onsdag den 11. september 2024

Gry Kappel Jensen; I den mørke skov (Eventyrsagaerne, #1) [Anmeldereksemplar]

Gry Kappel Jensen; I den mørke skov (Eventyrsagaerne, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Det onde lurer i den mørke skov.

Ava bor med sin søter Linn og sin far i udkanten af skoven. Tilværelsen er hård, og den lille familie sulter. Ava drømmer om et bedre liv i den store by, og en dag går hendes ønske i opfyldelse. Deres far har besluttet, at de skal rejse til Kejserens Stad.

Men vejen dertil går gennem den skov, som Ava har frygtet, siden hun var lille...


Ligesiden jeg læste sidste side i "Rosenholm"-trilogien, har jeg håbet at Gry ville skrive en ny ungdomsroman, og selvom denne måske mere er en tween-bog, så er den bestemt værd at kigge nærmere på.

Vi kender alle eventyret om Hans og Grethe der efterlades i skoven og finder heksens hytte. Her overvinder Grethe heksen ved brug af snusfornuft og kløgt og børnene kommer tilbage til deres far, der har fortrudt at han har fulgt stedmorens råd om at tage børnene med ud i skoven.

Det her er ikke den historie. Langt fra.

Og så alligevel er der brødkrummer fra den originale historie vi kan følge. Sulten og kampen for overlevelse. Frygten for heksen og hvad hun kan finde på. Sammenholdet mellem de to søskende, der vil gøre alt for hinanden.

Men "I den mørke skov" er helt sin egen og et friskt pust på den danske fantasyscene, med et mørke der kan være svært at få skrevet ind i en historie til børn... eller tweens. 

Gry formår på fineste vis at skrive det mørke frem, så vi forstår det. Så vi indser at selv de mørkeste afkroge af os selv, stadig er en del af os og vi kan ikke undvære den, men vi kan omfavne den og gøre den til en del af os.

For i skoven lever Nebula, en heks der har taget en håndfuld andre børn til sig. Men det er ikke helt normale børn og Ava lærer at hun nok heller ikke er et helt normalt barn, og at hendes mor måske gemte på en frygtelig hemmelighed.

Samtidig formår Gry at sætte både en scene og stemning der gør at man tydeligt kan se skoven med de krogede træer, Nebulas hytte og de andre børn hun passer på. For det er vel det hun gør...? 

Udover at have en virkelig spændende historie indeni, så lad mig også lige slå et slag for bogens ydre. Jeg er vild med at de danske forlag tør udgive bøger med sprayed edges og den her er i særklasse. Udover at have en virkelig stemningsfuld forside med gulddetaljer og et billede af Ava, så har bogen de flotteste kanter. Hytten i skoven i en efterårssetting, hvor der næsten er ild i bladene. Den er så flot - og billedet herunder, yder det slet ikke retfærdighed.

Godt klaret, Gry, for et mesterværk indeni og godt klaret, Karin, for et mesterværk udenpå.


Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Turbine
Udgivet i: 2024
Antal sider: 379
6 ud af 6 stjerner 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar