Bagsidetekst:
Teenagetiden er spændende, sjov, sårbar og nogle gange både svær og fantastisk på samme tid. Det er en brydningstid. Man står midt imellem barndommen og voksenlivet. Sammen med andre og helt alene. Forældrene står på sidelinjen og forstår ingenting, selv om de prøver.
Linn Skåber har spurgt en masse norske teenagere om livet, bumser, fred og savn. Udfra deres svar har hun skrevet bogens små tekster om store temaer - alt set fra de unge menneskers perspektiv.
Denne bog er måske lidt uden for min comfort zone, i og med at det er en samling tekster, fortalt af norske teenagere om hvordan det er at være det - teenager. Alle forventningerne. Forandringerne. Presset fra familie og venner til at være noget, man måske ikke er. Jeg ved ikke om den kan kategoriseres som en fagbog, men det er i hvert fald ikke sådan en slags bog jeg har læst mange af.
Hermed ikke sagt at jeg ikke nød at læse den. For det gjorde jeg bestemt. Hvor StineStregen siger det med et blink i øjet og med stor humor i "Det bliver et langt liv", er "Til ungdommen" nok et lidt mere filosofisk og ømt bidrag til et indblik i en tid som voksne har glemt alt om. Jovist jeg kan godt huske hvordan det var at være teenager, men så alligevel ikke.
Jeg kan godt genkalde mig følelserne, men alligevel ikke helt føle dem. Det kan være svært at beskrive og både StineStregen og Linn Skåber gør det rigtig godt - på hver deres måde. Linn gør det med små historier, digte og nedslag i begivenheder som de norske teenagere har oplevet. Det er ærligt på en rigtig fin måde og flere af historierne giver ondt i sjælen. For teenagelivet er ikke kun en dans på roser. Det er også store følelser om at føle sig udenfor, alene eller forkert.
En af grundene til at jeg ville læse bogen er illustrationerne. Jeg elsker Lisa Aisatos streg. "Snesøsteren" er blevet en af mine yndlingsbøger til jul og sidste år læste jeg "Livet - illustreret", som er en helt igennem fantastisk bog. Hun formår at give sine illustrationer et helt særligt feel. De føles utrolig levende og jeg kunne sagtens bruge lang tid på bare at nyde dem. De passer rigtig godt til historierne der fortælles i bogen.
Alt i alt er den en bog der kan læses både af teenageren selv, men bestemt også af voksne. Måske endda sammen, så man kan snakke om den undervejs? Jeg er i hvert fald glad for at have læst den og mon ikke mine børn skal have lov til at læse den når de bliver større!
Tak til Bog & Idé for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Koppelwrite
Original titel: Til ungdommen
På dansk ved: Pelle Koppel
Udgivet i: 2018 (på norsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 255
6 ud af 6 stjerner
Læs mere om bogen her.
Læs mere om forfatterens andre bøger her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar