mandag den 5. oktober 2020

Anne Christine Eriksen; Helvedeskvaler [Anmeldereksemplar]

Anne Christine Eriksen; Helvedeskvaler (Mellem Himmel og Helvede, #3) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Roen hviler over de fire dimensioner med de magiske sten fordelt og sikkert låst væk i henholdsvis Helvede og Himlen.

Halvandet år er gået, men Lesta har ikke set Daniel siden deres konfrontation med Basel og Selene i Sitara. Til gengæld snakker de sammen. Meget. De forsøger begge at skjule deres følelser, men da Daniel en dag stopper med at kontakte Lesta, tvinges djævlesønnen til at foretage et valg: Daniel eller Helvede?

I Helvede betyder loyalitet alt, og Lestas vil blive sat på prøve, da Daniels forsvinden kobles til planer om forræderi.

Når det kommer til krig og kærlighed findes der ingen nemme valg mellem Himmel og Helvede.

Her er der tale om en historie med masser af drama og action! Jeg var vild med de første bøger i serien og jeg var glædeligt overrasket over at universet stadig virker tillokkende på mig. Jeg havde frygtet at jeg ville være længe om at finde ind i historien igen, da det efterhånden er noget tid siden jeg læste anden bog i serien, men heldigvis forholdt det sig ikke sådan.

Jeg havde nemt ved at komme ind i historien igen, og jeg kunne huske ret meget af det der skete i det foregående bind - hvilket altid er rart! Jeg nød virkelig gensynet med Daniel og Lesta. Som læser er man ikke i tvivl om deres følelser for hinanden også selvom de ikke helt vil indrømme det selv. Der er dog visse ting der gør deres kærlighed besværlig. De burde være svorne fjender og det er bestemt ikke alle der bifalder et forhold mellem en engel og et djævlebarn.

Historien er igen medrivende og for det meste følger vi Daniel og Lesta. Det fungerer rigtig godt med den skiftende synsvinkel, for der er mange små detaljer vi lærer om dem hver især ved at følge dem. Vi lærer om deres individuelle kampe med fx de forbudte følelser de har for hinanden. Der er dog også kapitler fra nogle af bi-personerne, og det holder tempoet oppe, samtidig med at vi lærer at alting ikke nødvendigvis er sort/hvidt. Der er mange nuancer og selv djævlebørnene er ikke udelukkende onde. 

Selvom bogen er på lidt over 400 sider, føles den på ingen måde lang. Der er som sagt masser af action, kampe der skal udkæmpes, plot der skal udtænkes og hemmeligheder der skal afdækkes. Der er ikke sparet på volden i dette bind, men det kammer ikke over og bliver for meget. 

Dog afsluttes bogen med flere ubesvarede spørgsmål, og det lader desværre ikke til at der kommer et fjerde bind lige foreløbig - hvilket jeg synes er en skam, da det er en ganske glimrende serie. Øv! Så lad os lige lave lidt larm for en skøn serie, om engle og dæmoner, om kærlighed og seksualitet, om familie og loyalitet - og dansk fantasy i det hele taget!

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2020
Antal sider: 416
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar