Bagsidetekst:
After nearly eighteen months at Basgiath War College, Violet Sorrengail knows there’s no more time for lessons. No more time for uncertainty. Because the battle has truly begun, and with enemies closing in from outside their walls and within their ranks, it’s impossible to know who to trust.
Now Violet must journey beyond the failing Aretian wards to seek allies from unfamiliar lands to stand with Navarre. The trip will test every bit of her wit, luck, and strength, but she will do anything to save what she loves—her dragons, her family, her home, and him.
Even if it means keeping a secret so big, it could destroy everything. They need an army. They need power. They need magic. And they need the one thing only Violet can find—the truth. But a storm is coming...and not everyone can survive its wrath.
Okay, okay - først, "Onyx Storm" er ikke ligeså god som "Fourth Wing", men den er bedre end "Iron Flame" - hvis du spørger mig.
I "Iron Flame" var jeg ved at brække mig over miskommunikationen mellem Violet og Xaden og hele deres "jeg har hemmeligheder"-ting. Det var skrækkeligt. Det er der heldigvis skruet gevaldigt ned for i "Onyx Storm".
Og ikke fordi der ikke er hemmeligheder mellem Violet og Xaden - eller de andre for den sags skyld, for det er der. Det er ikke overdramatiseret. Til gengæld må jeg indrømme at jeg synes det var virkelig irriterende at Violet, hver kan hun så Xaden, skulle gøre opmærksom på hvor perfekt, lækker - indsæt selv flere tillægsord - han er.
Det bliver bare for meget. Vi ved det godt. Xaden er lækker. Kom videre med handlingen.
Derudover er det ikke den skarpeste dialog der er beskrevet, og nogle steder er vi næsten nede på "Iron Flame"-niveau, men heldigvis er der et par drager og en Ridoc der kan tilføje nogle hårdslående comebacks så du griner højt. Det er faktisk lige før jeg elsker Ridoc mere i den her end jeg elsker Xaden og det siger ikke så lidt...
Der er i det hele taget meget jeg elsker den her bog for. Jeg elsker at den har et væsentligt hastigere tempo end "Iron Flame", alle kampene, dragerne, universet, ja, selv det at vi går udenfor kortet og skal "opdage" noget nyt. For universet dækker ikke kun "The Continent", men også en masse øer, der ikke nødvendigvis lever på samme måde som Violet og de andre er vant til. De møder nye stikke og står overfor svære prøvelser i jagten på de svar de søger.
Jeg er vild med at der er mange kapløb, fx for at finde en kur til Xaden og for at finde Andarnas familie. Samtidig tikker uret før fjenden angriber med fuld styrke.
Sprogligt synes jeg den er væsentlig bedre end "Iron Flame", vi fornemmer meget mere hvor meget der er på spil. Ikke bare for Violet og Xaden, men bestemt også for de andre. Der er kælet for beskrivelserne af de nye steder vi oplever og det er med til at forme ens billede af universet.
Lever bogen op til mine forventninger? Ja, det synes jeg faktisk den gør. Er jeg klar til at vente et år på næste bog? Overhovedet ikke. Slutningen er en voldsom cliffhanger - og en jeg slet ikke havde set komme. Jeg har SÅ mange spørgsmål. Er jeg klar til at nørde teorier? Det kan du tro!
Fakta:
Forlag: Piaktus
Udgivet i: 2025
Antal sider: 527
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar