Iris og jeg elsker at være mor, men det er hårdere end jeg troede. Jeg var godt klar over at det ville være hårdt. Jeg ville komme til at mangle søvn. Være irritabel. Være øm over det hele osv. Men alligevel er der ingen der kan forberede dig på hvordan det i virkeligheden er. Hvordan søvnunderskud påvirker dig (jeg er heldigvis ved at være vænnet til det nu og føler mig stadig friskere og friskere). Hvor ondt det gør at føde - jo, det gør herre nas, lad være med at pakke det ind. Selvom jeg havde en hurtig fødsel, så gjorde det fandme ondt. Hvor ondt det gør at amme (åh ja!).

Der er ingen der kan forberede dig på at du nu konstant er bekymret. Får hun nok at spise? Tager hun nok på? Er hun glad nok? Nu har hun skreget længe, også selvom hun har fået ren ble, mad osv, er hun mon syg? Jeg forestiller mig at disse bekymringer bestemt ikke bliver mindre med tiden - frygter allerede når hun skal til at i byen, selvom det føles som 100 år ude i fremtiden. Der er ingen der forbereder dig på hvordan din krop reagerer når hun græder. Jeg begynder at svede. Jeg kan mærke mine bryster strammer op. Det er ting jeg ikke vidste ville ske. Jeg er ved at vænne mig til meget af det, men det er stadig en helt ny verden.

En ny verden som jeg stadig ikke ville fravælge, selvom det er hårdt. Nu er der gået 12 uger. Jeg føler efterhånden at jeg begynder at kende Iris bedre og bedre. Kan skelne hendes forskellige slags gråd fra hinanden. Jeg ved nogenlunde hvad der virker når hun bliver utidig og ked, men jeg er ikke i tvivl om at den læringskvote nok skal stige meget mere den kommende tid. Når hun så småt begynder at kunne ting selv. Det er rigtig fedt at jeg kan lægge hende i kravlegården og at hun kan underholde sig selv. Efterhånden begynder hun at gribe efter ting og vil rigtig gerne snakke.

Forleden nat sov hun igennem for første gang, og jeg vågnede jo selvfølgelig på de tidspunkter hvor hun normalt vågner - det tænker jeg er meget normalt. Nu håber jeg at det fortsætter sådan. Der har også været nogle dage hvor, hver gang hun kom op til Emil, så stak hun i hyl - nu er hun dog begyndt at blive glad og ville sludre og snakke når Emil har hende og det kan jeg mærke betyder meget for ham.

Vi har også holdt barnedåb og det gik over alt forventning. Iris opførte sig super i kirken og synes det var herligt med al opmærksomheden, lige indtil det blev for meget og hun faldt i søvn - godt man bare kan lægge sig til at sove når man ikke gider mere! Iris blev også begavet - Stokkestol, rokkefår, smykker og bøger - så der er en masse ting der skal leges med når hun bliver lidt større.

Jeg kan stadig godt blive lidt mat om morgenen når vi skal op, og tænke at der er ufattelig lang tid til vi skal i seng igen, men timerne har alligevel en tendens til at gå og pludselig er det aften og godnat tid.

Nu må vi se hvad de næste 4 uger bringer!

PS: Den dag jeg lagde det første af disse indlæg op - var selvfølgelig en dag hvor tålmodigheden blev testet. Den lørdag sov hun slet ikke til middag - eller jo, men kun lige 15 minutter hist og her. Hun var kun tilfreds hos mig eller når hun spiste. Jeg kunne ikke lægge hende fra mig uden at hun begyndte at græde. Til sidst satte jeg hende i autostolen og kørte en tur - jeg havde bare brug for et afbræk. Da hun endelig faldt i søvn om aftenen var jeg fuldstændig smadret. En hel dag - uden pauser, med konstant at være på - det var lige mere end jeg kunne holde til der. Der blev også grædt en tåre eller flere da jeg for Gud ved hvilken gang forsøgte at få hende til at sove. Jeg tænkte på hvad jeg havde skrevet i mit indlæg, om den indre ro jeg følte og selvom jeg forsøgte at kanaliserede den ro frem, så virkede det bare ikke helt lige der. Jeg vidste jo godt at det hele nok skulle gå og hun ville falde i søvn og (forhåbentlig) sove længe, men lige der, midt i situationen, var roen svær at fastholde og fokusere på. Så, selvom jeg jo tydeligvis kom ud på den anden side, så virkede det stadig uoverskueligt da jeg stod i det - og sådan tror jeg at det vil være i lang tid.

Livet som mor #1: 8 uger!

8 uger!
 
Jeg har tænkt meget over om jeg skulle blive ved med at skrive mere om min nye tilværelse som mor og jeg har besluttet at forsøge at lave en månedlig opdatering om hvordan det går herhjemme. Så bliver I ikke spammet med babyindlæg og jeg får stadig mulighed for at lufte mine tanker og følelser omkring livet som mor.

I dag er Iris blevet 8 uger! For 8 uger ville jeg have sagt at tiden gik alt for langsomt. Nu hælder jeg dog mere til at den går alt for hurtigt. I går sov hun for første gang i nok to uger på mit bryst - at det er vildt hyggeligt og dejligt havde jeg næsten allerede glemt. Hvordan kan man allerede det?

For et par uger siden skrev jeg et indlæg om de ting man ikke må snakke om når man er på barsel. Bl.a. om hvor tabubelagt det er at sige at det er pisse hårdt at blive forælder. Det er der ingen der rigtig snakket om - i "Hånd om barnet"-gruppen blev vi klædt på til graviditeten og fødslen, men der er ingen der har fortalt om hvor ondt det gør at amme, hvor nedbrydende det er ikke at sove ordentligt og hvor flossede dine nerver bliver når din øjesten har grædt i flere timer. Efter jeg skrev det indlæg har jeg læst flere der har haft de samme tanker som mig, bl.a. en fin artikel i Politiken forleden dag. For hvorfor er det så tabubelagt? Det er vel naturligt at lufte sine tanker - også selvom de er negative? For netop ved at snakke om det, får vi en dybere forståelse for de følelser vi havde i situationen og det kan være en hjælp til at se lyset på den anden side. For selvfølgelig er der lys!

I torsdags var jeg for første gang på besøg på mit arbejde og der kom vi også omkring det. Vi snakkede om at vi som mennesker har en fantastisk evne til at glemme hvor slemt de hårde ting kan være at komme igennem. Når vi står på den anden side og tænker tilbage er det ofre med "nåh, det var da ikke så galt igen" selvom man følte man var ved at dø da man stod i det. Det er selvfølgelig meget smart for ellers ville man fx som kvinde nok ikke have lyst til at føde igen hvis den smerte stod knivskarpt for én. Selvom jeg var ved at knuge og gnave Emils arm af i bilen på vej til sygehuset og jeg tydeligt siger til ham at han skal minde mig om det her når vi begynder at snakke om nummer to, så er den smerte bare allerede meget langt væk og jeg tænker "nåh, det var da ikke så galt igen" ...

Sådan tror jeg også lidt det er at blive mor. Jeg synes at min hverdag var vild hård at overskue og komme igennem da jeg skrev det tidligere indlæg - selvom at det nok er ingenting i forhold til hvad andre går igennem - men vi er også forskellige mennesker med forskellige niveauer af tålmodighed og overbærenhed. Nu, kommet igennem brystbetændelserne og en hverdag uden rutiner, har jeg allerede fortrængt hvor slemt jeg synes det var. Altså, jeg kan sagtens genkende følelsen når jeg læser blogindlægget, og så alligevel ikke. Jo, når Iris har grædt og hylet i en time nu, synes jeg stadig det er hårdt og jeg har nogen gange lyst til at gå hjemmefra, men det er som om jeg også har fået en indre ro af en art: jeg skal nok komme igennem og ud på den anden side! 

Jeg klarede en fødsel! Det er som at løbe en maraton, har jeg læst - det er da egentlig ret sejt, især når man tænker på hvor herredårlig jeg er til at løbe! Jeg har klaret mig igennem 8 uger med langt mindre søvn end nogensinde før. 8 uger med minimal tid til mig selv. 8 uger som har haft Iris som omdrejningspunkt - et nyt menneske som jeg skulle lære at kende. 8 uger hvor jeg har haft smerter jeg ikke troede var muligt at overkomme. Og ved I hvad, jeg har klaret mig igennem det hele. 

Så skal det hele nok gå, ik?

En lille ny læsehest

En lille ny læsehest er budt velkommen til verden!

Jeg beklager stilheden den sidste halvanden uges tid, men som I nok ved, har jeg gået rundt med en lille ny læsehest inde i maven de sidste 9 måneder. Hun var egentlig blevet bestilt til levering d. 3/2, men der var forsinkelser. Jeg havde frygtet at disse forsinkelser ville være længe og uudholdelige, men heldigvis var disse ikke så længe som jeg havde frygtet.

Allerede lørdag d. 6/2 om morgenen kunne jeg mærke at der var noget under opsejling - det samme kunne vores hund. Han var fuldstændig rundt på gulvet hele dagen. Leveringen af det længeventede produkt lod dog vente på sig, da smerterne gik dog lidt i sig selv igen. Jeg frygtede en falsk alarm, men heldigvis begyndte tegnene på at leveringen nærmede sig igen ud på eftermiddagen. Og så gik det hurtigt. Da jeg ikke kunne holde spændingen ud mere og var ved at klemme Emils hånd af i bare iver med få minutters mellemrum, kørte vi på sygehuset. Leveringen af kom tættere og tættere på.

Kl. 19:30 blev jeg indlagt og 20:45 blev leveringen modtaget! Et lille vidunder på 3340 g. og 52 cm blev lagt op på mit bryst! Fuldstændig vanvittigt, ufatteligt og ubeskriveligt fantastisk!

Vi har nu været hjemme i en halvanden uges tid og produktet lever fuldstændig op til forventningerne. Selvom det dog er hårdt når hun græder og næsten føles utrøstelig, når nætterne forsvinder i en tåge af gråd, bleskift og amning, er tidspunkterne når hun smiler i søvne eller man får øjenkontakt med hende, dog fuldstændig ubeskrivelige. Jeg vil vædde med at jer der er forældre ved hvordan det føles, jer der ikke er, I kan godt glæde jer.

Som I nok kan regne ud, er min tid til at læse blevet en smule indsnævret. Jeg holder ikke pause fra at læse og anmelde, men det bliver nok ikke så hyppigt som det har været. Bloggen bliver ikke invaderet af tanker omkring at være blevet mor, men vil forblive forbeholdt bøger og andre bogrelaterede oplevelser, så jeg håber at I stadig vil følge med også selvom aktiviteten bliver lidt mindre!

Jeg kan desværre ikke fortælle hvad LillePigen skal hedde endnu - for det er stadig uvidst, men mon ikke vi finder på et godt navn før eller siden!