Bagsidetekst:
Skandar Smight har altid drømt om at blive enhjørningerytter: en af de udvalgte, som får lov at tage ud til Øen, udklække en enhjørning, forbindes med den for livet, træne med den og måske en dag vinde den prestigefulde Kaos Cup.
Hans drøm er netop ved at gå i opfyldelse, da en uhyggelig og mystisk fjende stjæler Øens stærkeste enhjørning og lader til at have onde hensiger med den. Mens truslen kommer nærmere, opdager Skandar en hemmelighed, som kan smadre hans verden for evigt …
En slags Percy Jackson med enhjørninger, gammel magi og kampen mod det onde – sådan kan man godt beskrive ”Skandar og enhjørningetyven”.
Jeg er stor fan af bl.a. Percy Jackson-bøgerne, og derfor er det lidt trist at læse en bog, der minder så meget om Percy og er så meget dårligere. Ej, så dårlig er historien om Skandar ikke, men jeg synes inspirationen fra både Percy Jackson og Harry Potter er alt for åbenlys.
Lad mig forklare: Vi har en hovedperson der drømmer om at blive enhjørningerytter. Han må ikke tage den prøve der skal til for at blive det, men samme aften bliver han hentet af en mystisk person, der tager ham med til Øen, hvor han deltager i prøven alligevel. Her får han mystiske, gamle og forbudte magiske kræfter, en enhjørning med en forbudt blis i panden og en gruppe venner, der nok er mærkelige, men loyale. Rundt om dem sker der mærkelige ting og sager og snart skal de i kamp mod ondskaben der truer med at ødelægge alting.
Så, magiske kræfter, mytiske væsner, en storslået ondskab, venskaber udover det sædvanelige og dårlig humor. Lyder det bekendt? Altså bortset fra at humoren i fx Percy Jackson, er genial!
Jeg læste en anden anmeldelse af den, og her stod der at det var virkelig irriterende at hver gang der skete noget spændende, var Skandar og vennerne, langt væk og kunne kun se røgen – det var først til sidst at der rent faktisk skete noget. Det kan jeg godt følge. Det føles lidt som om at Skandar står på sidelinjen en god del af tiden. Udover at han skal skjule sine kræfter, skal han samtidig gå i skole og lære at mestre de andre grene af magien.
Et langt stykke hen af vejen kan jeg faktisk rigtig godt lide historien. Universet er interessant, hele ideen med at enhjørninger ikke er søde væsner, men derimod blodtørstige og med en jernhård vilje, er spændende og grenene af magi, som skal læres, er også god. Personerne irriterer mig bare. Humoren irriterer mig. At jeg kan se for meget af andre bøger i den, irriterer mig. Måske er det bare mig?
Bogen kan bruges til dem der endnu ikke er store nok til Harry Potter, men gerne vil læse om magi, venskab og kampen mod det onde. Jeg har dog ikke afskrevet den endnu og vil gerne læse videre – der bliver nemlig lagt op til en kamp af de helt store! Så håber jeg bare at Skandar får lov til at være med.
Tak til Gyldendal for det uopfordrede anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Skandar and the Unicorn Thief
På dansk ved: Elisabeth Kiertzner
Udgivet i: 2022 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 410
4 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar