Bagsidetekst:
NORDSVERIGE, 1950’ERNE: Fem samiske børn bliver tvunget væk fra deres familier for at gå i nomadeskole. Her er samiske sange og traditioner er forbudt, og eleverne får pisk af den strenge forstanderinde, der går under navnet husmor. Overgrebene finder sted, uden at magthaverne griber ind, og forældrene er for bange til at protestere. 30 år senere har de fem tidligere elever – Jon-Ante, Else-Maj, Nilsa, Marge og Anne-Risten – bevæget sig i vidt forskellige retninger i et forsøg på at tackle deres traumatiske barndom. Men så en dag vender husmor tilbage. Hun kommer gående ned ad gaden, som om intet var hændt. Da står det klart, at ingen af de fem tidligere elever har glemt fortidens fortrædeligheder og tilgivet deres tidligere bøddel.
STRAF er baseret på virkelige begivenheder og omhandler et af de største overgreb mod det samiske mindretal i Sverige – nomadeskolen, som ødelagde tusindvis af børn og familier og ledte til sprogtab og skam.
Jeg læste med lige dele fascination og ubehag Laestadius’ første bog, ”bytte”, da den udkom i 2022 – og selvom det er en virkelig barsk historie, var den tæt på at blive årets bog for mig det år.
Nu er Laestadius tilbage med endnu en skrækkelig same-historie. Og den er virkelig skrækkelig. De ting de børn oplever på nomadeskolen er forrykte og gav mig virkelig ondt i maven og lyst til at hylde det danske skolevæsen.
De få gange børnene prøver at gøre opmærksom på uhørlighederne bliver de endnu en gang slået ned og trampet på. Den ene voksen der forsøger at hjælpe, bliver truet ud af skolen og til at forlade byen – men hun glemmer aldrig nomadebørnene og det er med hendes hjælp at de får trukket plastret af og tør tage snakken om hvad der egentlig skete.
For selvom de fem tidligere elever vi følger, lever et ”normalt” liv, så har deres oplevelser på skolen trukket lange og dybe spor i deres voksenliv. Det har gjort dem usikre. Det har gjort at de ikke vil stå ved at have samiske rødder – ja, endda at de ikke har, turde få børn.
Men selvom opvæksten har været urimelig, er der stadig lyspunkter i deres voksenliv. Personer der finder hinanden og måske endda tør håbe på en lysere og mere kærlig fremtid.
Men alt det kræver at man tør snakke om det der skete. Det der blev gjort og måske endda det man selv gjorde ved andre børn, for at fjerne opmærksomheden fra en selv. Og i et samfund hvor man helst skal være stærk og ikke vise svaghed, er det netop en svaghed at indrømme de utilgivelige ting der skete på skolen.
Jeg kan godt forstå at de har lyst til hævne sig, da de opdager at ”husmor” stadig lever – og så endda i deres nærsamfund. At hun er blevet en gammel dame, der stadig ikke angrer hvad hun gjorde og måske endda ikke kan se at hun handlede forkert.
Om de rent faktisk får deres hævn vil jeg ikke afsløre. Men jeg tør godt garantere at det er en læseoplevelse der kryber under huden på en. Man rystes og forfærdes. Og det er ikke en bog man bare lige sådan glemmer.
Tak til forlaget for det uopfordrede anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Alpha
Original titel: Straff
På dansk ved: Louise Ardenfelt Ravnild
Udgivet i: 2023 (på svensk) og 2024 (på dansk)
Antal sider: 461
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar