onsdag den 3. april 2019

Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker; Grimm [Anmeldereksemplar]

Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker; Grimm [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Nogle historier er så modbydelige, at de næsten ikke bør fortælles ...

Forfatterne Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har gendigtet ti af brødrene Grimms bedste og mest grufulde historier, så vi kommer helt ind i fortællingerne og langt ind i den farlige verden, der var engang. Glæd dig til en samling rigtig gode historier, der på en og samme tid er både gamle og helt nye.

Jeg er stor fan af begge disse dygtige herrer. Jeg har med stor fornøjelse læst "De hvide mænd", Djævlekrigen og "Himmelherren" - alle spændende, medrivende og til tider dystre fantasy og dystopiske fortællinger. Jeg har læst "Vilkacis", "Nattens børn" og "Kraken" med stor fornøjelse, selvom jeg ikke ofte begiver mig ud i horror og gysergenren. Nu har de to mænd så teamet op og det er et mesterværk de har bedrevet!

Jeg hørte Kenneth og Benni snakke om bogen til BogForum sidste år, hvor der også blev læst en lille snas op - jeg tror det var af "Hans og Grete" og jeg var solgt allerede der. Eventyr har altid fascineret mig og jeg synes det er meget spændende når de bliver gjort endnu mere dystre og vendt en smule på hovedet. Jeg tænker også på "Skyggernes dronning" og "Hazel Woods", hvor eventyrskabningerne ikke nødvendigvis vil dig noget godt.

"Grimm" indbyder til fordybelse og nydelse - også selvom indholdet både giver dig en klump i maven og dårlig smag i munden. Man skal ikke dømme en bog på dens udseende, men denne bog er virkelig smuk og gennemført. Den er tung, siderne er tykke, indbindingen er lækker og forsidebilledet af ulven giver en forsmag på det uhyggelige som den indeholder. Der er smukke illustrationer af John Kenn Mortensen - eller ved ikke om smuk er ordet. Interessante og detaljerede er måske bedre. Selvom nogle af hans illustrationer skræmmer mig helt vildt, er jeg dybt fascineret af hans fantasi og talent!

Kenneth og Benni skiftes til at gendigte ti eventyr - og jeg kendte ikke halvdelen, så det var interessant at læse noget, jeg ikke tidligere havde stødt på. Jeg kan dog ikke huske dem jeg kendte i detaljer, så hvor meget de har lavet om, tør jeg ikke kaste mig ud i. Derimod vil jeg sige at jeg nød at læse dem og jeg er glad for at jeg ikke læste dem alle på en aften. Ikke fordi de ikke var spændende, men ved at strække læsningen ud, kunne jeg bedre adskille dem og de forskellige følelser jeg fik ved læsningen - jeg håber det giver mening.

Jeg kan med garanti sige at dette er en bog jeg vil blive ved med at vende tilbage til og læse igen og igen. Jeg glæder mig til Iris bliver stor nok, for så skal de læses med hende. Hvis du er til eventyr, af de dystre af slagsen, illustrationer ud over det sædvanelige og fortællinger der virkelig kryber under huden på dig - så skal du læse denne bog! Hvis du er fan af Kenneth og Benni skal du læse denne bog. I det hele taget skal du læse denne bog!

Tak til People's Press for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: People's Press
Udgivet i: 2019
Antal sider: 219
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar