onsdag den 25. oktober 2023

Sophie Souid og Thomas Hjorthaab; Møgmis: En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner [Anmeldereksemplar]


Sophie Souid og Thomas Hjorthaab; Møgmis: En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner
[Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Siverts lille kusine Marie kommer på besøg. Og pludselig bliver Møgmis leget med. Og kaldt sukkermås og prutfis og får seriøs kamp til sin pels, for kusine Marie er noget af en potefuld. Og en rædsom rolling, hvis du spørger Møgmis (og Sivert). Møgmis indstiller derfor sine onde planer om at gøre det af med Sivert og beslutter at give kusine Marie en lærestreg. Men det går ikke som forventet. Slet ikke, faktisk.

Da jeg første gang læste bogen om Møgmis, må jeg indrømme at jeg var lige dele fascineret og en smule skræmt over at man kunne skrive sådan noget voldeligt og blodigt noget til børn. Nu har jeg efterhånden læst dem en del gange og nu er jeg hooked. Så hooked at jeg anbefaler den til alt og alle der vil lytte – kollegaer, gæster på biblioteket og nu også dig der læser med her.

I første bind møder vi ”Puttegøj-Ronaldo” aka Møgmis. Møgmis er Siverts kat og Sivert troede i sin barnlige naivitet at en kat ville være det nemmeste og bedste legetøj, men bare ærgerligt. Møgmis får skylden for alt, måske især det som den aldrig kunne have gjort. Møgmis hader Sivert og Sivert hader Møgmis. Møgmis elsker at udtænke måder hvorpå han kan slå Sivert ihjel.

Pssst, inderst inde kan Møgmis jo godt lide Sivert, men han vil dælme ikke stå ved det!

Nu er vi så kommet til bog nummer tre i rækken – ”En rædsom rolling og en kattepine af dimensioner” og Møgmis må indstille sit ellers glimrende og gennemtænkte hævntogt mod Sivert for at tage sig kærligt at kusine Marie der skal bo hos Sivert i en uge.

Kusine Marie er bare ikke lige sådan at hamle op med og Møgmis får brug for al sin snuhed, al sin opfindsomhed og muligvis al sin grusomhed for at få kusine Marie ned med nakken.

Som i de to foregående bind er der ikke sparet på de fuldstændig syret ting Møgmis gør. Der er ikke sparet på vold, blod, snot og grædende børn. Ej heller er der sparet på fuldstændig vanvittige ideer – som folk med små børn på en eller anden måde sagtens kan sætte sig ind … og måske finde en smule fristende …

Hvis du endnu ikke har læst bøgerne om Møgmis, kan jeg kun sige ”KOM I GANG” – ligegyldigt om du er barn, ung eller voksen. De er hylende morsomme, vanvittige og elskelige deres helt egen unikke måde. Jeg glæder mig til at læse flere.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fakta:
Forlag: Gads Forlag
Udgivet i: 2023
Antal sider: 72
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 18. oktober 2023

Josefine Ottesen; Drømmemesteren, Del 1 og 2

Josefine Ottesen; Drømmemesteren, Del 1 og 2

Bagsidetekst:
Tuva fra Højlandet drømmer om en forfærdelig katastrofe, der vil ramme landet langs den store flod. Drømmen er en advarsel fra guderne, siger hendes bedstefar. De er vrede over menneskenes hæmningsløse udnyttelse af naturen. Tuva bliver nødt til at drage ned til den store by ved flodmundingen for at skaffe sig adgang til Drømmemesteren og fortælle ham om drømmen. Men hvordan skal en rensdyrhyrde fra Højlandet trænge igennem til magtens grådige cirkler i en by, der har glemt alt om den gamle pagt mellem guder og mennesker?

Når man er Danmarks ukronede fantasydronning og har 40-års forfatterjubilæum, så skal det fejres med maner. Og hvilken bedre måde at gøre det på, end ved at selvudgive en virkelig flot, gennemført og spændende bog? Eller bøger, for der er nemlig to.

Man kunne være med til at støtte udgivelsen ved hjælp af en crowdfunding og det gjorde jeg – for selvom jeg faktisk aldrig har læst noget af Josefine, så kender jeg til hende og har hørt mange andre rose hendes bøger. I forbindelse med udgivelsen, kom Josefine endda også et smut til Aalborg og besøgte biblioteket hvor hun fortalte om ”Drømmemesteren”, om tankerne bag og hvordan hun skrev bøger. Der var også spørgsmål fra de andre gæster og det var i det hele taget en hyggelig aften.

Den aften fik jeg mine eksemplarer af bøgerne med hjem – og de er i sandhed smukke. Der er kælet for både det ydre og det indre med guldprint, genbrugspapir og et flot persongalleri bagerst i bøgerne.

Historien er high fantasy med en stærk heltinde, der skal gå grueligt meget igennem. Der er magi, drama og politiske intriger. Der er korrupte magtindehavere, slaver der vil gøre oprør og mange forskellige dagsordener der skal holdes styr på. Og netop det med at holde styr på, er måske den eneste anke jeg har.

Der er rigtig mange personer at holde styr på og en gang i mellem bliver det en smule rodet og lidt langhåret. Selvom Josefine selv siger at den er for 12- til 100-årige læsere, skal man være en ret stærk læser for både at følge med i historien og få det hele ud af den.

Hvis man ser bort fra det, er det en virkelig storslået historie og jeg er glad for at mit første møde med Josefine blev den her.

”Vi kan ødelægge i vrede, men kun bygge op med håb.”

Fakta:
Forlag: Selvudgivet
Udgivet i: 2023
Antal sider: Del 1: 333 og Del 2: 393
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 11. oktober 2023

StineStregen; Voksenværk [Anmeldereksemplar]

StineStregen; Voksenværk [Anmeldereksemplar]

Beskrivelsen af bogen på Saxo:
En stribebog om livet som kvinde set gennem StineStregens sårbare, sjove og skarpe pen. Hvad sker der, når man begynder at få styr på sin uddannelse og sit arbejdsliv - og alle omkring en kaster sig ud i parforhold og børn? Og hvordan reagerer omverdenen, hvis man faktisk ikke vil have børn?

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af Stine og hendes tegneserier. Jeg er pjattet med hendes enkle og alligevel detaljerede streg. Hun formår med meget få streger at gøre det helt klart hvordan hendes karakterer har det. Hvilket gør dem utrolig troværdige.

”Voksenværk” er tredje del af Stines ”opvækst”-serie, eller hvad man nu kan kalde det. De to første ”Det bliver et langt liv” og ”Forklædt som voksen”, handler henholdsvis om de svære teenageår og årene som ung voksen. Og der er masser af ting at tage fat på!

I ”Voksenværk” tager Stine fat på en ny problematik: at være voksen uden at have lyst til at få børn.

Som en med børn, kan netop den tankegang være svær at sætte sig ind i – og så alligevel ikke. For det hele kommer ned til om man har lyst til at få børn. Den lyst kan være svær at sætte ord på og endnu svære at forstå, hvis man netop har den.

Stine forklarer – som kun hun kan – hvordan det er at blive konfronteret med netop dette fravalg af børn. Hvordan hun føler samfundet og hendes omgangskreds ser hende. Hvordan det får hele til at føle, når hun gang på gang skal forsvare sin manglende lyst til at få børn.

For er det nødvendigt at få børn, hvis man ikke har lyst? Som en af striberne i bogen viser, er man – ifølge en artikel i Politiken – først fuldendt som kvinde, når man har fundet den mand, man vil have børn med. Og helt ærligt, det er da noget fis.

Hvis du har læst de to foregående bøger i serien, skal du ikke snyde dig for denne. Den er stærk, ærlig, tankevækkende og smuk og Stine slår igen hovedet på sømmet og rammer virkelig mange med sin historie.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gads Forlag
Udgivet i: 2023
Antal sider: 144
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 27. september 2023

Kenneth Bøgh Andersen; Danske sagnvæsener - et bestiarium [Anmeldereksemplar]

Kenneth Bøgh Andersen; Danske sagnvæsener - et bestiarium [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Ser du en nat et lille, men klart lys i mørket, så tag dig i agt. Lygtemanden vil nyde at lokke dig ud i mosen og lade dig drukne under månens blege skær.

Lygtemanden, helhesten, ellefolket, skiftingen, liglammet, gravsoen og mange, mange flere. Sælsomme, forunderlige og farlige væsener, som de færreste i dag har hørt om, men som man troede på, dengang byerne var små, skoven stor og natten svimlende mørk. Naturen var et mylder af sære skabninger, som man skulle passe på og vogte sig for.

I dette flot illustrerede opslagsværk lærer du alle de farverige danske sagnvæsener at kende. Og ikke mindst – hvordan du kan beskytte dig mod dem …

For sagt på en anden måde: Engang troede man, at Danmark var fyldt med monstre. Tænk, hvis man havde ret?


Jeg har efterhånden læst en del spændende opslagsværker, eller bestiarier om man vil – både om julemonstre, om de uddøde, om drager og monstre. Men denne må siges at være i særklasse – især i sit udtryk. Illustrationer, layout og format går hånd i hånd op i en højere enhed og det er en virkelig flot bog, der indbyder til læsning - om end en noget uhyggelig læsning. 

Forfatter Kenneth Bøgh Andersen er en produktiv mand og har bl.a. kastet sig over at genfortælle en del ældre gyserhistorier, fx ”Frankenstein” – personligt kan jeg bedst lide ”De hvide mænd”, ”Himmelherren” og ”Den store djævlekrig”.

Illustrator Kristian Eskild Jensen har også en hel masse bøger i bagagen, både børnebøger og billedbøger. Jeg har læst og nydt ”Og de onde lo – amoralske fabler”, som også er smukt illustreret.

Kristian formår at få utrolig mange detaljer med i sine illustrationer, så mange af tegningerne fremstår meget levende – måske i dette tilfælde, for levende – gys! Der er virkelig nogle af væsener der får det til at løbe koldt ned ad rygge på en …

Dette er da heller ikke første grafiske bog som Kenneth har skrevet. Sammen med Benni Bødker og John Kenn Mortensen har han genfortalt Grimms eventyr. Med Lars Gabel har han skrevet ”Skæbnemageren” og ”78°”.

Med dette bestiarium forklarer og fortæller Kenneth om de mange danske sagnvæsener – og selvom jeg troede jeg var ret godt bevandret indenfor denne kategori, var der flere jeg ikke havde hørt om.

Udover en historie om hvem eller hvad, disse væsener var, er der et råd til hver enkel om hvordan man kan slippe fra dem, eller undgå at møde dem. Ret handy hvis nu man skulle støde på en helhest eller ved et uheld komme til at fornærme hyldemoren.

”Danske sagnvæsener” er nok ikke en bog jeg vil anbefale som godnatlæsning – medmindre man gerne vil have mareridt. Den er fra børn i alderen 10+ - men voksne kan finde ligeså stor underholdning og viden ved at læse den.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2023
Antal sider: 181
5 ud af 6 stjerner

onsdag den 20. september 2023

Sidsel Sander Mittet; De sidste drager [Anmeldereksemplar]

Sidsel Sander Mittet; De sidste drager (Flammen & Bølgen, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Indlandsisens kollaps, undersøiske jordskred og en flodbølge, der udslettede den gamle verden.

For de fleste i Øhavet er dette kun historie, men ikke for Mashal og Ignis.

Efter at have reddet Sunniva, broens sagnomspundne dronning, har de begge fået adgang til kaosnettet og de traumatiske erindringer, der gemmer sig i dets dybder.

Fanget i en ørkesløs venteposition i flygtningelejren på Hvide Pynt kæmper de med fordomme, forventninger og forræderi. Alt er tilsyneladende til salg og meget lidt er, hvad det giver sig ud for.

Men der er håb. Måske vil Bølgen atter engang oversvømme Øhavet - spørgsmålet er blot, om det er en god ting?


Det her er en af de helt store episke danske dystopiske fortællinger. Sidsel har tidligere kastet sig ud i storslåede projekter, ”Morika” og ”Bjergtaget”, men ”Flammen & Bølgen” er i særklasse.

Den er gennemført på en niveau jeg sjældent har set. Alt fra Innovanternes byer, teknologi og skole, til sumpbyerne, dårligdommene og stemningen der er blandt Ignis’ folk. Der er modsætninger, folk med meninger, drømme og håb og der er forrædere der vil gøre alt for at være velset og blive belønnet.

Alting kulminerer i ”De sidste drager” – og hvis jeg må sige en eneste dårlig ting, inden jeg går videre med det gode. Så er det at det er en lang bog. 504 sider lang – og det smerter mig at sige, men der er et par steder hvor det føles meget langt. Heldigvis er Sidsel er fabelagtig historiefortæller og hun gør rigelig op for de lange stræk, med aktion, drama og hemmeligheder.

Når man så er færdig med bogen, kan man godt se værdien og vigtigheden af de lange seje stræk – for det hele giver mening til sidst. Det hele går op i en højere enhed – og der var virkelig ting jeg ikke forventede. Det er fedt at blive overrasket.

Når sproget, historien og indholdet så er et match, vil jeg lige knytte en kommentar til de smukke covers. For nej, man skal ikke dømme en bog på dens cover, og så alligevel. De tre bøger står knivskarpt sammen – de viser en samhørighed og nærmest treenighed på ens boghylde. De er smukke, indbydende og tidsløse. Godt klaret.

Alt i alt er det en læseoplevelse i høj klasse og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger.

Bogen er først modtaget til udarbejdelse af lektørudtalelsen og sidenhen som anmeldereksemplar. 

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2023
Antal sider: 504
5 ud af 6 stjerner