Maggie Stiefvater; Ravnedrengene (The Raven Cycle, #1) [Sponsoreret af Turbine]
Bagsidetekst:
Jeg er nødt til at sige til ham, at han ikke må kysse mig ...
Lige så lang tid, Blue Sargent kan huske tilbage, har hendes synske familie advaret hende om, at hun vil komme til at slå sin store kærlighed ihjel. Der er blevet tydet runer og tolket drømme, læst teblade og udført seancer, men alle kvinderne i hendes familie er kommet frem til samme barske og uforklarligt specifikke konklusion: Hvis Blue kysser sin store kærlighed, vil han dø.
I en alder af 16 år har Blue besluttet sig for aldrig at blive forelsket, så spådomme ikke bliver et problem. Men alting ændrer sig, den dag Blue for første gang ser en ånd.
Som den eneste i sin familie er Blue ikke clairvoyant, men alligevel ser hun ånden af en ung mand, der snart skal dø. Hans navn er Gansey, og han er en af de såkaldte Ravnedrenge - rige og privilegerede studerende fra den lokale privatskole Aglionby. Ravnedrenge er lig med ballade, og Blue holder sig normalt langt væk fra dem. Men Gansey og hans venner, Adam, Ronan og Noah, er anderledes, og snart er Bue dybt involveret i de mystiske drenges søgen efter ældgammel magi.
Blues familie er langt fra enige i, at det er en god idé, at Blue er sammen med Ravnedrengene. Ikke mindst, fordi der kun kan være én forklaring på, at en ikke-seer som Blue har kunnet se Ganseys ånd: Enten er hun hans store kærlighed ... eller også kommer hun til at slå ham ihjel.
Endelig! Endelig har jeg fået læst denne bog. Jeg siger dette fordi jeg SÅ længe har set andre rose den til skyerne. Jeg købte den på engelsk, men henblik på at læse den, og ja, det blev så ikke til noget. Da jeg så at Turbine skulle udgive den på dansk, kunne jeg næsten ikke få armene ned. Da den kom til mig med posten dansede jeg en lille dans. Nu var det endelig min tur til at læse den!
Og hvilken oplevelse det var! Fuldstændig fantastisk. Jeg er blæst omkuld. Jeg er hungrende efter mere. Mere!
Denne bog er et sammensurium af alt det bedste indenfor fantasy - i min optik. For det første foregår handlingen i en verden der ligner vores, blot med et strejf af noget mystisk. Noget magisk. Uforklarligt. Blue har, til trods for sine manglende evner, adgang til denne magiske del af vores verden, og derfor bliver hun så vigtig for Ravnedrengene. Disse drenge er nemlig på jagt efter noget der kan opfylde ønsker. Heraf kommer vi til grund nummer to; kærlighedsdramaet mellem Blue og Ravnedrengene. For selvom hun begynder at føle noget for Adam, er det klart at der også er noget mellem hende og Gansey - noget som de ikke vil reagere på eller acceptere (og jer der har læst alle bøgerne, shh!). Selvom kærlighedsdramaer ikke nødvendigvis behøver at være et must i fantasy, har jeg på fornemmelse at netop dette kærlighedsdrama er vigtigt for resten af historien. Grund nummer tre, er alle hemmelighederne der skal afdækkes. Blue er blevet ført bag lyset, og er, måske, mere magisk end hun lige går og tror. Den fjerde grund er den fængslende skrivestil historien er skrevet i. Vi hører fra flere af personerne, og til at starte med, er det lidt forvirrende, men jo længere man kommer ind i historien, jo dybere bliver den. Som læser får du forståelse, medfølelse og sympati for personernes bevæggrunde og valg, fordi du netop kender til deres tanker og motiver. Samtidig er naturbeskrivelserne fantastiske, detaljerede og så livagtige at jeg sagtens kan forestille mig Fox Way 300, Cabeswater og lejligheden hvor drengene bor. For mig er det virkelig fedt når forfatteren kan skrive så virkelighedstro at man ser stederne klart og tydeligt for ens indre blik.
Samtidig er det bare en helt afsindig spændende historie! Flere gange sad jeg med kæben på brystet og tænkte "Hvad...?!" og "Wow....!!". Jeg har en klar fornemmelse af, at sådan vil det også være i de næste bøger i serien. Jeg var virkelig fanget fra første side, og havde meget svært ved at lægge den fra mig. Og slutningen? Nej nej, helt ærligt. Den måtte jeg lige læse et par gange, for havde jeg nu forstået det rigtigt. Og ja, det havde jeg.
Jeg vil have mere!!
Tak til Turbine for anmeldereksemplar.
Fakat:
Forlag: Turbine
Original titel: The Raven Boys
Udgivet i: 2012 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 435
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar