tirsdag den 31. oktober 2017

Kazu Kibuishi; Amulet 1-2

Kazu Kibuishi; Amulet 1-2

Bagsidetekst:
Der gemmer sig noget grufuldt bag kælderdøren.

Emily og Navin har mistet deres far. Sammen med deres mor flytter de ind i et gammelt hus, som har tilhørt deres forsvundne oldefar. Der er noget mystisk ved huset, og naboerne tror, det er hjemsøgt. Den første nat bliver de vækket af skumle lyde fra kælderen. Emily og Navins mor vover sig ned for at ungersøge, hvad der er i gære, men hun vender aldrig tilbage ...

Dette er en serie jeg længe har villet læse, men fordi det kun er de to første bind der oversat til dansk, har jeg været lidt afholdende fra at gå i gang. Jeg kan godt læse på engelsk, det tager mig bare meget længere tid og nogle gange kan jeg have svært ved at forstå historien - måske er det tegn på at jeg skal læse noget mere på engelsk? Nu er jeg i hvert fald gået i gang med den og jeg har læst dem der også er udkommet på engelsk, og det fungerer faktisk rigtig godt.

Jeg har også et eller andet med tegnestilen. Nogle steder er det rigtig flot, især naturtegningerne er virkelig smukke og detaljerede, men andre gange er de meget simple og barnagtige. De passer ikke altid til historien, for selvom det er en børnetegneserie, synes jeg også den er meget dyster og skræmmende til tider. Det er ikke småting Emily og Navin udsættes for, for at finde deres mor igen.


Der er forholdsvis mange personer at holde styr på, og samspillet mellem disse bliver bedre jo længere hen i serien du kommer. Samtidig er der mange emner der tages op, som ikke kun er for børn, men som også gør at voksne kan finde glæde i at læse dem. Emner som svigt, sorg over tabet af en forældre, nye venskaber, politik og intriger og meget mere er flot integreret i historien.

Jo længere hen i serien du kommer, jo mere dyster bliver den. Samtidig spidser handlingen virkelig til, og jeg frygter virkelig det værste. Jeg har læst op til bind nummer 7, og ja, jeg er virkelig spændt på hvad det skal ende med - for som tingene er heri, kan jeg ikke se at det skal ende lykkeligt.

Efter jeg har læst alle bøgerne nu (i hvert fald dem der er udkommet) ved jeg, at det bliver en tegneserie jeg kommer til at anbefale til unge læsere, som efterspørger en god historie. Ved at læse tegneserier, kan man nå dem der måske ikke er så glade for at læse "rigtige" bøger, og i og med at disse er forholdsvis tykke, giver det en oplevelse af at have læst en rigtig bog.

Serien er i hvert fald anbefalelsesværdig og jeg er virkelig glad for at jeg endelig har fået taget mig sammen til at læse den!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2008 (på engelsk) og 2009 (på dansk) (bind 1) / 2009 (på engelsk) og 2009 (på dansk) (bind 2)
Antal sider: 185
4 ud af 5 stjerner

mandag den 30. oktober 2017

Plan with me #5: November

Plan with me #5: November

Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker - jeg synes tiden går så hurtigt! Oktober er bare fløjet forbi og nu er det snart november, herefter december og jul og så er det tid til et nyt år. Det er er vildt. Et nyt år betyder også en ny kalender og jeg er så småt begyndt at sætte den nye op, men jeg bliver jo hele tiden fristet af mange nye ting, så om det bliver i den jeg har igangsat eller en anden, vil tiden vise.

Nu vil jeg vise jer hvordan november ser ud. Jeg skrev i mit oktoberindlæg at jeg synes den manglede lidt farve, det har jeg så sandelig lavet om på i november og jeg er helt vild med det. Samtidig har jeg prøvet nogle nye ting for første gang, og det er helt sikkert ikke sidste gang jeg prøver disse.

Min coverside er lavet med vandfarver og mine Staedtler Pigment Liner. Teksten er skrevet med mine Crayola Washable Supertips og jeg elsker virkelig at male med dem! Jeg har en pakke med 50 i, købt på Amazon, og der er virkelig mange nuancer af næsten alle farverne - det er så fedt!


Jeg holder mig stadig til den lille kalender, og jeg synes virkelig den passer godt til mine behov. På siden med læste bøger har der tidligere også været en to do til den næste måned, men den føler jeg overhovedet ikke at jeg har brugt, så den er fjernet. Igen har jeg malet med Crayola, vandfarve og det gnidrede farve på kalendersiden, er lavet ved at male med Crayola'erne på en plastikpose og så lægge den på siden - virkelig smart! Man kan også gøre det og sprøjte lidt vand på posen inden man lægger den på siden, så bliver farverne ikke helt så skarpe som disse.


Som sagt er jeg gået lidt amok med farver i denne måde, og jeg er faktisk blevet ret pjattet med mine træer. I starten var jeg lidt usikker på om, jeg ville kunne lide dem, men jeg er blevet glad for dem.


Jeg holder fast i mit ugedesign fra oktober, hvor jeg har arbejdsrelaterede aftaler, møder og andet til venstre, og en mindre række til private aftaler. For mig fungerer det rigtig godt. Jeg lavede den første uge, inden jeg kom i tanke om at vi jo starter midt i en uge, ups! Men hva' faen, det går nok. Træerne er lavet på samme måde - Crayola på en plastikpose og så trykket ned på siden. Grenene er tegnet med min Tombow Dual Brush Pen i sort.


Jeg ville egentlig have lavet et helt tema bare med nøgne træer og sort/grå/hvid baggrund, men jeg tror at det ville have været for dystert, så jeg glad for at jeg valgte kun at lave en uge "mørk". Det er også fedt at have så mange forskellige slags træer!


Jeg besluttede at holde den sidste uge på en halv side, hvilket også passer rigtig fint, da jeg har ferie i den uge og derfor ikke skal noget arbejdsrelateret. Samtidig giver det mig plads til at lave en masse julesider. For jeg nærmer mig slutningen af min kalender - jeg er spændt på om jeg kan presse ét år i en kalender til næste år. Hvis jeg har regnet rigtigt, så kan jeg godt.

Jeg kan godt afsløre af decembertemaet bliver jul!! Stor overraskelse!

Tak fordi I læste med!

Materialer brugt:
Leuchtturm 1917 a5 stort med tern
Crayola Washable Supertip (kan købes her)
Tombow Dual Brush Pen (kan købes her)
Staedtler Pigment Liner

fredag den 27. oktober 2017

Finally Fall Book Tag

Finally Fall Book Tag

Jeg er igen faldet over et book tag som jeg har lyst til at svare på. Jeg har set det både på Simones blog og på Pernilles blog. Jeg er så ringe til selv at lede efter tags, så det er fedt at andre bogbloggere skriver om dem. Jeg er dog ikke blevet tagget til at lege med, men jeg gør det alligevel, for hvilken årstid indbyder mere til hygge og læsning end efterår?!

1. In fall, the air is crisp and clear: Name a book with a vivid setting!
Naturbeskrivelser er for mig en utrolig vigtig del af en historie - i hvert fald hvis den foregår et meget anderledes sted end her. Jeg vil nævne "En konges vej", for selvom det er en mursten af en roman, indeholder den nogle af de smukkeste og mest detaljerede naturbeskrivelser jeg har læst længe. Jeg kunne nævne mange flere, fx også "De døde grotter", hvor beskrivelserne virkelig krøb under huden på mig.

2. Nature is beautiful… but also dying: Name a book that is beautifully written, but also deals with a heavy topic like loss or grief.
Til at begynde med ville jeg egentlig nævne "Monster" af Patrick Ness, som Simone også nævner, men det vil jeg ikke alligevel. Jeg vil nævne "Mørkets skønhed". Det er godt nok en tegneserie, men ikke desto mindre en utrolig stemningsfuld, skrøbelig og rå fortælling om død, overlevelse og om hvor langt man vil gå for det man vil have: retten til at leve. Tegningerne passer slet ikke til den skumle historie, og det synes jeg bare er ekstra fedt.

3. Fall is back to school season: Share a non-fiction book that taught you something new.
Jeg er simpelthen så dårlig til at læse faglitteratur. På en eller anden måde minder det mig alt for meget om at gå i skole og læse lektier. Jeg har dog købt nogle lærebøger i at skrive pænere håndskrift, så dem vil jeg holde mig til her! Jeg håber ikke det er snyd.

4. In order to keep warm, it’s good to spend some time with the people we love: Name a fictional family/household/friend-group that you’d like to be a part of.
Jeg vil tilslutte mig Simones svar og sige "Off-Campus"-gruppen. Jeg elsker virkelig den serie og det sammenhold vennerne deri har. Jeg nød at lære dem at kende, at grine og græde med dem. At opleve op- og nedture. Jeg føler næsten at de er mine venner, selvom de er fiktive. Det er bøger der virkelig har trykket på alle de rigtige knapper for mig og jeg ville betragte det som ære, hvis de ville hænge ud sammen med mig!

5. The colourful leaves are piling up on the ground: Show us a pile of fall-colored spines!
Det var rigtig sjovt at finde bøger til dette, især fordi jeg ikke troede det ville lykkedes, men jeg synes billedet blevet meget godt.


6. Fall is the perfect time for some storytelling by the fireside: Share a book where-in somebody is telling a story.
Jeg har nu i flere dage gået og tænkt over dette, og jeg er simpelthen blank. Så jeg nævner "Harry Potter", som både Simone og Pernille også har brugt.

7. The nights are getting darker: Share a dark, creepy read.
Jeg er faktisk ikke så meget til gyserhistorier - jeg har svært ved at slippe handlingen igen, så derfor læser ikke så mange. Hvis jeg skal vælge en, vil jeg vælge tegneserien "Locke & Key" - for ikke alene er historien mega creepy, men de utrolig detaljerede og flotte illustrationer gør det ikke bedre. Jeg får helt kuldegysninger bare af at tænke på den! Nok også derfor jeg ikke er blevet færdig med serien endnu, den skal helst tages i små bidder.

8. The days are getting colder: Name a short, heartwarming read that could warm up somebody’s cold and rainy day.
Jeg er en sucker for Jojo Moyes, så her vil jeg nævne "Honeymoon i Paris" og "Alene i Paris", som er to korte, men ikke desto mindre utrolig romantiske historier.

9. Fall (luckily, it’s my favourite season) returns every year: Name an old favourite that you’d like to return to soon.
Det er meget sjældent jeg genlæser bøger, men hvis jeg skulle vælge, tror jeg at jeg vil tage tilbage til Lyras Oxford i "Det gyldne kompas". Det er en af mine yndlingsserier og jeg elskede den højt da jeg læste den første gang. Nu kommer næste kapitel jo historien, så måske er det ved at være tid til en genlæsning.

10. Fall is the perfect time for cozy reading nights: Share your favourite cozy reading “accessories”!
Et krus varmt te, ild i pejsen og et varmt tæppe pakket godt om kroppen er total yndlings accessorie her i den kolde tid. Jeg kan også godt lide at krybe sammen i min stol på mit bibliotek, selvfølelig også godt pakket ind i tæppe der.

11. Spread the autumn appreciation and tag some people!
Jeg vil tagge Maria, Iben og De unges ord til at være med på legen!

onsdag den 25. oktober 2017

Sarah Engell; Valget [Sponsoreret]

Sarah Engell; Valget [Sponsoreret boggave af Carlsen Puls]

Bagsidetekst:
18-årige Xenia er godt på vej til at blive frontfigur for Etisk Parti, hvor hun både kan få indfriet egne ambitioner og forhåbentlig gøre den forskel i verden, som hun brænder så meget for. Men da hun møder en lille pige, der er flygtet alene til Danmark, bliver hun sat i et svært dilemma, for det viser sig hurtigt umuligt at vælge både succes og samvittighed. Situationen spidser til, og tidspunktet, hvor hun må træffe et valg, rykker tættere på.

Sarah er kendt for sine rå, rørende og aktuelle ungdomsromaner. I "21 måder at dø" er det mobning og selvmord der er på dagsordenen. I "Hjertet er 1 organ" er det selvskadende adfærd, fraværende forældre og homoseksualitet der i fokus. I "Valget" er det noget helt andet og det mindst lige så godt som de to tidligere nævnte titler, hvis ikke bedre - på sin helt egen måde.

"Valget" er en ekstremt politisk roman. Jeg ved ikke om det er Sarahs egne holdninger der skinner igennem, eller om Xenia er ene om sine meninger. Lige gyldigt hvilket der er tilfældet, er det tydeligt at Xenia brænder for sin sag - også selvom hun kommer i tvivl om hvad det egentlig er. Et ved hun dog, og at det følger hende hele vejen igennem bogen, synes jeg er rigtig godt: hun skal stole på sit hjerte. I politik er det svært, og til sidst kommer Xenia da også til en skillevej hvor hun skal vælge mellem succes og samvittighed. Det fede ved bogen er, at undervejs er det ikke helt entydigt hvilken vej hun vil vælge. Det er først til sidst at hun træffer sit endelige valg.

Undervejs i læsningen blev den knugende følelse om mit hjerte strammere og strammere. For udover at følge Xenia, følger vi også Lilas, den lille flygtninge pige, som Xenia møder. Hendes historie er hjerteskærende og Sarah har brugt så mange fede virkemidler når det er Lilas der fortæller. Jeg vil ikke komme ind på det her, for det skal I selv opleve. Det er dog virkelig gennemført. De ting Lilas har været igennem, er hun - uheldigvis - ikke ene om. At sagsbehandling er en langsommelig process, at der blev set skævt til flygtninge, at de bliver beskyldt for alverdens ting, er ikke nyheder - men desværre sådan tingene er. Jeg sad flere gange undervejs og fik dårlig samvittighed for ikke at gøre mere for asylansøgere.

"Det lyder sikkert dumt, men nogle gange føles det, 
som om jeg bruger alle mine kræfter på at overleve. 
Hvilket jo er absurd. I Danmark. Her er ingen bomber, 
jeg har mad i køleskabet og får gode karakterer, 
og alligevel kan jeg få det helt ad helvede til."

Dette er ikke kun en ungdomsbog. Jeg synes faktisk alle burde læse den. For ikke alene kæmper Xenia med veninde problemer og hverdagen med gymnasiet og afleveringer. Hun forsøger at gøre en forskel politisk, hvor hun gerne, aktivt, vil gøre noget, i stedet for kun at snakke om at gøre noget. Samtidig frygter hun for sine forældre der er udsendt med Læger uden grænser i Syrien, hvor faren er kommet slemt til skade. Xenias fokus er derfor spredt i alle retninger og selvom hun forsøger at navigere i den rigtige retning, er det svært, netop fordi hun bliver trukket i fra alle sider.

Jeg er blevet rørt at Sarahs tidligere bøger, men denne har rørt mig på en helt anden måde. For den viser både hvor vigtigt det er, at hjælpe andre og turde hjælpe, og samtidig hvor svært det kan være pga. det samfund og det system der er. Jeg blev både frustreret, ked af det, glad, og lykkelig undervejs i læsningen og mange andre følelser også.

Det er en utrolig stærk historie, som helt klart er en af de bedste ikke-fantasy ungdomsbøger jeg har læst i år!

"Det eneste, hun kunne huske var: Eventyr ender altid lykkeligt. 
Rygsækhistorier ender, som de selv vil."

Tak til Carlsen Puls for boggaven!

Fakta:
Forlag: Carlsen Puls
Udgivet i: 2017
Antal sider: 347
5 ud af 5 stjerner

mandag den 23. oktober 2017

Jennifer Bell; Den bøjede mønt

Jennifer Bell; Den bøjede mønt (De Ualmindelige, #1)

Bagsidetekst:
Dyk ned i en magisk verden under Londons gader, hvor intet helt er, som det ser ud ...

Da Ivy og hendes storebror Seb finder deres bedstemors hus endevendt, kan de slet ikke forestille sig, hvad der venter dem. En svævende fjer har skrevet en ildevarslende besked på væggen, og snart er de to søskende viklet ind i et hæsblæsende eventyr dybt under Londons gader, i den mystiske by Lundinor, hvor almindelige ting har magiske kræfter.

Men hvor der er store kræfter på spil, lurer der ofte ondskab, og nu Ivy og Seb finde til bunds i en gammel familiehemmelighed - før det er for sent ...

Jeg har læst flere anmeldelser af denne bog, som omtaler den som den nye Harry Potter. For mig er det utrolig store sko at skulle fylde ud, og selvom "Den bøjede mønt" er god, er der stadig et stykke vej op til Potter-status, i hvert fald i mit hoved.

Det er dog bestemt ikke fordi bogen er dårlig - på ingen måde. Jeg var fanget fra første side - eller ord (jeg hørte den som lydbog) - og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Historien er meget medrivende og spændende. Også til tider lidt uhyggelig, men det passer alt sammen til historien - Harry Potter var også lidt uhyggelig en gang i mellem.

Målgruppen for "Den bøjede mønt" kan fint være dem der stadig er lidt for unge til Potter. Sproget er ikke svært, der er dog - ligesom i Potter - anderledes ord, end dem vi kender, men dem lærer man hurtigt at kende. Skrivestilen er også nem at gå til og hele historien har et rigtig godt flow. Kapitlerne er forholdsvis korte, så man kan også fint læse lidt og holde pause - ikke at jeg var særlig god til det.

Jeg kan dog ikke lade være med at trække lidt flere paralleller til Potter; vi har en virkelig verden, med en skjult parallel verden. Vi har dem der har magiske evner, og dem der ikke har. Som i denne bog hedder "muckere" - i Potter er det "mugglere". Vi har tre venner der skal løse gåder for at nå frem til sandheden bag mysteriet - lyder det også bekendt? Når de ting så er nævnt, synes jeg bestemt at Jennifer Bell har skrevet en original og finurlig fortælling, som både vil underholde store og små.

Forfatterens ide med at give almindelige ting, ualmindelige evner, synes jeg er rigtig fin - og ja, man bliver måske lidt paranoid - er min citronpasser også en lampe? Og hvad kan min toiletbørste? Jeg kunne lide historien meget mere end jeg havde troet, og jeg glæder mig meget at læse mere - for der er helt klart lagt op til flere spændende sager som Ivy, Seb og vennerne skal løse!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: The Uncommoners - The crooked sixpence
Udgivet i: 2016 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 347
5 ud af 5 stjerner