onsdag den 20. april 2016

Elle Kennedy; Aftalt spil

Elle Kennedy; Aftalt spil (Off-Campus, #1)

Bagsidetekst:
Hannah er på alle måder fuld af selvtillid; bare ikke når det kommer til sex og forførelse. Nu er hun blevet forelsket i Justin, men hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde er, at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt "date". Men det går hurtigt op for Garrett, at han ikke bare vil være en brik i et barnligt spil. Han bliver nødt til at overbevise Hannah om, at den fyr, hun i virkeligheden er forelsket i, er ham.

God historie = tjek
Underholdende = tjek
Romantisk = tjek
Erotisk = tjek
Tilpas klichéagtig = tjek 

Første del af Elle Kennedys serie Off-Campus er en god start - en rigtig god én af slagsen. Det er på ingen måde litteratur med store armbevægelser, men det rammer alligevel en i hjertet og du sidder flere gange med et smil på læben - det gjorde jeg i hvert fald. Jeg nød at læse "Aftalt spil" også selvom det til tider blev lidt "corny", men det passede til historien, så det blev aldrig for meget.

Det er den klassiske historie om den populære sportsnørd der står til at dumpe et fag og derfor nu har brug for hjælp. Denne hjælp kommer selvfølgelig fra den eneste pige på campus der lader til at være uimodståelig for førnævnte sportsstjernes charme - kulissen er sat til pinlige situationer, sukkersøde ord og forførende smil. Der er misforståelser og drama. Kærlighed. Sex. Den perfekte sammensætning for en rigtig feel-good og chick flick-agtig bog der gør en varm om hjertet.

Selvom handlingen er en kliché, så gør det ikke noget, for det fungerer. Især fordi persongalleriet er sat virkelig godt sammen - de klinger alle sammen og som læser føler man sig ofte blandt venner. Fyrerne er hotte og sexede, veltrænede, humørspredende, charmerende, hengivne og loyale. Pigerne er smukke (ofte på den underspillede måde der selvfølgelig blæser fyrene omkuld), kloge, rapkæftede, hengivende og trofaste. De spiller perfekt op til hinanden.

Mange vil nok mene at den her slags bøger er spild af tid eller for forudsigelige, mens andre vil labbe det i sig. Bogen er hurtig læst og det gjorde at jeg slet ikke kunne vente med at komme i gang med den næste. For på en eller anden måde er det stærkt vanedannende bøger. Tiden flyver og du er godt underholdt - hvad mere er der at forlange? Så, hvis du trænger til at blive lidt rød i kinderne over de (helt almindelige og naturligt beskrevne - ikke ligesom Fifty der godt kan blive for meget) sexscener og har brug for at sidde med et smil på læben og bare nyde historiens gang - er det her helt klart en skøn bog at bruge tiden på! 

Vanedannende = tjek!

Tak til Flamingo for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Flamingo
Original titel: The Deal
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 354
5 ud af 5 stjerner

1 kommentar:

  1. Jeg er så enig. Bogen er så kliché, så corny og så fandens skøn! Jeg er helt vild med Kennedys skrivestil og hendes simple, men fangende historier i 'Off Campus' serien!

    SvarSlet