onsdag den 27. juli 2016

10 spørgsmål #2: Christina Bonde

10 spørgsmål #2: Christina Bonde

Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Jeg var og er stadig vild med eventyr. De klassiske eventyr af Grimm. Specielt Askepot fik jeg læst højt igen og igen. Det er stadig mit favoriteventyr.
Senere var det fortællingerne om Narnia. Jeg elskede både bøgerne og filmatiseringen. 

Hvad er den første bog du selv læste?
Formentlig en hestebog. Fra jeg var omkring 8 år kastede jeg mig over alt læsestof så længe der var en hest på forsiden.

Din yndlingsbog som barn/ung?
Narnia 2 – Løven, heksen og garderobeskabet af C.S. Lewis

Din yndlingsbog som voksen?
Åh, der er mange yndlingsbøger … Min første indskydelse falder på Hestenes dal – Jordens børn 2 af Jean Auel.

En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Der har ligget frygtelig mange bøger på mit natbord som aldrig er blevet læst til ende, simpelthen fordi jeg mister interessen for historien. Jeg er frygtelig kritisk når jeg læser og hader at kæmpe mig igennem bøger, der lige meget hvor populære de er, ikke siger mig det fjerneste. Eller også overvælder de mig, bøgerne, i sådan en grad at jeg ikke kan rumme det. Den sidste bog jeg måtte lægge fra mig var Monster af Patrick Ness. Den bog gjorde mig simpelthen så trist at jeg endnu ikke har læst den til ende.

En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
En bog jeg lige kommer i tanke om er Twilight - Liv og død af Stephenie Meyer. Jeg blev lidt nysgerrig da jeg hørte om bogen hvor rollerne er byttet om, men jeg ved, at jeg aldrig vil få den læst. 

Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Mærker efter hvad jeg er i humør til, og så følger jeg en masse forskellige bogblogs og bliver ofte inspireret af anmeldelserne der.

En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Mange bøger har gjort indtryk på mig. Jeg skrev en ret omfattende opgave i gymnasiet om bogen Kun en pige af Lise Nørgaard, og hver gang jeg støder på den bog, rejser tankerne kortvarigt 20 år tilbage i tiden.

Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Faktisk hører jeg aldrig musik, hverken når jeg læser eller skriver. Jeg lytter altid til sangteksterne, bliver optaget af budskabet, lyrikken og kvaliteten, så det er umuligt for mig at fokusere på en historie samtidig. Jeg er virkelig dårlig til multitasking.

Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Jeg er i gang med at læse Outlander – Den engelske kvinde af Diana Gabaldon. Fantastisk kærlighedshistorie blandet med science fiction, magi og en masse historie og intriger. Den kan varmt anbefales.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar