Jojo Moyes; Vi bor her alle sammen [Anmeldereksemplar]

Jojo Moyes; Vi bor her alle sammen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Lila troede faktisk, at hun allerede havde fundet sin lykkelige slutning: et godt ægteskab, to dejlige børn og en succesfuld karriere som forfatter af bøger med råd om parforhold. Men set i bakspejlet må hun grine af sine kloge råd.

Hun indså først, at hendes ægteskab ikke længere var lykkeligt, da det var for sent. Og pludselig er alt i Lilas liv tilbage ved udgangspunktet. Hendes mand har et barn med en anden kvinde, hendes teenagedatter taler ikke længere til hende. Og siden hendes mors død har hendes stedfar, Bill, boet hos hende.

Da hendes biologiske far, Gene, pludselig dukker op på hendes dørtrin, er hendes kaotiske liv fuldendt. For Gene er med sine Led Zeppelin-T-shirts og sin (måske stendøde) karriere som tv-stjerne alt andet end en typisk bedstefar. Og pludselig er Lila ikke kun fanget mellem to fædre, men også mellem to nye mænd.

Jeg tabte mit hjerte til Jojo Moyes da jeg læste "Mig før dig" - som faktisk var en af de første (hvis ikke den første) bog jeg anmeldte her på bloggen. Den har mange år på bagen, og jeg synes ikke helt at jeg har læst noget der var ligeså godt fra Moyes efter den. Jovist, der har været mange gode læseoplevelser, men ikke nogen der slog benene ligeså meget væk under mig som "Mig før dig".

"Vi bor her alle sammen" gør det heller ikke, men den er stadig god.

Det er længe siden jeg har læst noget fra Moyes og jeg nød at være tilbage i hendes måde at skrive historier og ikke mindst personer på. Hun kan beskrive dem så virkeligt at man sagtens kan se dem for ens indre blik mens man læser. Det kan jeg i hvert fald. 

Jeg har et helt tydeligt billede af Lila og børnene. Af hvordan hunden ser ud og hvordan haven er et vildnis uden lige. Jeg kan tydeligt se hendes to fædre for mig og hvor forskellige de er. Jeg kan se huset, gaden, byen - ja, det hele faktisk. Som en indre film der kører mens man læser.

En af Moyes' styrker er at skrive følelser, stemninger og relationer mellem mennesker frem. Der er noget troværdigt og relaterbart i mange af hendes karakterer og selvom jeg ikke har været det samme igennem som Lila, så kan jeg godt forstå hende. Det tror jeg der er mange kvinder der kan.

Den svære balancegang mellem at ville være den bedste mor og hustru, at man næsten glemmer hvad man selv vil - eller i hvert fald har svært ved at finde ud af det. Samtidig med at man skal holde styr på hundredeogsytten forskellige ting.

Moyes kan skrive livsbekræftende bøger og selvom der er knubs på vejen ved vi godt at det hele nok skal gå. Der er et par tåkrummende situationer - som heldigvis ikke bliver for pinlige - og der er masser af drama, men livet har det jo med at falde på plads der hvor det skal alligevel. 

"Vi bor her alle sammen" er en hyggelig og underholdende roman der på en eller anden måde fastholder en, for man skal lige se hvad der sker på næste. Vi skal lige have løst det ene problem, som så afføder et nyt og så videre. Historien er ikke ligeså god som "Mig før dig", men det er en rigtig god bog alligevel. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cicero
Udgive i: 2025 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 460
5 ud af 6 stjerner

Hannah Grace; Daydream

Hannah Grace; Daydream (Maple Hills, #3)

Bagsidetekst:
As a chronic procrastinator, Henry Turner always knew his junior year in college wasn’t going to be easy. That was before he made ice hockey captain as well as landing himself in a difficult class with his least favourite professor.

Thankfully, it’s then that Henry meets Halle, a fellow junior who he immediately befriends. Academic pressure has never been a struggle for Halle, but as an introverted people pleaser with a tendency to overcommit herself, she can’t help but offer to help Henry pass his class. In turn he offers to help make college life a little more inspiring – just the thing she needs as an aspiring novelist…

Failure isn’t an option for either of them but that doesn’t mean there isn’t a little room for distraction…

Jeg er kæmpe fan af collegeromance. Den første serie jeg læste var "Off Campus" af Elle Kennedy, og selvom den snart har en del år på bagen, er det stadig en fantastisk serie.

Hannah Grace går i Kennedys fodspor, og så alligevel ikke. For selvom sport stadig fylder en del i bøgerne, så er det relationerne mellem karaktererne der er spændende at dykke ned i. Kennedys karakterer blev som venner for mig, og det tror jeg der er mange der også føler at "Maple Hills"-personerne er for dem. 

Fiktive venner man har lyst til at opleve verden med. Og det er jo den fedeste følelse når bøger kan give en den følelse af samhørighed.

Hvor "Icebreaker" og "Wildfire" var nemme at gå i gang med og nemme at komme igennem, var "Daydream" anderledes. Det siger Grace også selv i indledningen, at det er en tungere bog at læse og at det var en hård bog at skrive.

Begge hovedpersoner, Henry og Halle, befinder sig et sted på autismespektret - uden at være diagnosticeret. De tænker meget over ting, oplevelser, hvad der bliver sagt - og hvad der ikke bliver sagt. Så meget at det nogle gange bliver en spiral de ikke kan komme ud af igen. 

Heldigvis har (Halle får det) de begge to personer omkring sig, der lærer at afkode deres måde at reagere på, så de bliver passet på og behandlet godt, men det er ikke altid nok til at få tankerne til at holde mund.

Det er ikke fordi det ødelægger læseoplevelsen, men det gør den intens på en anden måde end jeg havde troet. Netop fordi vi er meget inde i Henry og Halles hoveder og hører deres tanker. Vi kommer med ind i spiralen og som læser kan vi godt fornemme at det ikke er godt for dem, men vi kan ikke ruske dem ud af det. 

Bogen er stadig krydret med masser af humor - fordi Henry ikke som sådan har et filter, får han sagt nogle ting der er virkelig skønne og spot on. Samtidig er der også et par fine spicy scener og kemien mellem Henry og Halle er virkelig skøn.

Har du læst "Icebreaker" og "Wildfire", må du ikke snyde dig selv for endnu en tur til Maple Hills og jeg håber ikke at det er sidste gang jeg skal afsted.  

Fakta:
Forlag: Simon & Schuster
Udgivet i: 2024 (på engelsk)
Antal sider: 448
5 ud af 6 stjerner

Jordi Lafebre; En dag - altid

Jordi Lafebre; En dag - altid

Bagsidetekst:
En smuk fortælling om det platoniske, men evigt lidenskabelige forhold mellem Ana og Zeno. Hun, karismatisk og nyligt pensioneret borgmester, hustru, mor, mormor og højt respekteret figther med et stort hjerte og styr på tingene. Han, hærdet ungkarl, boghandler, sømand og globetrotter med en doktorgrad i fysisk, som har taget ham 40 år at færdiggøre. En fri og flyvsk, men yderst attraktiv fugl.

I årernes løb er de to blevet vævet sammen i en umulig og uudtømmelig kærlighed, som aldrig har fået lov til at folde sig helt ud. Historien fører os med poesi og ømhed tilbage til Ana og Zenos første og afgørende møde og samler det komplekse kærlighedspuslespil om to uadskillelige sjæle, som har måttet vente det meste af livet på hinanden.

Én tilfældig dag, der varer ved for altid.

Jordi Lafebre er en spansk illustrator og tegneserieskaber. Sammen med Zidrou har han lavet ”Lydie” og ”Sommerminder”, mens ”En dag – altid” er hans eget soloprojekt.

Tegneserien har vundet flere internationale priser og jeg kan kun tilslutte mig heppekoret.

Lafebre har en ret karakteristisk streg. I ”En dag – altid” er farvetemaet lidt afdæmpet, men stadig fuld af detaljer. Alt fra den lille franske by hvor meget af handlingen foregår til Zenos mange skibsrejser og oplevelser i udlandet. Det giver historien en helt særlig vibe eller stemning.

Illustrationerne er ret virkelighedstro og giver hver enkelt person sin egen stil. Jeg er især vild med hans måde at tegne øjne på. De er virkelig udtryksfulde og rummer mange følelser.

Og følelser er netop noget vi kommer igennem i den her tegneserie.

Og hvad handler tegneserien så om? Jo, den handler om kærlighed. En storslået kærlighed der overlever trods mange prøvelser og mange år.

Det er en lidt speciel læseoplevelse. Det er nemlig en tegneserie der kan læses både forfra og bagfra. Hvis man læser den forfra, starter man med kapitel 20, hvori møder man de to ældre mennesker, Ana og Zeno. De mødes og snakker om fortiden, spiser småkager og kysser… måske?

Efter kapitel 20, kommer kapitel 19, der foregår før kapitel 20 og sådan fortsætter hele bogen. Vi går altså fra nutiden til fortiden. Læser man den derimod bagfra, starter vi med kapitel 1. Heri er Ana og Zeno unge mennesker der skal ombord på en færge. De deler et følelsesladet første øjekast, og da Zeno forsøger at slippe ombord uden billet, er det Ana der hjælper med at skjule ham. De deler en lidenskabelig nat sammen, men da Zeno bliver smidt overbord, er håbet om en fremtid sammen minimal.

Efter kapitel 1, kommer så kapitel 2, hvor Ana og Zeno er blevet lidt ældre og stadig ikke helt kan glemme hinanden, men stadig ikke har fundet hinanden. Herefter fortælles historien om hvordan de skriver breve til hinanden, som de ikke modtager.

På et tidspunkt mødes de så igen og de optager kontakten med sporadiske telefonopkald når Zeno kan komme til det på sine mange rejser. Ana er blevet borgmester i en lille by og kæmper med politik og bureaukrati.

Når man har læst bogen bagfra og er nået til nutiden, er Ana gået på pension og Zeno har solgt sin boghandel, og måske er det nu de skal leve deres liv sammen?

Ligegyldigt hvilken vej du vælger at læse historien, er det en skøn historie fuld af drømme, håb og ikke mindst en kærlighed, der ikke bliver mindre selvom der går 40 år fra den starter, til den bliver til virkelighed.

Jeg nød at læse den i 2021 og jeg nød at læse den op til denne bogcafe, og jeg tænker at jeg helt sikkert vil nyde at læse den igen. For det er virkelig en skøn historie. 

Fakta:
Forlag: Fahrenheit
Original titel: Malgré tout
Udgivet i: 2021 (på dansk)
Antal sider: 150
6 ud af 6 stjerner

Nanna Foss; Lyriderne [Anmeldereksemplar]

Nanna Foss; Lyriderne (Spektrum, #5) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Alban har det hele: Udseendet, vennerne og de høje karakterer. At være blind føles ikke som en hindring for at leve det gode liv.

Men efter en traumatisk oplevelse begynder facaden at krakelere, og Alban mister grebet om alt det, han plejer at kunne kontrollere. Samtidig er der hemmeligheder skjult i fortiden, som kan ødelægge fremtiden … ikke kun for ham selv.

Albans største frygt er, at han ikke kan beskytte dem, han elsker. Men præcis hvor meget er han klar til at ofre for andres skyld?

Der er bøger og så er der bøger. Den her er i sidste kategori.

Jeg har fulgt Nannas forfatterskab helt fra starten og jeg læste "Leoniderne" da den udkom første gang i 2014. Jeg mødte sågar Nanna til et bogbloggertræf i Aalborg, hvor hun havde bogen med og fortalte om den. Der er godt nok sket meget siden da.

Der er gået 11 år, de fire første bøger er udkommet i nye, opdaterede udgaver og Nanna har brugt 5 år på at skrive Albans historie. Jeg tager hatten af for dig, Nanna, det gør jeg virkelig og du skal vide at jeg synes du er et übermenneske.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor svært det må være at holde rede i alle trådende i den her fortælling. Det er jo nærmest som om at hvert enkelt ord har betydning. Sådan tror jeg dog ikke det forholder sig, men der er virkelig meget at holde styr på.

Som en der ikke har læst de nye udgaver og altså ikke har læst bøgerne siden de udkom første gang, må jeg også indrømme at jeg var lidt længe om at komme ind i historien igen. Der var flere personer og scenarier hvor jeg sad og tænkte: Hvem? Hvor? Hvad?

Men det er jo min egen skyld og ikke Nannas.

Til gengæld er det Nannas skyld at jeg måtte lukke døren og ignorere mine børn da jeg manglede 50 sider og ikke kunne koncentrere mig om andet end at læse bogen færdig.

Og wow for en rutsjebanetur! Det er virkelig en vild oplevelse. Normalt når jeg siger det, så betyder det at jeg har været alle følelser igennem. Det gør sig egentlig ikke gældende her. Til gengæld har der været så mange tvists undervejs som jeg ikke havde set komme og som slog benene helt væk under mig. Der er så mange fede scener i den her bog.

Der er så mange fine detaljer i den her bog. Detaljer der med garanti har taget virkelig lang tid at få finpudset og perfektioneret. Igen, du er sej, Nanna!

Jeg vil ikke sige så meget om handlingen i bogen, for det er svært uden at tease eller spoile for meget. Jeg vil langt hellere anbefale dig at læse bogen - ja, hele serien faktisk.

Som sagt har jeg ikke læst de nyeste udgaver, men de gamle udgaver var gode og jeg tænker med den overhaling de har fået, er de nok blevet endnu bedre. Hvis niveauet i hvert fald bare er i nærheden af niveauet i "Lyriderne", så er det højt.

Det er fremragende dansk fantasy. Så kort kan det siges. Fremragende!

Og Nanna, lad mig ikke vente fem år mere på den næste, vel...? Pretty please...

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2025
Antal sider: 899
6 ud af 6 stjerner

Nicole Boyle Rødtnes; Drageskjoldene [Anmeldereksemplar]

Nicole Boyle Rødtnes; Drageskjoldene (Magiens Alfabeter, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I landet Asindra bliver spædbørn ofret til dragens flammer...

Magiens hof tager imod de spædbørn, der overlever ilden, og oplærer dem som magikere.

Friyas nyfødte søster skal ofres, men Friya har allerede set for mange børn dø, og hun nægter at følge reglerne.

Azack er den dygtigste unge magiker i årtier. Alligevel bliver han fravalgt af Magiens hof. Azack vil gøre alt for at ændre sin skæbne, så han lægger en farlig plan.

Er Nicole tilbage?

Altså, ikke at hun har været væk fra at skrive, for det har hun bestemt, men det er længe siden hun har skrevet fantasy - og nu er hun tilbage med en fremragende fantasy fortælling.

Jeg har stor respekt for Nicole. Hun formår både at skrive letlæsnings-, børne- og ungdomsbøger. Både realisme, dystopier og fantasy. Hun spænder bredt og hun gør det hele rigtig godt.

Nu er hun tilbage i det magiske element igen og med "Magiens alfabeter" slår hun tonen an til endnu en storslået serie der bare bliver bedre og bedre for hver bog hun skriver. 

Nicole har vist tidligere - både med "Ilttyv" og "Rød og Blå" - at hun mestrer det at have flere fortællere og det har hun også i "Drageskjoldene". Jeg synes det giver rigtig god mening i den her fortælling fordi hovedpersonerne er to forskellige steder og fra to forskellige "samfundslag". Derfor får vi to meget forskellige synsvinkler på det samfund vi befinder os i.

Samtidig er det fedt at se at hun mestrer at skrive to meget forskellige personligheder frem. Hvor Friya vil gøre alt for sin familie - i hvert fald noget af det, er Azack mere "jeg er mig selv nærmest" og selvom han måske holder af sine venner, er det stadig ham selv der kommer i første række. 

Hele magisystemet med perlerne er godt fundet på. Det er nytænkende og gør historien interessant. Derudover glæder jeg mig til at studere dragerne nærmere og jeg håber vi får mere at se af dem i den næste bog.

Hvis du er til high fantasy - og dansk fantasy - så synes jeg bestemt ikke du skal snyde dig selv for denne perle. Tempoet er højt, worldbuildingen er i top og det er bare en fremragende bog.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2024
Antal sider: 432
6 ud af 6 stjerner