Bagsidetekst:
Hvor meget vil vi ofre for kærligheden?
Polen, 1939. Allerede fra barnsben vidste Alina Dziak, at hun en dag ville gifte sig med sin bedste ven, Tomasz. Nu er de unge og forelskede, og trods rygter om nazister ved den polske grænse nærer Alina stadig håb om en fælles fremtid. Men den nazistiske besættelse kaster skygger over hverdagen, landsbyen er splittet af frygt og had, og en dag forsvinder Tomasz.
Florida, 2019. Alices mormor ligger på sit dødsleje. Hendes sidste ønske er, at Alice tager tilbage til Polen for at finde sin morfar. Den morfar, som Alice troede var død … Men tør hun efterlade sin egen lille familie for at grave i slægtens mørke fortid?
Frem med Kleenex og læs ikke slutningen af den her i det offentlige rum.
Selvom det ikke lige lå i kortene, er jeg faktisk blevet ret glad for den her slags historier. Jeg læste en håndfuld af dem sidste år og jeg satser bestemt på at holde det ved lige i år. Det er den slags historier der kombinere en fortidsfortælling med en nutidig. De fleste af de bøger jeg læste sidste udspillede fortidsfortællingen sig under 2. Verdenskrig – det samme gør den her.
”Hvad hjertet aldrig glemmer” er en storslået historie om en ukuelig tro på håb og kærlighed. Jeg blev virkelig opslugt af historien. Både historien i nutiden hvor Alice skal afdække bedstemorens historie, så hun kan nå at få opfyldt et sidste ønske og sporet hvor vi følger Alina, der må gå så grueligt meget igennem under 2. Verdenskrig.
Begge historier er hjerteskærende på hver deres måde og man føler med dem begge. For selvom Alice ikke skal overleve en krig, skal hun alligevel være i et liv, der er fuld af problemer. Hendes søn er stærkt udfordret og har intet sprog, udover den app han har på sin iPad og hendes datter er klog – måske for klog for en 10-årig. Hendes mand arbejder alt for meget og Alice føler at hun må klare alt derhjemme. Derfor er det også en ekstra udfordring at rejse fra dem alle. Men gennem prøvelser sejrer man og måske Alice også lærer noget af sin familie mens hun er væk.
Samtidig er der historien om Alina, der på nærmeste hånd oplever nazisternes indtog. Først kan hun ikke begribe det sker og jeg kan godt lide den naivitet hun er beskrevet med. Fx tanken om hvad de store skorstene er til, som hun kan se i horisonten. Som læser ved vi godt hvad de er til og det gør hele Alinas hverdag meget mere uhyggelig. Men i uhyggen er der også håb og spirende kærlighed og netop den kærlighed er altafgørende for hendes videre valg.
Det er smuk, barsk og gribende historie. Faktisk så meget at jeg tænkte på den flere aftener i træk inden jeg lagde mig til at sove. Den satte min egen virkelighed i perspektiv. Nogle gange når jeg synes jeg har det hårdt, må jeg indse at jeg på ingen måder har det hårdt. Når litteraturen kan give grobund for den slags refleksioner, så er det noget ved at læse.
Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The Things We Cannot Say
På dansk ved: Birgitte Brix
Udgivet i: 2019 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 478
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar