Laini Taylor; Strange the Dreamer

Laini Taylor; Strange the Dreamer

Bagsidetekst: 
The dream chooses the dreamer, not the other way around--and Lazlo Strange, war orphan and junior librarian, has always feared that his dream chose poorly. Since he was just five years old, he's been obsessed with the mythic lost city of Weep, but it would take someone bolder than he to cross half the world in search of it. Then a stunning opportunity presents itself, in the form of a hero called the Godslayer and a band of legendary warriors, and he has to seize his chance or lose his dream forever. What happened in Weep two hundred years ago to cut it off from the rest of the world? And who is the blue-skinned goddess who appears in Lazlo's dreams?

Jeg stiftede bekendtskab med Laini Taylor helt tilbage i 2012, da bogen "Ildenglen" udkom. Det var første bog i serien "Ønskekræmmerens datter", en serie jeg elskede dengang og som jeg længe har haft lyst til at genlæse, men så skal det være på engelsk.

For Laini Taylor skriver magisk! 

På daværende tidspunkt var jeg ikke så vild med at læse på engelsk, så "Ønskekræmmerens datter"-bøgerne blev læst på dansk, men jeg bilder mig selv ind at de vil være endnu mere magiske på engelsk.

I 2017 udkom "Strange the Dreamer" og jeg købte den og havde de bedste intentioner om at få den læst med det samme. Det skete bare ligesom ikke og tiden gik. Min dårlige samvittighed bare voksede og voksede, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen.

Sammen med Bente (der har Instagram-profilen trolderier) aftalte vi at vi skulle læse bogen sammen. Vi havde faktisk valgt at vi skulle læse den i februar, men så kom livet ligesom lidt i vejen igen, så vi udskød det. Men nu har vi læst den og snakket sammen undervejs.

Som med "Ønskekræmmerens datter" formår Laini Taylor at skrive en fuldstændig magisk og vidunderlig historie om tro, håb, drømme, kærlighed og loyalitet. Om fjendskab, krig og had. Om hvor langt man vil gå for at beskytte dem man elsker - måske endda krydse grænser der ikke burde krydses.

Worldbuildingen er helt i top og hvor Lainis anden serie bl.a. foregår i Prag, er "Strange the Dreamer" sat i et episk univers, med guder og magi. Jeg forestiller mig at det er inspireret af østen og mystikken heraf. Byen Weep ser jeg i hvert fald som en ørkenby.

Magien er heller ikke som vi kender den og selv de almindelige mennesker kan udrette store ting.

Der er kælet for sproget og selvom det nogle gange kan føles lidt tungt at læse, så passer det bare perfekt til historien. Det er vævende, beskrivende og fascinerende. Det er virkelig en af de helt store styrker som Laini har.

Langsomt foldes historien ud og jo længere ind i historien vi kommer, jo mere fanget bliver man af fortællingen. Hvad venter der på næste side? Samtidig gør de forskellige skift i synsvinkel at historien har et godt flow og vi holdes til ilden. 

Jeg er glad for at jeg endelig fik taget mig sammen og at havde en at diskutere bogen med mens jeg læste. For der er mange ting man stiller spørgsmålstegn ved undervejs. Jeg er gået i gang med efterfølgeren, "Muse of Nightmares", som lydbog og det tegner også godt.

Jeg tror også det er godt at jeg ventede med at læse bogen. Jeg tror ikke jeg ville have været klar til den i 2017 - det var jeg nu og jeg nød den i fulde drag.

Fakta:
Forlag: Little, Brown Books for Young Readers
Udgivet i: 2017
Antal sider: 532
5 ud af 6 stjerner

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ormehavet [Anmeldereksemplar]

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ormehavet (Vølvens vej, #4) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted.

Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge?

Endelig fik jeg taget mig sammen til at læse "Ormehavet" - nu gad jeg ikke vente længere på lydbogen og jeg er stadig lidt sur på min lydbogstjeneste, så jeg besluttede mig for at læse bogen selv.

Hvilket jeg var lidt skeptisk overfor. Fordi jeg netop har lyttet til de tre første bøger i serien - kunne jeg så finde ud af at læse den selv?

Og ja, selvfølgelig kunne jeg det, men jeg ved ikke om andre har svært ved at skifte mellem to formater i en serie? Jeg har i hvert fald lidt svært ved det, men det gik overraskende godt her.

Som i de tre foregående bøger i serien har Anne-Marie vævet, digtet og fabuleret over kendte historier fra den nordiske mytologi. Hun har placeret historierne som baggrundstæppe for Snehild og de andres liv i jernalder Danmark. Næsten som en anden "Iliaden" blander guderne sig i menneskenes gøren og laden og de har deres egen dagsorden. 

Det er tydeligt at vi nærmer os afslutningen. Ragnarok truer i horisonten, Midgårdsormen rører på sig og vinteren er på vej. Snehilds evner bliver skærpet hele tiden og hun frem står stærkere og stærkere, men hvad venter hende i fremtiden?

Personerne i Himlinge står overfor egne problemer med et kommende giftermål, spild mellem ypperstepræstinden og rådgiveren og sult. Truslen fra Berghild og røverne kommer også tættere. Det hele spidser til. 

Anne-Marie har en helt særlig måde at skrive på. Der er kælet for alle detaljer og nogle vil måske synes tempoet er for langsomt, men jeg synes det passer rigtig godt til den historie der fortælles. Vi har mange personer at holde styr på og det gør bare historien endnu dybere og med endnu flere facetter. 

Det er en fremragende serie og den kan læses af alle med interesse for nordisk mytologi, danmarkshistorie og storslåede fortællinger. Der er drama, der er tvists og overraskelser. Det er et mesterværk og jeg glæder mig til afslutningen, "Flammesværdet" som bliver udgivet den 19. september.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2024
Antal sider: 400
6 ud af 6 stjerner

Suzanne Collins; Solopgang over høsten [Anmeldereksemplar]

Suzanne Collins; Solopgang over høsten (Hunger Games, 0,5) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Når du er blevet udvalgt til at miste alt, du elsker, hvad er der så tilbage at kæmpe for?

Da solen står op over Panem på dagen for det 50. Dødsspil, bliver alle indbyggere mødt af en gruopvækkende nyhed. Det er nemlig blevet besluttet, at man for at fejre jubilæet vil udvælge dobbelt så mange deltagere fra hvert distrikt til Spillet.

I Distrikt 12 forsøger Haymitch Abernathy ikke at ænke for meget over dagens udfald. Han vil helst bare passe sit arbejde og glæde sig til at mødes med sin kæreste.

Så da Haymitch' navn bliver udtrukket, mærker han alle sine drømme smuldre. Han bliver flået væk fra sin familie og sin kæreste og sammen med de tre andre deltagere fra Distrikt 12 fragtet til Capitol, og langsomt indser han, at det er meningen at han skal tabe.

Men der er noget i ahm, der ønsker at kæmpe imod ... og at den kamp skal kunne mærkes langt uden for dødsarenaens mure.

Jeg må med skam indrømme at jeg kom meget for sent til "Hunger Games"-festen. Mit første møde var med filmene og dem så jeg mange gange, inden jeg kom til at læse bøgerne - og jeg synes faktisk at begge er rigtig gode.

Så kom bogen om Snow - og her har jeg stadig filmen til gode. Jeg er en af dem der godt kunne lide bogen (don't shoot me), så jeg er spændt på filmen. 

Da jeg så læste af Haymitch skulle have bog vidste jeg at det ville blive barsk læsning. Især fordi den udgave af Haymitch som vi møder i historien om Katniss og Peeta er et plaget menneske. Vi er klar over at han er blevet udsat for voldsomme ting, men jeg havde ikke forestille mig at det ville være så voldsomt.

Når man har læst de andre bøger er der mange glædelige gensyn - IKKE med Snow - med andre personer, som også spiller en større eller mindre rolle her. Det er altid interessant at møde tidligere udgaver af personer man ved kommer til at gøre enten gode eller onde ting. 

Det er også endnu en tur i Spillet og det er ligeså uhyrligt at læse om, som i de andre bøger. At tilfældige mennesker udvælges for at slå hinanden ihjel i et grusomt spil, er så ubehageligt at tænke på som det næsten kan blive.

Og det er ikke småting Haymitch bliver udsat for. Både før, under og efter spillet. Jeg sad og forventede det værste hver gang jeg bladrede og det blev mødt hver gang. Det er så grufuldt, at selv nu hvor jeg tænker på det, giver det mig ondt i maven og en klump i halsen.

Men det er det Hunger Games-bøgerne kan. De kan provokere os. De kan skræmme os og vise os et billede af en verden hvor ingen kan føle sig sikre. Hvor håb er en som en fugl der enten kan plejes og passes, eller knuses med et knips med fingrene. 

Det er hård og brutal læsning - præcis som jeg havde forventet det skulle være. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
På dansk ved: Sarah Louise Pedersen
Original titel: Sunrise on the Reaping
Udgivet i: 2025 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 420
6 ud af 6 stjerner