mandag den 29. marts 2021

Sidsel Sander Mittet; "Smagen af aske" og "Jordmassens dronning" [Anmeldereksemplar]

Sidsel Sander Mittet; "Smagen af aske" og "Jordmassens dronning" (Bjergtaget, #2 og #3)[Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet]

Bagsidetekst til ”Smagen af aske”:
”Der er et sagn, et digt, der kan forstås af dem, der har øjne at se med og ører at hører med. Jeg ved ikke, om det gælder for jer. Det er en advarsel og en bøn på samme tid, og jeg vil recitere det for jer, hvis…” Den gamle elverkvinde smilede listigt.

I menneskenes verden forsøger Sigrid at finde en måde, hvorpå hun både kan være elver og menneske. Askatla kæmper for at genvinde sin styrke, og Johannes, der er fanget i elvernes rige, må bruge alle tilgængelige midler for at beholde magten over sit eget sind.

Ingen af de tre kan tillade sig kun at koncentrere sig om deres egne udfordringer. Elvernes interne magtkampe spidser til, og hver især må de sande, at tingene kun sjældent er, hvad de giver sig ud for.


Det er efterhånden ret længe siden jeg har læst første bind i denne serie og det kunne jeg godt mærke da jeg gik i gang med “Smagen af aske”. Jeg skulle lige ind i historien og fortællestilen igen, men da jeg var kommet tilbage på rette spor, gik det ret hurtigt med at få læst både bog to og tre.

Jeg var ret glad for forfatterens “Morika”-serien og “Bjergtaget” er langt henad vejen skrevet på samme måde. Vi følger flere forskellige personer. Historien er kompleks og der er mange tråde der skal holdes styr på. Jeg tabte nogle af dem fra tid til anden, men heldigvis blev der samlet på det hele til slut. Dog blev jeg aldrig helt så fanget af denne historie som med “Morika”. Jeg synes det var for rodet og lige præcis i denne fortælling, var det ikke en styrke at have flere hovedpersoner. Tværtimod synes jeg at det var forvirrende og jeg mistede overblikket.

En anden grund kunne være at jeg ikke rigtig brød mig om personerne. Jeg havde svært ved at relatere til dem og til de valg de træffer. Bevares, jeg har aldrig stået i de situationer de har, men selvom deres følelser bliver beskrevet godt, havde jeg alligevel svært ved at sætte mig i deres sted.

Dog synes jeg at selve historien er spændende. “Jordmassens dronning” er yderst hæsblæsende og det er her alle trådene bliver flettet sammen - hvilket forfatteren gør på en rigtig god måde. Jeg synes helt klart bedst om det sidste bind, det føles mere fuldendt end de to første. Jeg er også fascineret af hvordan forfatteren har flettet så mange af de danske folkeviser og sagn om elvere ind i historien og det giver en vis tyngde til historien.

For mig er det derfor en ok læseoplevelse - ikke forfatterens bedste, men ok. Sproget og de mange skift af fortæller gør det lidt for rodet, men historien er solid og spændende. 

Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar.

Fakta: 
Forlag: Facet
Udgivet i: "Smagen af aske" (2019) og "Jordmassens dronning (2020)
Antal sider: "Smagen af aske" - 397 og "Jordmassens dronning - 474
4 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar