onsdag den 8. november 2023

Samuel Bjørk; Ulven blotter sine tænder [Uopfordret anmeldereksemplar]

Samuel Bjørk; Ulven blotter sine tænder [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
To elleveårige drenge bliver fundet dræbt på en mark uden for Oslo. Mellem dem ligger en død ræv. Sagen minder i foruroligende grad om en otte år gammel drabssag fra Sverige, hvor drabsmanden trods ihærdig efterforskning stadig går fri.

Holger Munch, der er nyudnævnt leder af sin egen drabsenhed i Oslo, har brug for hjælp til at opklare sagen. Han får et tip om en ung talentfuld politielev, Mia Krüger, og tilbyder hende en plads på holdet. Med sit skarpe blik er Mia i stand til at få øje på nye sammenhænge, der kan hjælpe dem i jagten på en særdeles kynisk morder, der ellers i den grad forstår at skjule sine spor.

Sammen graver Munch og Krüger i de mørke og rædselsvækkende sager, der viser sig at være langt mere indviklede, end de havde forestillet sig. Og presset bliver kun større, da de får besked om, at der er forsvundet to drenge mere.


Det er ikke mange krimier jeg læser, men nogle gange kommer lysten over mig – og da den gjorde det nu her, var jeg glad for at have den nyeste bog af Samuel Bjørk til at stå i min stak af ulæste bøger (som, tak fordi du spurgte, bestemt ikke er blevet mindre).

Jeg har læst – og nydt – de tre andre bøger i serien om Munch og Krüger. Serien der begynder med ”Der hænger en engel alene i skoven” er en barsk serie med triste skæbner, dårlige beslutninger, bestialske mord og personer der kæmper rigtig meget med dem selv. Det er ubehagelig læsning, men stadig spændende.

”Ulven blotter sine tænder” er forløberen til de tre andre bøger i serien. Her møder vi en helt ung Mia Krüger, der stadig går på politiskolen og en Holger Munch, der endnu ikke har alt for mange uhyggelige sager under vesten til at han kan fungere ordentligt. Hvilket egentlig også gør sig gældende for Mia.

Sammen med resten af holdet skal de forsøge at regne sammenhængen mellem to mord ud, inden morderen slår til igen. Det kræver alt af dem, da der er mange hemmeligheder, få svar og endnu færre ledetråde at gå i gang med.

Jeg ved ikke helt hvad der er med Samuels skrivestil, men den fungerer rigtig godt til mig. Kapitlerne er korte, handlingen hurtig og vi følger rigtig mange forskellige personer. Det kan godt virke forvirrende i starten, når man bliver præsenteret for nogen, der først får betydning senere hen, men det holder læseren på tæerne og gør at man har lyst til at blive ved med at læse.

Som læser er intet givet på forhånd og man gør ligesom politiet, mistænker de forkerte og bliver forvirret undervejs. Alle mine gætterier blev i hvert fald trampet ned undervejs.

Det er en virkelig god historie og hvor de tre andre bøger var meget mere væmmelige, er den her i den lidt mildere ende. Måske fordi holdet ikke er så sammentømret endnu, hvem ved. God, det er den i hvert fald.

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alpha
Udgivet i: 2023 (på dansk)
Original titel: Ulven
Antal sider: 520
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar