Ali Hazelwood; Frit fald

Ali Hazelwood; Frit fald

Bagsidetekst:
Scarlett forsøger at holde sig oven vande og kæmpe sig igennem college, imens hun dyster på skolens udspringshold. Uden for elitesporten har hun ingen intentioner om at tiltrække sig opmærksomhed, men fokuserer på at komme sig over en alvorlig skade.

Svømmeholdets kaptajn, verdensmester og all-around aqua wonderboy Lukas Blomqvist trives med diciplin. Det er sådan, han har vundet alle sine medaljer og slået rekord efter rekord. På overfladen har han og Scarlett ikke meget til fælles - indtil en prekær hemmelighed ser dagens lys og kaster begges hjerter ud på dybt vand.

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg elsker Ali Hazelwoods bøger. Lige siden jeg læste den første i hendes "STEM"-univers har jeg været hooked hendes måde at skrive på. Hun formår altid at blande relaterbare problematikker ind i en setting jeg i hvert fald ikke ved noget om, men hun gør det så man finder det interessant og spændende. 

Hvor videnskaben fylder meget i hendes andre bøger, er det i den her mere en sidehistorie. I "Frit fald" er det svømning som professionel sport der fylder - og så selvfølgelig forholdet mellem Scarlett og Lukas. 

Hvor Ali beviste at hun kunne skrive den mere mørke romance frem i "Slet ikke forelsket", er vi her over i BDSM-skalaen for sex og som Scarletts veninde joker med, "meget Fifty Shades"-agtigt.... og så alligevel slet ikke.

Som en der læste og elskede Fifty Shades da de udkom, er der røget mange romancebøger under broen siden og jeg er blevet klogere. Jeg tror ikke jeg ville elske Fifty Shades ligeså meget nu, som dengang. Derfor har jeg også lært at noget af det jeg godt kan lide ved romancebøger er at læse om kemien mellem karaktererne - ikke nødvendigvis at de har sex, men mere hvordan de har det med hinanden.

Og kemien mellem Scarlett og Lukas er virkelig interessant. De har begge to nogle ting med i bagagen, men for at få et BDSM-forhold til at virke, skal man være ærlig - og det gælder også selvom man ikke er i seng sammen. Samtidig må romancebøger også gerne få mig til at grine og der er en hel del gode scener i den her bog.

Samtidig kan jeg heller ikke komme udenom at Ali virkelig bare kan skrive. Jeg var fanget ret hurtigt og selvom vi skal en god del ind i bogen før det bliver rigtig interessant, er den første del af bogen med til at kridte banen op - noget der også er vigtigt, men som heller ikke skal være for langtrukket.

Vi får også et lille gensyn med et par af Alis tidligere karakterer og jeg kan godt lide at bøgerne hænger sammen og så alligevel ikke. Det er ikke en serie, men individuelle bøger, der blot foregår i samme virkelighed. 

Jeg er så klar til mere Hazelwood og jeg glæder mig allerede til at dykke ned i den næste af hendes bøger.

Fakta:
Forlag: Gutkind
Original titel: Deep end
Udgivet i: 2025 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 447 (på engelsk) og 478 (på dansk)
5 ud af 6 stjerner

Bogen er købt på dansk, men lyttet på engelsk.

Brynne Weaver; Scythe & Sparrow

Brynne Weaver; Scythe & Sparrow (The Ruinous Trilogy, #3)

Bagsidetekst:
Murder. Mayhem. And spice.

Doctor Fionn Kane is running from a broken heart, one he hopes to mend in small-town Nebraska, far away from his almost-fiance and his derailed surgical career. It's a simpler head down, hard work, and absolutely no romantic relationships. He wants none of the circus he left behind in Boston.

But then the real circus finds him.

Motorcycle performer Rose Evans has spent a decade on the road with the Silveria Circus, and it suits her just fine, especially when she has the urge to indulge in a little murder when she's not in the spotlight. But when a kill goes awry and she ends up with an injured leg, Rose finds herself stuck in Nebraska, at the home of the adorably nerdy town doctor.

The problem is, not every broken heart can be sewn back together.
. . . And the longer you stay in one place, the more likely your ghosts are to catch up.

Welcome back to a dark world of romance and humor! 

Jeg elsker den her serie. Så kort og præcis kan det siges. 

Da jeg læste (lyttede) til første bog i serien "Butcher & Blackbird" var jeg lige dele frastødt og fascineret - det blev lidt bedre i "Leather & Lark", for nu kendte jeg præmissen og tonen for universet, så selvom "Scythe & Sparrow" også er klam, rørte det mig ikke på samme måde.

Jeg ved ikke om jeg bare er blevet hårdhudet eller vant til at det bliver ulækkert... 

Anyway, hovedpersonerne i "Scythe & Sparrow" møder vi også i de andre bøger og derfor har vi allerede et kendskab til dem. Vi får bare deres forhistorie og hvad der sker efter at "Leather & Lark" er slut. Samtidig møder vi også de andre personer igen og det er et virkelig dejligt gensyn.

Fælles for alle tre bøger er, at selvom de er voldelige og blodige, så er der en mening med galskaben. Alle personer der bliver slået ihjel har på en eller anden måde fortjent det. Hvilke kriterier man skal have krydset af for at komme i søgelyset er blandede, men man skal i hvert fald have været ond mod andre.

I Roses tilfælde er det mænd der er onde mod deres partnere, hun er ude efter. Hun er dog langt fra så prof som Sloane og Rowan er, men hvor der er vilje er der vej og hun bakker ikke ud - selvom det hele går af helvede til. 

Heldigvis har Rose den gode doktor Fionn til at hjælpe sig. Fionn har bare nogle betænkeligheder ved at gå i sine brødres fodspor. Han vil ikke ende som en ond mand, som deres far gjorde og Fionn er bange for at hans mørke sider vil dominere ham. Han kan dog ikke lade Rose sejle sin egen sø og derfor må han lade sit mørke slippe løs - omend kun for en stund. 

Men for at Rose og Fionn har en fremtid sammen, må de begge to indse hårde sandheder og træffe svære valg.

Alt dette dystre noget lettes lidt af den fede kemi der er mellem Rose og Fionn. Der er masser af tension og punchlines og i det hele taget komplimenterer de hinanden ret godt. Og der er jo selvfølgelig også en hel del spicy scener der også er vældig interessante.

Eneste anke jeg har med bogen er, at det er de samme indlæsere som til "Leather & Lark". Jeg ville gerne have haft to nye stemmer, men selvom det er lidt øv, fungerer stemmerne fint og accenten er stadig sublim. 

Har du læst de andre bøger i serien, må du bestemt ikke snyde dig selv for denne - og hvis du kan, så lyt dem som lydbog, det er virkelig en oplevelse!

Fakta:
Forlag: Zando
Udgivet i: 2025
Antal sider: 416
6 ud af 6 stjerner

Jojo Moyes; Vi bor her alle sammen [Anmeldereksemplar]

Jojo Moyes; Vi bor her alle sammen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Lila troede faktisk, at hun allerede havde fundet sin lykkelige slutning: et godt ægteskab, to dejlige børn og en succesfuld karriere som forfatter af bøger med råd om parforhold. Men set i bakspejlet må hun grine af sine kloge råd.

Hun indså først, at hendes ægteskab ikke længere var lykkeligt, da det var for sent. Og pludselig er alt i Lilas liv tilbage ved udgangspunktet. Hendes mand har et barn med en anden kvinde, hendes teenagedatter taler ikke længere til hende. Og siden hendes mors død har hendes stedfar, Bill, boet hos hende.

Da hendes biologiske far, Gene, pludselig dukker op på hendes dørtrin, er hendes kaotiske liv fuldendt. For Gene er med sine Led Zeppelin-T-shirts og sin (måske stendøde) karriere som tv-stjerne alt andet end en typisk bedstefar. Og pludselig er Lila ikke kun fanget mellem to fædre, men også mellem to nye mænd.

Jeg tabte mit hjerte til Jojo Moyes da jeg læste "Mig før dig" - som faktisk var en af de første (hvis ikke den første) bog jeg anmeldte her på bloggen. Den har mange år på bagen, og jeg synes ikke helt at jeg har læst noget der var ligeså godt fra Moyes efter den. Jovist, der har været mange gode læseoplevelser, men ikke nogen der slog benene ligeså meget væk under mig som "Mig før dig".

"Vi bor her alle sammen" gør det heller ikke, men den er stadig god.

Det er længe siden jeg har læst noget fra Moyes og jeg nød at være tilbage i hendes måde at skrive historier og ikke mindst personer på. Hun kan beskrive dem så virkeligt at man sagtens kan se dem for ens indre blik mens man læser. Det kan jeg i hvert fald. 

Jeg har et helt tydeligt billede af Lila og børnene. Af hvordan hunden ser ud og hvordan haven er et vildnis uden lige. Jeg kan tydeligt se hendes to fædre for mig og hvor forskellige de er. Jeg kan se huset, gaden, byen - ja, det hele faktisk. Som en indre film der kører mens man læser.

En af Moyes' styrker er at skrive følelser, stemninger og relationer mellem mennesker frem. Der er noget troværdigt og relaterbart i mange af hendes karakterer og selvom jeg ikke har været det samme igennem som Lila, så kan jeg godt forstå hende. Det tror jeg der er mange kvinder der kan.

Den svære balancegang mellem at ville være den bedste mor og hustru, at man næsten glemmer hvad man selv vil - eller i hvert fald har svært ved at finde ud af det. Samtidig med at man skal holde styr på hundredeogsytten forskellige ting.

Moyes kan skrive livsbekræftende bøger og selvom der er knubs på vejen ved vi godt at det hele nok skal gå. Der er et par tåkrummende situationer - som heldigvis ikke bliver for pinlige - og der er masser af drama, men livet har det jo med at falde på plads der hvor det skal alligevel. 

"Vi bor her alle sammen" er en hyggelig og underholdende roman der på en eller anden måde fastholder en, for man skal lige se hvad der sker på næste. Vi skal lige have løst det ene problem, som så afføder et nyt og så videre. Historien er ikke ligeså god som "Mig før dig", men det er en rigtig god bog alligevel. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Cicero
Udgive i: 2025 (på engelsk og på dansk)
Antal sider: 460
5 ud af 6 stjerner

Hannah Grace; Daydream

Hannah Grace; Daydream (Maple Hills, #3)

Bagsidetekst:
As a chronic procrastinator, Henry Turner always knew his junior year in college wasn’t going to be easy. That was before he made ice hockey captain as well as landing himself in a difficult class with his least favourite professor.

Thankfully, it’s then that Henry meets Halle, a fellow junior who he immediately befriends. Academic pressure has never been a struggle for Halle, but as an introverted people pleaser with a tendency to overcommit herself, she can’t help but offer to help Henry pass his class. In turn he offers to help make college life a little more inspiring – just the thing she needs as an aspiring novelist…

Failure isn’t an option for either of them but that doesn’t mean there isn’t a little room for distraction…

Jeg er kæmpe fan af collegeromance. Den første serie jeg læste var "Off Campus" af Elle Kennedy, og selvom den snart har en del år på bagen, er det stadig en fantastisk serie.

Hannah Grace går i Kennedys fodspor, og så alligevel ikke. For selvom sport stadig fylder en del i bøgerne, så er det relationerne mellem karaktererne der er spændende at dykke ned i. Kennedys karakterer blev som venner for mig, og det tror jeg der er mange der også føler at "Maple Hills"-personerne er for dem. 

Fiktive venner man har lyst til at opleve verden med. Og det er jo den fedeste følelse når bøger kan give en den følelse af samhørighed.

Hvor "Icebreaker" og "Wildfire" var nemme at gå i gang med og nemme at komme igennem, var "Daydream" anderledes. Det siger Grace også selv i indledningen, at det er en tungere bog at læse og at det var en hård bog at skrive.

Begge hovedpersoner, Henry og Halle, befinder sig et sted på autismespektret - uden at være diagnosticeret. De tænker meget over ting, oplevelser, hvad der bliver sagt - og hvad der ikke bliver sagt. Så meget at det nogle gange bliver en spiral de ikke kan komme ud af igen. 

Heldigvis har (Halle får det) de begge to personer omkring sig, der lærer at afkode deres måde at reagere på, så de bliver passet på og behandlet godt, men det er ikke altid nok til at få tankerne til at holde mund.

Det er ikke fordi det ødelægger læseoplevelsen, men det gør den intens på en anden måde end jeg havde troet. Netop fordi vi er meget inde i Henry og Halles hoveder og hører deres tanker. Vi kommer med ind i spiralen og som læser kan vi godt fornemme at det ikke er godt for dem, men vi kan ikke ruske dem ud af det. 

Bogen er stadig krydret med masser af humor - fordi Henry ikke som sådan har et filter, får han sagt nogle ting der er virkelig skønne og spot on. Samtidig er der også et par fine spicy scener og kemien mellem Henry og Halle er virkelig skøn.

Har du læst "Icebreaker" og "Wildfire", må du ikke snyde dig selv for endnu en tur til Maple Hills og jeg håber ikke at det er sidste gang jeg skal afsted.  

Fakta:
Forlag: Simon & Schuster
Udgivet i: 2024 (på engelsk)
Antal sider: 448
5 ud af 6 stjerner

Jordi Lafebre; En dag - altid

Jordi Lafebre; En dag - altid

Bagsidetekst:
En smuk fortælling om det platoniske, men evigt lidenskabelige forhold mellem Ana og Zeno. Hun, karismatisk og nyligt pensioneret borgmester, hustru, mor, mormor og højt respekteret figther med et stort hjerte og styr på tingene. Han, hærdet ungkarl, boghandler, sømand og globetrotter med en doktorgrad i fysisk, som har taget ham 40 år at færdiggøre. En fri og flyvsk, men yderst attraktiv fugl.

I årernes løb er de to blevet vævet sammen i en umulig og uudtømmelig kærlighed, som aldrig har fået lov til at folde sig helt ud. Historien fører os med poesi og ømhed tilbage til Ana og Zenos første og afgørende møde og samler det komplekse kærlighedspuslespil om to uadskillelige sjæle, som har måttet vente det meste af livet på hinanden.

Én tilfældig dag, der varer ved for altid.

Jordi Lafebre er en spansk illustrator og tegneserieskaber. Sammen med Zidrou har han lavet ”Lydie” og ”Sommerminder”, mens ”En dag – altid” er hans eget soloprojekt.

Tegneserien har vundet flere internationale priser og jeg kan kun tilslutte mig heppekoret.

Lafebre har en ret karakteristisk streg. I ”En dag – altid” er farvetemaet lidt afdæmpet, men stadig fuld af detaljer. Alt fra den lille franske by hvor meget af handlingen foregår til Zenos mange skibsrejser og oplevelser i udlandet. Det giver historien en helt særlig vibe eller stemning.

Illustrationerne er ret virkelighedstro og giver hver enkelt person sin egen stil. Jeg er især vild med hans måde at tegne øjne på. De er virkelig udtryksfulde og rummer mange følelser.

Og følelser er netop noget vi kommer igennem i den her tegneserie.

Og hvad handler tegneserien så om? Jo, den handler om kærlighed. En storslået kærlighed der overlever trods mange prøvelser og mange år.

Det er en lidt speciel læseoplevelse. Det er nemlig en tegneserie der kan læses både forfra og bagfra. Hvis man læser den forfra, starter man med kapitel 20, hvori møder man de to ældre mennesker, Ana og Zeno. De mødes og snakker om fortiden, spiser småkager og kysser… måske?

Efter kapitel 20, kommer kapitel 19, der foregår før kapitel 20 og sådan fortsætter hele bogen. Vi går altså fra nutiden til fortiden. Læser man den derimod bagfra, starter vi med kapitel 1. Heri er Ana og Zeno unge mennesker der skal ombord på en færge. De deler et følelsesladet første øjekast, og da Zeno forsøger at slippe ombord uden billet, er det Ana der hjælper med at skjule ham. De deler en lidenskabelig nat sammen, men da Zeno bliver smidt overbord, er håbet om en fremtid sammen minimal.

Efter kapitel 1, kommer så kapitel 2, hvor Ana og Zeno er blevet lidt ældre og stadig ikke helt kan glemme hinanden, men stadig ikke har fundet hinanden. Herefter fortælles historien om hvordan de skriver breve til hinanden, som de ikke modtager.

På et tidspunkt mødes de så igen og de optager kontakten med sporadiske telefonopkald når Zeno kan komme til det på sine mange rejser. Ana er blevet borgmester i en lille by og kæmper med politik og bureaukrati.

Når man har læst bogen bagfra og er nået til nutiden, er Ana gået på pension og Zeno har solgt sin boghandel, og måske er det nu de skal leve deres liv sammen?

Ligegyldigt hvilken vej du vælger at læse historien, er det en skøn historie fuld af drømme, håb og ikke mindst en kærlighed, der ikke bliver mindre selvom der går 40 år fra den starter, til den bliver til virkelighed.

Jeg nød at læse den i 2021 og jeg nød at læse den op til denne bogcafe, og jeg tænker at jeg helt sikkert vil nyde at læse den igen. For det er virkelig en skøn historie. 

Fakta:
Forlag: Fahrenheit
Original titel: Malgré tout
Udgivet i: 2021 (på dansk)
Antal sider: 150
6 ud af 6 stjerner

Nanna Foss; Lyriderne [Anmeldereksemplar]

Nanna Foss; Lyriderne (Spektrum, #5) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Alban har det hele: Udseendet, vennerne og de høje karakterer. At være blind føles ikke som en hindring for at leve det gode liv.

Men efter en traumatisk oplevelse begynder facaden at krakelere, og Alban mister grebet om alt det, han plejer at kunne kontrollere. Samtidig er der hemmeligheder skjult i fortiden, som kan ødelægge fremtiden … ikke kun for ham selv.

Albans største frygt er, at han ikke kan beskytte dem, han elsker. Men præcis hvor meget er han klar til at ofre for andres skyld?

Der er bøger og så er der bøger. Den her er i sidste kategori.

Jeg har fulgt Nannas forfatterskab helt fra starten og jeg læste "Leoniderne" da den udkom første gang i 2014. Jeg mødte sågar Nanna til et bogbloggertræf i Aalborg, hvor hun havde bogen med og fortalte om den. Der er godt nok sket meget siden da.

Der er gået 11 år, de fire første bøger er udkommet i nye, opdaterede udgaver og Nanna har brugt 5 år på at skrive Albans historie. Jeg tager hatten af for dig, Nanna, det gør jeg virkelig og du skal vide at jeg synes du er et übermenneske.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor svært det må være at holde rede i alle trådende i den her fortælling. Det er jo nærmest som om at hvert enkelt ord har betydning. Sådan tror jeg dog ikke det forholder sig, men der er virkelig meget at holde styr på.

Som en der ikke har læst de nye udgaver og altså ikke har læst bøgerne siden de udkom første gang, må jeg også indrømme at jeg var lidt længe om at komme ind i historien igen. Der var flere personer og scenarier hvor jeg sad og tænkte: Hvem? Hvor? Hvad?

Men det er jo min egen skyld og ikke Nannas.

Til gengæld er det Nannas skyld at jeg måtte lukke døren og ignorere mine børn da jeg manglede 50 sider og ikke kunne koncentrere mig om andet end at læse bogen færdig.

Og wow for en rutsjebanetur! Det er virkelig en vild oplevelse. Normalt når jeg siger det, så betyder det at jeg har været alle følelser igennem. Det gør sig egentlig ikke gældende her. Til gengæld har der været så mange tvists undervejs som jeg ikke havde set komme og som slog benene helt væk under mig. Der er så mange fede scener i den her bog.

Der er så mange fine detaljer i den her bog. Detaljer der med garanti har taget virkelig lang tid at få finpudset og perfektioneret. Igen, du er sej, Nanna!

Jeg vil ikke sige så meget om handlingen i bogen, for det er svært uden at tease eller spoile for meget. Jeg vil langt hellere anbefale dig at læse bogen - ja, hele serien faktisk.

Som sagt har jeg ikke læst de nyeste udgaver, men de gamle udgaver var gode og jeg tænker med den overhaling de har fået, er de nok blevet endnu bedre. Hvis niveauet i hvert fald bare er i nærheden af niveauet i "Lyriderne", så er det højt.

Det er fremragende dansk fantasy. Så kort kan det siges. Fremragende!

Og Nanna, lad mig ikke vente fem år mere på den næste, vel...? Pretty please...

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2025
Antal sider: 899
6 ud af 6 stjerner

Nicole Boyle Rødtnes; Drageskjoldene [Anmeldereksemplar]

Nicole Boyle Rødtnes; Drageskjoldene (Magiens Alfabeter, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I landet Asindra bliver spædbørn ofret til dragens flammer...

Magiens hof tager imod de spædbørn, der overlever ilden, og oplærer dem som magikere.

Friyas nyfødte søster skal ofres, men Friya har allerede set for mange børn dø, og hun nægter at følge reglerne.

Azack er den dygtigste unge magiker i årtier. Alligevel bliver han fravalgt af Magiens hof. Azack vil gøre alt for at ændre sin skæbne, så han lægger en farlig plan.

Er Nicole tilbage?

Altså, ikke at hun har været væk fra at skrive, for det har hun bestemt, men det er længe siden hun har skrevet fantasy - og nu er hun tilbage med en fremragende fantasy fortælling.

Jeg har stor respekt for Nicole. Hun formår både at skrive letlæsnings-, børne- og ungdomsbøger. Både realisme, dystopier og fantasy. Hun spænder bredt og hun gør det hele rigtig godt.

Nu er hun tilbage i det magiske element igen og med "Magiens alfabeter" slår hun tonen an til endnu en storslået serie der bare bliver bedre og bedre for hver bog hun skriver. 

Nicole har vist tidligere - både med "Ilttyv" og "Rød og Blå" - at hun mestrer det at have flere fortællere og det har hun også i "Drageskjoldene". Jeg synes det giver rigtig god mening i den her fortælling fordi hovedpersonerne er to forskellige steder og fra to forskellige "samfundslag". Derfor får vi to meget forskellige synsvinkler på det samfund vi befinder os i.

Samtidig er det fedt at se at hun mestrer at skrive to meget forskellige personligheder frem. Hvor Friya vil gøre alt for sin familie - i hvert fald noget af det, er Azack mere "jeg er mig selv nærmest" og selvom han måske holder af sine venner, er det stadig ham selv der kommer i første række. 

Hele magisystemet med perlerne er godt fundet på. Det er nytænkende og gør historien interessant. Derudover glæder jeg mig til at studere dragerne nærmere og jeg håber vi får mere at se af dem i den næste bog.

Hvis du er til high fantasy - og dansk fantasy - så synes jeg bestemt ikke du skal snyde dig selv for denne perle. Tempoet er højt, worldbuildingen er i top og det er bare en fremragende bog.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2024
Antal sider: 432
6 ud af 6 stjerner

Louise Colding; Den eneste [Anmeldereksemplar]

Louise Colding; Den eneste (Johannastad, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Johannastad, 1350

Anna er den sidste overlevende i sin by, efter at pesten har hærget i det meste af Sverige. Anna er en selvstændig kvinde, der forsøger at genopbygge et samfund på egen hånd, men sorgen har lagt sig som en tung dyne over hende, og ensomheden er en farlig følgesvend. Da der en dag kommer en mand gående ind i byen, ændrer det alt i Annas liv.

Den unge smed Johan har været mere end et år undervejs uden at møde et eneste levende menneske. Han er så småt begyndt at få overbevist sig selv om, at han meget vel kan være den eneste tilbage i Sverige - ja måske endda i verden, da han dukker op i en by, der er helt anderledes end de andre, han har vandret igennem ...

At skrive en historie om en pandemi, mens man lever under en pandemi, må sætte historiefortællingen lidt i perspektiv. For nok endte ingen med at være det eneste menneske tilbage under Corona, som under pesten, men afsondretheden, ensomheden og frygten for at få sygdommen er nok ens. 

En situation man aldrig har stået i før. En verden man ikke kan kende og en tvivl om livet nogensinde skal blive det samme igen? Det var jo forfærdeligt at leve i - og det er jo slet ikke at sammenligne med hvordan det måtte have været under pesten i 1300-tallet. Vi har trods alt bedre læger, medicin og teknologi den dag i dag.

De historiske romaner jeg "plejer" at læse foregår under 1. eller 2. Verdenskrig, så skal vi noget længere tilbage i tiden i den her - og det skulle jeg lige vænne mig til. Ikke fordi det gjorde historien mindre interessant, men fordi der er nogle ting der er meget anderledes. Fx synet på kvinder og mænds opgaver, at kvinden ikke ved meget om det at gå i seng med en mand og at kirken har haft utrolig stor magt. 

Derfor skulle jeg lige omstille mig til at læse om en - godt nok selvstændig og stærk kvinde, men også en rimelig uvidende kvinde, i hvert fald på nogle punkter. Samtidig er hele polymikken omkring Johan og Annas miskommunikation til tider lidt for meget, men igen, samfundet var anderledes, så det at snakke om tingene var nok ikke så udbredt. 

"Den eneste" er en velskrevet, velresearchet og interessant historie om ubærlig sorg, men også om ikke at opgive håbet. At kæmpe for at overleve, så man har et liv der rent faktisk kan leves. Det er en historie om kærlighed der trodser alle odds, men også om tvivlen om kærligheden nu rent faktisk er ægte, eller blot "af mangel på bedre".

Det er en historie om sammenhold og at vi mennesker er flokdyr og har det bedst i selskab med andre. Andre der vil kæmpe for det samme som en selv. 

Jeg glæder mig til at læse videre i serien og se hvordan livet bliver for Anna og Johan.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Falco
Udgivet i: 2022
Antal sider: 298
5 ud af 6 stjerner

Rebecca Yarros; Onyx Storm

Rebecca Yarros; Onyx Storm (The Empyrean Series, #3)

Bagsidetekst:
After nearly eighteen months at Basgiath War College, Violet Sorrengail knows there’s no more time for lessons. No more time for uncertainty. Because the battle has truly begun, and with enemies closing in from outside their walls and within their ranks, it’s impossible to know who to trust.

Now Violet must journey beyond the failing Aretian wards to seek allies from unfamiliar lands to stand with Navarre. The trip will test every bit of her wit, luck, and strength, but she will do anything to save what she loves—her dragons, her family, her home, and him.

Even if it means keeping a secret so big, it could destroy everything. They need an army. They need power. They need magic. And they need the one thing only Violet can find—the truth. But a storm is coming...and not everyone can survive its wrath.

Okay, okay - først, "Onyx Storm" er ikke ligeså god som "Fourth Wing", men den er bedre end "Iron Flame" - hvis du spørger mig.

I "Iron Flame" var jeg ved at brække mig over miskommunikationen mellem Violet og Xaden og hele deres "jeg har hemmeligheder"-ting. Det var skrækkeligt. Det er der heldigvis skruet gevaldigt ned for i "Onyx Storm".

Og ikke fordi der ikke er hemmeligheder mellem Violet og Xaden - eller de andre for den sags skyld, for det er der. Det er ikke overdramatiseret. Til gengæld må jeg indrømme at jeg synes det var virkelig irriterende at Violet, hver kan hun så Xaden, skulle gøre opmærksom på hvor perfekt, lækker - indsæt selv flere tillægsord - han er. 

Det bliver bare for meget. Vi ved det godt. Xaden er lækker. Kom videre med handlingen.

Derudover er det ikke den skarpeste dialog der er beskrevet, og nogle steder er vi næsten nede på "Iron Flame"-niveau, men heldigvis er der et par drager og en Ridoc der kan tilføje nogle hårdslående comebacks så du griner højt. Det er faktisk lige før jeg elsker Ridoc mere i den her end jeg elsker Xaden og det siger ikke så lidt...

Der er i det hele taget meget jeg elsker den her bog for. Jeg elsker at den har et væsentligt hastigere tempo end "Iron Flame", alle kampene, dragerne, universet, ja, selv det at vi går udenfor kortet og skal "opdage" noget nyt. For universet dækker ikke kun "The Continent", men også en masse øer, der ikke nødvendigvis lever på samme måde som Violet og de andre er vant til. De møder nye stikke og står overfor svære prøvelser i jagten på de svar de søger. 

Jeg er vild med at der er mange kapløb, fx for at finde en kur til Xaden og for at finde Andarnas familie. Samtidig tikker uret før fjenden angriber med fuld styrke.

Sprogligt synes jeg den er væsentlig bedre end "Iron Flame", vi fornemmer meget mere hvor meget der er på spil. Ikke bare for Violet og Xaden, men bestemt også for de andre. Der er kælet for beskrivelserne af de nye steder vi oplever og det er med til at forme ens billede af universet. 

Lever bogen op til mine forventninger? Ja, det synes jeg faktisk den gør. Er jeg klar til at vente et år på næste bog? Overhovedet ikke. Slutningen er en voldsom cliffhanger - og en jeg slet ikke havde set komme. Jeg har SÅ mange spørgsmål. Er jeg klar til at nørde teorier? Det kan du tro!

Fakta:
Forlag: Piaktus
Udgivet i: 2025
Antal sider: 527
5 ud af 6 stjerner

Rebecca Ross; Divine Rivals [Anmeldereksemplar]

Rebecca Ross; Divine Rivals (Letters of Enchantment, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst: 
Iris Winnow er droppet ud af sit studie og arbejder som journalistelev på The Oath Gazette, mens hendes bror er draget mod fronten i en krig, der er blusset op mellem guderne Enva og Dacre. For at forsørge sig selv og sin mor satser Iris alt for at vinde en klummekonkurrence på avisen, men hun er oppe imod en anden amitiøs elev, nemlig den velhavende og evigt perfekte Roman C. Kitt.

Iris begynder samtidig at skrive breve til sin bror for at holde humøret oppe, men da hun ikke kender hans adresse, lægger hun dem i sit garderobeskab. Og pludselig dukker der på magisk vis svar op fra en ukendt afsender. Brevene bliver et lyspunkt for Iris, der fortsætter med at skrive, og gradvist udvikler forholdet sig mellem hende og den mystiske brevskriver. 

Endelig!

Jeg købte den her bog (på engelsk) i efteråret 2023... og ja, så har den stået på min hylde ligesiden... og det kan jeg jo ikke forstå nu hvor jeg har læst den - for den er virkelig god. 

Vi er i et fantasyunivers med guder der bekriger hinanden, men samtidig føles det næsten som om vi er i Frankrig under 2. Verdenskrig, med soldater, skyttegrave og granatchok. Beskrivelserne af krigsscenerne går lige i hjertet - det samme gør scenerne på hospitalerne, hvor de sårede soldater ligger. 

Der er rigtig meget krig i begge bøger og det tror jeg ikke som sådan jeg havde forventet. Men fordi beskrivelserne er så gode og troværdige, passer de godt til historien. Følelser som håbløs- og ensomhed fylder også rigtig meget og igen er det virkelig troværdigt beskrevet. 

Kærlighed fylder også rigtig meget - og som en anden "You've got mail"-historie, forelsker vores to hovedpersoner sig i hinanden og oplever en kærlighed der i den grad er værd at kæmpe for.

Jeg er ret pjattet med ideen om guderne der bekriger hinanden, men som gør det ved hjælp af mennesker og magi. De følelser som guderne udviser er i den grad menneskelige, men samtidig også overdrevne - for sådan er guder jo oftest. Guderne vil opnå deres dagsorden, uden tanke på menneskelige tab og hvad det vil koste dem at vinde krigen. 

Bog 2, "Ruthless Vows" udkommer på dansk i slutningen af januar. Jeg havde den heldigvis stående på engelsk, så jeg kunne fortsætte så snart jeg var færdig med "Divine Rivals" - for det havde jeg brug for.

Jeg havde brug for afslutning. For ro i sindet - også selvom jeg godt vidste at prøvelserne som Iris og Roman skal igennem, langt fra var overstået og at der ville vente dem en sidste styrkeprøve.

Det er en fremragende ya-romantasy-duologi, der er yderst velskrevet og fascinerende. Der er ingen eksplicitte sex-scener, men der er masser af tension og kærlighed. Kærlighed der er storslået og som selv guder ikke har noget at stille op overfor. 

Den danske udgaver er modtaget som anmeldereksemplar, mens de andre udgaver på billedet er selvbetalte. 

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2023 (på engelsk) og 2024 (på dansk)
Antal sider: 460
6 ud af 6 stjerner

Jennifer Lynn Barnes; The Grandest Game - Chancen [Anmeldereksemplar]

Jennifer Lynn Barnes; The Grandest Game - Chancen [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
I det største spil af alle er der ingen tilfældigheder.

Den unge milliardær, Avery Grambs, afholder en årlig konkurrence med en pengepræmie, der er stor nok til at ændre vinderens liv. I år uddeles der syv eksklusive guldbilletter.

Nogle spillere er med alene for pengenes skyld, andre for magten. Nogle har helt andre mål. Men hver og en har hemmeligheder og skjulte agendaer. Midt i det hele står Grayson Hawthorne, som har en vigtig rolle i årets spil. Men som spændingen stiger, og deltagernes presses til det yderste, står det hurtigt klart, at ikke alle har tænkt sig at følge spillets regler ...

Gør dig klar til endnu et hæsblæsende Hawthorne-eventyr med masser af fart over feltet og en masse forvirring.

Normalt kan det virke afskrækkende når der er mange fortællere i en historie, og at denne historie kun fortælles halvt, men Jennifer Lynn Barnes har formået at gøre den type historier til hendes trademark og jeg synes hun gør det virkelig godt.

Hun beviste det i "The Inheritance Games", som er en slags Da Vinci-mysteriet for unge, med gåder, hemmeligheder, intriger og en spirende kærlighed. Jeg synes dog ikke at "The Grandest Game" er helt på niveau med de andre, nok fordi vi nu følger nogle nye personer og jeg var ikke helt klar til at sige farvel til de gamle. De er stadig med, bevares, men det er ikke dem der fortæller. 

Dog er der ligeså mange lag og hemmeligheder som der plejer at være og jeg sad flere gange og var forundret over at de unge mennesker kunne regne tingene ud. Jeg ved ikke om det siger mere om dem end om mig, men imponeret, det er jeg i hvert fald. 

Jeg ved ikke om jeg føler der er mere på spil i den her end i de foregående, men det flasker sig helt klart at have læst de andre bøger. Der er mange ledetråde tilbage og som sagt, går personerne også igen og har en rolle at spille i den her.

Det er sådan en slags bog der holder læseren fast fra første til sidste side og der måtte gerne have været flere sider - for helt ærligt, bogen kan da ikke slutte der?! Den er velskrevet og spændende, og gåderne er svære, men imponerende gennemtænkte. 

Jeg kan godt forstå at Barnes har fået stor popularitet for sine bøger og skriv mig bare på listen til hvad end hun skriver. Jeg er klar!

Tak til Gutkind for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gutkind
Original titel: The Grandest Game
Udgivet i: 2024
På dansk ved: Amalie Harder Hesel
Antal sider: 374
5 ud af 6 stjener