Anne-Marie Vedsø Olesen; Misteltenen (Vølvens vej, #2) [Anmeldereksemplar fra forlaget]
Bagsidetekst:
Hvordan kommer man levende tilbage fra dødsriget?
Uroen breder sig i Himlinge, hvor den nye konge er ved at tabe besindelsen. Snehild, som står kongen nær, forsøger at afværge situationen, men da hendes ærkerival udsætter hende for runemagi, mister hun al sin livskraft. Dødssyg beslutter Snehild sig for at opsøge Hel, dødsrigets hersker, der som den eneste kan indvie hende i den gådefulde runekunst.
Jeg har stor respekt for Anne-Marie Vedsø Olesen. Jeg har hørt hende fortælle om hvordan hun skriver sine bøger, om tid og research og det står klart for mig at det her er en forfatter der tager sit hverv meget seriøst.
Selvom jeg kun har læst to bøger af hende, er jeg imponeret over hendes skrive- og fortællestil. Nogle vil måske finde stilen tung og detaljeret, men jeg kan godt lide hendes kræsen om ordene og måde at beskrive både omgivelser, stemninger og personer på.
"Vølvens vej” er dansk fantasy i særklasse – og det er ikke for børn. Så, tag den – litteraturkritikere der kun siger at fantasy er for børn. Anne-Marie har med denne serie slået fast at fantasy er langt mere end kun for børn og at voksne også gerne vil læse fantastiske historier.
Noget af det jeg virkelig finder fascinerende ved ”Vølvens vej” er måden som Anne-Marie har flettet den nordiske mytologi ind i historien. Det er gjort på en måde jeg ikke før har oplevet. Det er som om myterne vi kender i dag, er flettet ind i og sker samtidig med handlingen i Anne-Maries historie. Guderne, jætterne og alskens andre væsener er levende og vil blande sig.
En af delene af historien jeg især finder fascinerende er da Snehild er ankommet til Helheim og alting er trøstesløs, gråt og forfærdeligt. Den følelse kan virkelig mærkes – det er lige før man kan mærke ubehaget sive ud af siderne og ind i en selv. Den måde det bliver beskrevet hvor svært det er for Snehild at gå … altså, det er virkelig godt skrevet!
Samtidig er det virkelig en spændende historie om loyalitet, ære, kærlighed, kampen for overlevelse – og magt. Det er ikke kun Snehild der fortæller og det giver historien en god dybde at vi hører fra Ragnfrid, Roald og de andre.
Jeg glæder mig meget til at læse videre. Jeg ved ikke om dette har været en svær toer at skrive, men det er en fremragende toer!
Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2023
Antal sider: 403
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar