L. Sherman; Blodhævn [Anmeldereksemplar]

L. Sherman; Blodhævn (Vampyrjægerne, #1) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Man siger, at tiden læger alle sår. Men gælder det også vampyrbid? I La Nouvelle Orléans er Francesca vampyr og drevet af en stærk trang til at hævne sig på mænd, der udnytter kvinder. I samme by søger sheriffen Beau også retfærdigheden ved at jage en usynlig morder.

I New Orleans er Magalie enlig mor og historieprofessor med speciale i vampyrer. Hun er dedikeret til sin undervisning, men da flotte Rhett flytter ind overfor, bliver hun en smule distraheret. For hvem er Rhett, og hvilke mørke hemmeligheder gemmer han på?

Læs med og se, hvordan disse fire skæbner vikles ind i hinanden i et bloddryppende drama om hævn, overnaturlige kræfter og selvfølgelig udødelig kærlighed.

Det her bliver en lidt anderledes anmeldelse end hvad jeg er vant til at skrive. Og måske er jeg bias i forhold til netop denne bog, men derfor vil jeg gerne snakke om den alligevel - og måske lige så meget selve processen omkring bogen, som er det jeg har været med til. 

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker romantasy - både med og uden spice. Det er heller ingen hemmelighed at Ulrika (aka. L. Sherman) og jeg er venner (det håber jeg i hvert fald...) og snakker rigtig meget sammen. Jeg har læst en stor del af Ulrikas forfatterskab og har stor respekt for både hendes skrivestil, mod til at skrive meget (læs: meget!) spicy bøger og hendes iderigdom. 

Hun er en utrolig produktiv forfatter og hun skriver indenfor mange forskellige genre. Så da hun kastede sig over en romantasy, var jeg så heldig at få lov til at være med på sidelinjen - derfor er den her anmeldelse og lidt anderledes end dem jeg normalt skriver. 

Normalt har jeg intet med det færdige produkt at gøre. Jeg har ikke haft indflydelse på handling, sprog eller karakterudvikling. Jeg har ikke kunne kommet med ideer til hvordan visse problematikker skulle løses eller formes, så de gav mest mening for historien. 

Jeg siger ikke at jeg har gjort alt det sammen med Ulrika, men jeg har hjulpet en del. Vi har sparret rigtig meget sammen og jeg har læst med flere gange undervejs og kommet med ideer og kommentarer til hvordan jeg synes historien skred frem. Hvis der var et problem der drillede undervejs har jeg også givet mine tanker med til en eventuel løsning. 

Samtidig har det været fedt at få et indtryk af hvor meget research og forarbejde det kræver at skrive en bog. For jeg ved at Ulrika har gjort et kæmpe research arbejde i forhold til denne. 

Det har været megafed oplevelse - og jeg kan kun sige at jeg synes slutresultatet er blevet rigtig godt. Det er en virkelig spændende historie med masser af tvists undervejs. Der er drama, action og episk kærlighed.

Jeg er utrolig beæret over at Ulrika spurgte mig om jeg ville være med og jeg har nydt det rigtig meget. Det er fedt at hjælpe en historie fra ide til slutning og se det færdige resultat. Bogen er jo blevet vildt smuk, med en meget "romantasy-ish"-vibe og flotte sprayed edges.

Jeg håber Ulrika igen tager os med til New Orleans, for jeg er i hvert fald ikke færdig med at læse om lækre vampyrer, skiftere, magi og kærlighed.

Tak til Ulrika for at tage mig med på råd. Det betyder virkelig meget for mig.

Fakta:
Forlag: Forlaget Steam ved Fioranello
Udgivet i: 2025
Antal sider: 388
6 ud af 6 stjerner

A. T. Qureshi; Drageungernes café [Anmeldereksemplar]

A. T. Qureshi; Drageungernes café [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Kan Saphira redde Drageungernes Café og finde kærligheden undervejs? Da Saphira åbnede sin café for drageunger og deres mennesker, havde hun ikke forventet, at det ville blive så svært at holde sig oven vande. Det viser sig, at drageunger ikke er de bedste magiske dyr at invitere ind i sin café, og alle de ødelagte møbler koster Saphira mere, end hun kan nå at tjene på sin drageristede kaffe.

Aiden er byens gartner, og lokale hjerteknuser, der er mere interesseret i sine planter end at tilbringe tid med sin uartige drageunge. Da Aiden kommer forbi Saphiras café, får han en genial idé: Han vil bede Saphira om at træne sin drageunge, og han betaler hende nok til at holde caféen kørende.

Saphiras ubekymrede sind lader til at irritere den gnavne (men flotte) Aiden, der alligevel ikke kan holde sig væk fra hende.

Jeg har endnu til gode at læse "Pumpkin Spice-caféen", men jeg forestiller mig at den giver samme vibe som den her - bare med et magisk tvist.

Selvom jeg elsker high fantasy og storslået worldbuilding, kan mindre også godt gøre det. I "Drageungernes café" er vi stadig et high fantasy-univers, men det føles langt mere low key end meget andet. Jovist, der er drager, men ellers er det der er fokus på heri relationerne mellem karaktererne og de problemer de hver især står overfor.

Problemer der ligeså godt kunne være sat i en realistisk setting. Drømmen om at åbne ens egen café og drive den, men måske ikke vide hvor stor et arbejde det rent faktisk er. Frygten for at skuffe ens forældre fordi man ikke vil det samme som alle andre i familien. Håbet om at finde en person der forstår en og har lyst til at bære ens byrde sammen med en.

Det og meget mere er er hvad Saphira og Aiden kæmper med i bogen. Tanker som mange af os sikkert også har gjort os. Problemer for Saphira og Aiden er de også bare lige skal passe en drageunge, der ikke altid hører efter - måske ikke så meget anderledes end et lille barn, faktisk....

Samtidig kan jeg godt lide at forfatteren har kælet så meget ved "café-miljøet", indretning, stemning og hvad der serveres. Det føles næsten som om man selv er der - det er i hvert fald en god ide at have både kaffe og kage klar når man begynder at læse. Du får brug for det.

"Drageungernes café" er et virkelig godt eksempel på hvad det helt præcist er vi søger når vi læser bøger - eller i hvert fald hvad jeg søger når jeg læser bøger: eskapismen. Det behøver ikke være grandiost for at være eskapisme, bare der er nok underholdning til at man glemmer verden omkring sig og lader sig fordybe i historien.

Og det gør man her - og fordi det er en romance, ved vi at selvom Saphira og Aiden skal meget igennem, så skal det nok gå... ikke?

Jeg håber der kommer flere bøger - der er i hvert fald lagt op til flere historier, flere drager og meget mere godt bagværk og kaffe!

Fakta:
Forlag: HarperCollins
Original titel: The Baby Dragon Café
På dansk ved: Johanne Vind
Udgivet i: 2025 (på dansk og engelsk)
Antal sider: 271
5 ud af 6 stjerner

Laini Taylor; Strange the Dreamer

Laini Taylor; Strange the Dreamer

Bagsidetekst: 
The dream chooses the dreamer, not the other way around--and Lazlo Strange, war orphan and junior librarian, has always feared that his dream chose poorly. Since he was just five years old, he's been obsessed with the mythic lost city of Weep, but it would take someone bolder than he to cross half the world in search of it. Then a stunning opportunity presents itself, in the form of a hero called the Godslayer and a band of legendary warriors, and he has to seize his chance or lose his dream forever. What happened in Weep two hundred years ago to cut it off from the rest of the world? And who is the blue-skinned goddess who appears in Lazlo's dreams?

Jeg stiftede bekendtskab med Laini Taylor helt tilbage i 2012, da bogen "Ildenglen" udkom. Det var første bog i serien "Ønskekræmmerens datter", en serie jeg elskede dengang og som jeg længe har haft lyst til at genlæse, men så skal det være på engelsk.

For Laini Taylor skriver magisk! 

På daværende tidspunkt var jeg ikke så vild med at læse på engelsk, så "Ønskekræmmerens datter"-bøgerne blev læst på dansk, men jeg bilder mig selv ind at de vil være endnu mere magiske på engelsk.

I 2017 udkom "Strange the Dreamer" og jeg købte den og havde de bedste intentioner om at få den læst med det samme. Det skete bare ligesom ikke og tiden gik. Min dårlige samvittighed bare voksede og voksede, men nu har jeg endelig fået taget mig sammen.

Sammen med Bente (der har Instagram-profilen trolderier) aftalte vi at vi skulle læse bogen sammen. Vi havde faktisk valgt at vi skulle læse den i februar, men så kom livet ligesom lidt i vejen igen, så vi udskød det. Men nu har vi læst den og snakket sammen undervejs.

Som med "Ønskekræmmerens datter" formår Laini Taylor at skrive en fuldstændig magisk og vidunderlig historie om tro, håb, drømme, kærlighed og loyalitet. Om fjendskab, krig og had. Om hvor langt man vil gå for at beskytte dem man elsker - måske endda krydse grænser der ikke burde krydses.

Worldbuildingen er helt i top og hvor Lainis anden serie bl.a. foregår i Prag, er "Strange the Dreamer" sat i et episk univers, med guder og magi. Jeg forestiller mig at det er inspireret af østen og mystikken heraf. Byen Weep ser jeg i hvert fald som en ørkenby.

Magien er heller ikke som vi kender den og selv de almindelige mennesker kan udrette store ting.

Der er kælet for sproget og selvom det nogle gange kan føles lidt tungt at læse, så passer det bare perfekt til historien. Det er vævende, beskrivende og fascinerende. Det er virkelig en af de helt store styrker som Laini har.

Langsomt foldes historien ud og jo længere ind i historien vi kommer, jo mere fanget bliver man af fortællingen. Hvad venter der på næste side? Samtidig gør de forskellige skift i synsvinkel at historien har et godt flow og vi holdes til ilden. 

Jeg er glad for at jeg endelig fik taget mig sammen og at havde en at diskutere bogen med mens jeg læste. For der er mange ting man stiller spørgsmålstegn ved undervejs. Jeg er gået i gang med efterfølgeren, "Muse of Nightmares", som lydbog og det tegner også godt.

Jeg tror også det er godt at jeg ventede med at læse bogen. Jeg tror ikke jeg ville have været klar til den i 2017 - det var jeg nu og jeg nød den i fulde drag.

Fakta:
Forlag: Little, Brown Books for Young Readers
Udgivet i: 2017
Antal sider: 532
5 ud af 6 stjerner

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ormehavet [Anmeldereksemplar]

Anne-Marie Vedsø Olesen; Ormehavet (Vølvens vej, #4) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Noget er galt i Yggdrasils ni verdner. Slanger myldrer frem fra deres skjul, oversvømmelser, hedebølger og jordskælv hærger, og i havet pisker Midgårdsormen med halen. Mens stormvejr og skybrud tager til, må Snehild sejle over havet i et forsøg på at genfinde sin mor, som hun har hørt befinder sig i Vanaheim, de vilde naturkræfters ursted.

Samtidig vakler magtbalancen i menneskenes verden, og høvdingedatteren Berghild vokser i styrke. Kan hun udfordre sin tidligere elskede, kong Roald i Himlinge?

Endelig fik jeg taget mig sammen til at læse "Ormehavet" - nu gad jeg ikke vente længere på lydbogen og jeg er stadig lidt sur på min lydbogstjeneste, så jeg besluttede mig for at læse bogen selv.

Hvilket jeg var lidt skeptisk overfor. Fordi jeg netop har lyttet til de tre første bøger i serien - kunne jeg så finde ud af at læse den selv?

Og ja, selvfølgelig kunne jeg det, men jeg ved ikke om andre har svært ved at skifte mellem to formater i en serie? Jeg har i hvert fald lidt svært ved det, men det gik overraskende godt her.

Som i de tre foregående bøger i serien har Anne-Marie vævet, digtet og fabuleret over kendte historier fra den nordiske mytologi. Hun har placeret historierne som baggrundstæppe for Snehild og de andres liv i jernalder Danmark. Næsten som en anden "Iliaden" blander guderne sig i menneskenes gøren og laden og de har deres egen dagsorden. 

Det er tydeligt at vi nærmer os afslutningen. Ragnarok truer i horisonten, Midgårdsormen rører på sig og vinteren er på vej. Snehilds evner bliver skærpet hele tiden og hun frem står stærkere og stærkere, men hvad venter hende i fremtiden?

Personerne i Himlinge står overfor egne problemer med et kommende giftermål, spild mellem ypperstepræstinden og rådgiveren og sult. Truslen fra Berghild og røverne kommer også tættere. Det hele spidser til. 

Anne-Marie har en helt særlig måde at skrive på. Der er kælet for alle detaljer og nogle vil måske synes tempoet er for langsomt, men jeg synes det passer rigtig godt til den historie der fortælles. Vi har mange personer at holde styr på og det gør bare historien endnu dybere og med endnu flere facetter. 

Det er en fremragende serie og den kan læses af alle med interesse for nordisk mytologi, danmarkshistorie og storslåede fortællinger. Der er drama, der er tvists og overraskelser. Det er et mesterværk og jeg glæder mig til afslutningen, "Flammesværdet" som bliver udgivet den 19. september.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Udgivet i: 2024
Antal sider: 400
6 ud af 6 stjerner

Suzanne Collins; Solopgang over høsten [Anmeldereksemplar]

Suzanne Collins; Solopgang over høsten (Hunger Games, 0,5) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Når du er blevet udvalgt til at miste alt, du elsker, hvad er der så tilbage at kæmpe for?

Da solen står op over Panem på dagen for det 50. Dødsspil, bliver alle indbyggere mødt af en gruopvækkende nyhed. Det er nemlig blevet besluttet, at man for at fejre jubilæet vil udvælge dobbelt så mange deltagere fra hvert distrikt til Spillet.

I Distrikt 12 forsøger Haymitch Abernathy ikke at ænke for meget over dagens udfald. Han vil helst bare passe sit arbejde og glæde sig til at mødes med sin kæreste.

Så da Haymitch' navn bliver udtrukket, mærker han alle sine drømme smuldre. Han bliver flået væk fra sin familie og sin kæreste og sammen med de tre andre deltagere fra Distrikt 12 fragtet til Capitol, og langsomt indser han, at det er meningen at han skal tabe.

Men der er noget i ahm, der ønsker at kæmpe imod ... og at den kamp skal kunne mærkes langt uden for dødsarenaens mure.

Jeg må med skam indrømme at jeg kom meget for sent til "Hunger Games"-festen. Mit første møde var med filmene og dem så jeg mange gange, inden jeg kom til at læse bøgerne - og jeg synes faktisk at begge er rigtig gode.

Så kom bogen om Snow - og her har jeg stadig filmen til gode. Jeg er en af dem der godt kunne lide bogen (don't shoot me), så jeg er spændt på filmen. 

Da jeg så læste af Haymitch skulle have bog vidste jeg at det ville blive barsk læsning. Især fordi den udgave af Haymitch som vi møder i historien om Katniss og Peeta er et plaget menneske. Vi er klar over at han er blevet udsat for voldsomme ting, men jeg havde ikke forestille mig at det ville være så voldsomt.

Når man har læst de andre bøger er der mange glædelige gensyn - IKKE med Snow - med andre personer, som også spiller en større eller mindre rolle her. Det er altid interessant at møde tidligere udgaver af personer man ved kommer til at gøre enten gode eller onde ting. 

Det er også endnu en tur i Spillet og det er ligeså uhyrligt at læse om, som i de andre bøger. At tilfældige mennesker udvælges for at slå hinanden ihjel i et grusomt spil, er så ubehageligt at tænke på som det næsten kan blive.

Og det er ikke småting Haymitch bliver udsat for. Både før, under og efter spillet. Jeg sad og forventede det værste hver gang jeg bladrede og det blev mødt hver gang. Det er så grufuldt, at selv nu hvor jeg tænker på det, giver det mig ondt i maven og en klump i halsen.

Men det er det Hunger Games-bøgerne kan. De kan provokere os. De kan skræmme os og vise os et billede af en verden hvor ingen kan føle sig sikre. Hvor håb er en som en fugl der enten kan plejes og passes, eller knuses med et knips med fingrene. 

Det er hård og brutal læsning - præcis som jeg havde forventet det skulle være. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
På dansk ved: Sarah Louise Pedersen
Original titel: Sunrise on the Reaping
Udgivet i: 2025 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 420
6 ud af 6 stjerner