tirsdag den 1. september 2015

August wrap-up


August wrap-up

Så har vi sagt farvel til endnu en måned med skønne læseoplevelser. I august er det for mit vedkommende blevet til 16 bøger, det er ikke prangende, men har haft travlt på arbejde, så der har været mange dage hvor jeg bare skulle slappe af på sofaen når jeg kom hjem.

Ud af de 16 bøger, er de 6 af dem lektørbøger:

Ana & Thiago de Moraes; Zoomandens håndbog
Lise Brix Danielsen; Du er fuld af fis, Hannibal
Tore Leifer; Da foråret forsvandt
Steffen Nohr; Den gemte hemmelighed
Pia Olsen; Karla ønsker sig en far
Christian Merveille; Ikke skyggen af en ulv


De 10 andre bøger, er en blanding af anmeldereksemplarer, biblioteksbøger og et par købte.

Zoe Sugg; Girl online (læs anmeldelse her)
E. Lockhart; Vi var løgnere (læs anmeldelse her)
P.C. Cast; Gudindens udvalgte
Sophie Kinsella; Audreys verden (e-bog - læs anmeldelse her)
Roger Leloup; Khanys hemmelighed
Joe Hill; Crown of shadows
Mette Sejrbo; Heksens kald (e-bog - læs anmeldelse her)
Gail Carriger; Forbandelsesbryder (læs anmeldelse her)
Lane Smith; It's a book
Lane Smith; It's a little book



"Girl online", "Forbandelsesbryder", "Audreys verden" og Heksens kald" er anmeldereksemplarer - tusind tak til Gyldendal, Tellerup og Lovebooks samt Mette Sejrbo for bøgerne!

Jeg nåede lige at få disse to søde historier med - de kom med posten den anden dag og jeg synes de er helt vildt kære!


De er købt på Book Lover Gifts og da jeg så dem, måtte jeg bare have dem!

Jeg glæder mig til at se hvad september bringer af læseoplevelser! Hvad glæder du dig til at læse i september?

fredag den 28. august 2015

Gail Carriger; Forbandelsesbryder


Gail Carriger; Forbandelsesbryder (Soulless, #2)

Bagsidetekst:
Alexia er bestemt ikke tilfreds med sin ægtemand, varulvealfa og greve af Woolsey, da han uden varsel stikker af til Skotland og efterlader hende med et helt regiment soldater der er ved at slå lejr i deres forhave. Endnu værre bliver det, da hendes veninde, Miss Hisselpenny, forelsker sig og bliver forlovet ... med to forskellige mænd. Samtidig rammes Londons overnaturlige af en mystisk påvirkning som gør dem dødelige. Det bliver Alexias opgave, som dronningens muhjah, at finde dens kilde og eliminere den, og da det står klart at denne kilde er på vej i samme retning som hendes ægtemand, beslutter hun sig fora t rejse til Skotland. Naturligvis med al den stil som passer sig for en engelsk lady ...

Der er gået tre måneder siden Alexia giftede sig med lord Conall Maccon, og derved blev lady og grevinde. Alt er godt. Lige indtil en morgen hvor Alexia bliver vækket af sin ægtemand som skælder ud på et af deres spøgelser. Der er sket underlige ting og greven tager hastigt afsted for at undersøge det nærmere. Alexia selv skal også til byen for at mødes med de andre i skyggeparlamentet, hvor hun også får de forfærdelige nyheder at vide - der er noget der gør de udødelige, dødelige!

Alexia mistænkes fordi hun har denne evne, men hendes evne er kun aktiv når hun rører ved personen. Alle er i alarmberedskab og da greven en morgen er væk, taget til Skotland, uden at fortælle det til sin hustru, må Alexia tage sagen i egen hånd.

Snart er hun også på vej til Skotland, men bestemt ikke alene og heller ikke i det rejseselskab hun helst ville være, men det kan hun ikke ændre på. Vejen til Skotland er lang og det er ikke ligefrem en behagelig rejse, ej heller er den velkomst der venter dem så snart de ankommer. For her er hemmeligheder som greven ikke har delt med sin hustru og også her er de udødelige dødelige.

Kan Alexia nå at regne det hele ud før det er for sent og hvem kan hun stole på i sit følge?


Jeg var meget fascineret af første bind i denne serie, jeg havde ikke læst noget i steampunk-genren før, men synes det er et spændende univers. Denne bog fortsætter i samme stil som den første, jeg er især vild med sproget og humoren. De skiftende synsvinkler igennem bogen gør at handlingen aldrig bliver trukket i langdrag og er med til at holde et højt tempo.

Hvis du i humør til fantasy, varulve, vampyrer og andre magiske væsner blandet med et velfungerede, flydende sprog og en ikke særlig højtidelig humor, så læs den her serien. Jeg kan på det varmeste anbefale den - og kom så med resten af serien!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Changeless
Udgivet i: 2010 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 411
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

tirsdag den 25. august 2015

Plusbogs sommerlæseleg


Plusbogs sommerlæseleg

Plusbog arrangerede i starten af sommeren en fantastisk sommerkonkurrence (læs mere her) hvor man kan vinde en bogpakke med 10 bøger. Det tænkte jeg, at det måtte jeg da prøve, men som sommeren skred frem frygtede jeg faktisk flere gange at jeg ikke ville nå at finde en til hver kategori. Nu hvor jeg lige har lavet listen, kan jeg ånde lettet op - for det lykkedes!

Her er mine 10 bøger:

1: En bog anbefalet af en ven
"Habibi" af Craig Thompson - den er anbefalet af min veninde Freja



2: En bog der har vundet en pris
"Locke & Key" af Joe Hill - vandt British Fantasy Award for bedste tegneserie eller graphic novel i 2009) (læs anmeldelse her)



3: En paperback
"Elizabeth er forsvundet" af Emma Healey (læs anmeldelse her)



4: En e-bog
"Audreys verden" af Sophie Kinsella (læs anmeldelse her)



5: En bog om kærlighed
"Girl online" af Zoe Sugg (læs anmeldelse her)


6: En bog der finder sted i et land du aldrig har været
"Hvid som sne" af Salla Simukka (foregår i Prag) (læs anmeldelse her)



7: En bog om familier
"Elefanter ser man ikke" af Susan Kreller (læs anmeldelse her) 

8: En bog af en dansk forfatter
"Heksens kald" af Mette Sejbo (læs anmeldelse her)


9: En bog der finder sted om sommeren
"Vi var løgnere" af E. Lockhart (læs anmeldelse her)


10: En bog der handler om at rejse
"Den gemte hemmelighed" af Steffen Nohr

mandag den 24. august 2015

Dominic

Dominic

Inden sommerferien skrev jeg til Tellerup om det var muligt at få lov til at købe den flotte plakat af Louise Haibergs første bog i serien om dæmondræberen Dominic. Jeg forklarede at den ville se så godt ud på væggen i mit lille hjemmebibliotek. Jeg var så heldig at svaret jeg fik, var, at hvis jeg lovede at sende et billede til dem når den var kommet op, så ville de sende en gratis til mig!

Spørg lige om jeg blev glad!

Nu er plakaten endelig kommet med posten og kommet op på væggen!

Til jer der ikke har læst serien endnu - se at komme i gang! I er virkelig gået glip af en fantastisk underholdende, god og spændende serie, med en rapkæftet og hot hovedperson.

Fra første møde med Dominic var jeg hooked og hvis I har læst mine svar på De syv dødssynder (læs dem her), ved I også hvordan jeg har det med ham. Da serien sluttede var det meget vemodigt at skulle sige farvel til ham, men heldigvis kan jeg nu bare kigge på min plakat når jeg trænger til et fix - ellers er det jo muligt at genlæse bøgerne!

I kan læse mine anmeldelser af bøgerne her:
Oprører
Udvalgt
Revolution

Tusind tusind tak til Tellerup for plakaten og til Louise Haiberg for at opfinde Dominic - jeg glæder mig til at se hvad du ellers gemmer oppe i ærmet af fantastiske personer!

Skynd jer endelig ind på Facebook og find fansiden for Dæmondræberen og synes godt om den - så er vi flere til at sprede det gode budskab om en god serie!

søndag den 23. august 2015

Mette Sejrbo; Heksens kald


Mette Sejrbo; Heksens Kald (Ulfhedin-sagaen, #1)

Bagsidetekst:
Emilie vil helst være helt almindelig. Men mystiske ting sker omkring hendes atten års fødselsdag, og snart bliver hun hvirvlet ind i en overnaturlig verden, som er skjult for alle andre. Emilie bliver tvunget ud i at vælge, om hun vil fortsætte sig hverdagsliv, eller om hun vil følge kaldet som vølve - i kamp mod ondskab og mørke kræfter.


Emilie bor sammen med sin mor Marianne, hun holder sig for sig i skolen og går i et med skyggerne som en grå mus. Emilies bedste veninde, Maria, er dog langt fra grå og kedelig - hun går i tøj hun selv syr og går på goth-klub i weekenderne.

En dag starter der en ny dreng på skolen og Emilie begynder at føle ting indeni som hun ikke har prøvet før. Jonas er sød og dejlig, og Emilie tror ikke sine egne øjne den dag han beder hende om lektiehjælp - hvorfor skulle han ville hænge ud med hende?

Mens Emilie dagdrømmer om Jonas spørger Marie hende om hun vil med ned på klubben Grotten og i sin tågede tilstand siger Emilie ja! Det er dog et valg der vil forandre både Emilies og Maries verden - ikke nødvendigvis til det bedre.

Da Emilies 18 års fødselsdag nærmer sig, begynder at hun kunne fornemme en forandring hos sig selv. Hun drømmer mærkelige drømme og har underlige møder med vindstød, som lader til at kunne forstå hende. Da hun tager sagen i egen hånd og begynder at praktisere Wicca, åbner der sig en verden som hun ikke anede eksisterede og som hun nu kastes hovedkuls ud i.

For Emilie er vølve og med de kræfter der følger med det at være vølve, følger svære valg og stort ansvar. Det er ikke kun Emilie der har hemmeligheder om en verden som almindelige mennesker intet kender til. Og i mørket lurer en mørk fjende som ingen havde regnet med og som kaster mørke tråde ind i Emilies verden ...


Jeg har altid fundet nordisk mytologi interessant og spændende - jeg er vild med Erik Menneskesøn serien - og en blanding mellem nordisk mytologi og fantasy med varulve og andre mørke skabninger, måtte være godt! Det var det bestemt også!

Ærligt må jeg indrømme, at jeg synes den var lidt tung at danse med i starten. Det tog mig lidt tid for alvor at få taget hul på den, men da jeg nåede anden halvdel gik det meget bedre. Jeg tror det må være fordi der skulle introduceres så meget i første del, og selvom sproget er let og flydende, fangede bogen mig ikke helt der.

Det ændrede sig dog og jeg har læst anden og tredje del på 2 dage, for der kommer virkelig skub i handlingen og tempoet stiger - og det bliver hedt!

Vi ser ikke det hele igennem Emilies øjne, vi for også fornøjelsen af at følge to anonyme herrer, og det fungerer rigtig godt, fordi man først til sidst får at vide hvem de er - jeg var noget overrasket da det gik op for mig hvem det var. Godt gået!

Tusind tak til forfatteren for bogen - jeg glæder mig til de næste i serien, for helt ærligt, den slutning - argh!!

Fakta:
Forlag: Candied Crime
Udgivet i: 2015
Antal sider: 465
Læst som e-bog
4 ud af 5 stjerner