Når man er en del alene hjemme og selv skal stå for underholdning indtil der er pause mens der soves til middag, kan jeg godt misunde fædrene der "bare" kan tage på arbejde i 8-9 timer om dagen og lade os der går hjemme, om det hele. Der skal holdes hus, vaskes tøj, gives opmærksomhed til hunden osv. samtidig med at man skal holde sit barn glad og veltilpas. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg har jeg brug for en kort pause der sidst på eftermiddag og selvom Iris sover et par timer om eftermiddagen, er det bare ikke helt det samme som at hun ikke er her - hvis I forstår hvad jeg mener. Derfor kan det godt være ekstra hårdt at være alene så meget som jeg føler jeg har været i perioder hvor der har været meget arbejde, fester eller koncerter. Jeg ved godt at jeg kan ringe efter både farmor og mormor. Tage ud og besøge veninder. På den ene side er jeg virkelig glad (og helt vildt priviligeret!) for at de er der, men jeg kan jo heller ikke ringe hver gang jeg har brug for en pause. Efterhånden lærer man som mor jo også at skelne gråd og gråd. I starten var jeg meget påpasselig med at tage hende op når hun græd, men nu ved jeg jo at hun ikke dør ved at ligge lidt - jeg skal jo lige have lov til at gå på toilettet eller smøre en mad.
Når manden endelig er hjemme vil jeg jo gerne have at han tager Iris - så hun kan lære ham at kende og han kan lære hende at kende. Jeg kan også mærke at jeg snart har brug for at kunne tage ud bare for mig selv - i biffen eller hjem til nogen, mens han så passer hende. Jeg har dog brug for at vide at han godt ved hvordan hun skal holdes glad og trøstes hvis hun bliver ked. Grænsen for hvornår det ikke er sjovt mere for hende er hårfin, og ofte er det ikke det samme der er sjovt særlig lang tid af gangen. Det skal jo også læres. Han skal også lære at man er på hele tiden, at det ikke er nok bare at underholde lidt, mens tv'et kører i baggrunden. Jeg forsøger ikke at have alt for mange distraktions momenter tændt når jeg er hjemme - jo bevares, jeg hører tit musik, men tv'et er slukket, og jeg forsøger kun at have min mobil ved hånden når jeg tager billeder eller ammer. Jeg ser ikke tv fordi hun også retter sin opmærksomhed på det, og jeg vil ikke vænne hende til det for hurtigt. Det er trods alt hendes behov for opmærksomhed fra mig der er vigtigst.
Fædrene synes helt sikkert også at det er hårdt med en baby, men tænk på at I ikke er på hele tiden. På en måde (og undskyld hvis I bliver sure!), kan man vel godt sige, at mens mor er på barsel og far arbejder, er de deltidsforældre. Det kan godt være I er på, når I er på arbejde, men det er ikke det samme. Jeg er i hvert fald træt på en anderledes måde nu end jeg var efter en 8 timers arbejdsdag. Er det så ikke forståeligt nok at vi gerne vil aflastes når I kommer hjem? Det er trods alt også os der (i hvert fald som oftest), er oppe om natten (det er som om babygråd om natten ikke er på en frekvens de kan høre - det har jeg også fået bekræftet fra andre), kan være det eneste der dur når der skal trøstes og bruger (ufattelig) meget tid på amme. Misforstå mig ikke - jeg nyder at gå hjemme, tiden går alt for hurtigt nogle gange. Det er ikke altid der er et roligt øjeblik og det er nok derfor de rolige øjeblikke er savnede og skal nydes endnu mere når de så endelig er der.
Jeg håber at fordelingen bliver lidt anderledes når nu vi skifter til flaske og mere fast føde. Så kan far også komme på banen når det er spisetid. Jeg er næsten holdt op med at amme, og selvom jeg ved jeg kommer til at savne den kontakt med Iris som det giver, glæder jeg mig også til ikke at skulle bruge flere timer om dagen på det. Jeg mister dog noget læsetid, men så må jeg udnytte tiden hvor hun sover. Det giver mig lidt mere frihed og snart kan jeg også sende manden op og tage morgentjansen, selvom han nok ikke er så begejstret for at skulle tidligt op i weekenden, men hey - sådan har mine weekender jo været i 5 måneder.
Som jeg startede med - hvis nogen er blevet stødt eller sure, undskyld!
Jeg håber at fordelingen bliver lidt anderledes når nu vi skifter til flaske og mere fast føde. Så kan far også komme på banen når det er spisetid. Jeg er næsten holdt op med at amme, og selvom jeg ved jeg kommer til at savne den kontakt med Iris som det giver, glæder jeg mig også til ikke at skulle bruge flere timer om dagen på det. Jeg mister dog noget læsetid, men så må jeg udnytte tiden hvor hun sover. Det giver mig lidt mere frihed og snart kan jeg også sende manden op og tage morgentjansen, selvom han nok ikke er så begejstret for at skulle tidligt op i weekenden, men hey - sådan har mine weekender jo været i 5 måneder.
Som jeg startede med - hvis nogen er blevet stødt eller sure, undskyld!
Jeg tror, at de fleste mødre vil nikke genkendende til det du reflekterer over her - og at de fleste fædre også vil - men måske ikke kan sætte sig rigtigt ind i det - og jeg tror egentligt heller ikke at de kommer til det - med mindre de selv erfarer at gå hjemme med baby i en længere periode. Jeg forstår til fulde dit behov for ro (alenetid) og det er vigtigt at du lytter til dig selv og kræver den tid - men for at få den bliver man nødt til at stole på sin partner - stole på at han kan klare opgaven (det kan han - det kunne min - men faktisk først da jeg gav slip på ansvaret og gav ham det) og trække "mor-er-den-eneste-der-duer" kortet væk! Min erfaring siger mig at det faktisk først er når mor slipper dit tag at far tager over og lever op til sin rolle. Jeg tror, at vi kvinder også skal se os selv lidt efter i sømmene og turde slippe kontrollen. Nå - men godt indlæg og jeg håber du snart får lidt tid til dig selv ! ;)
SvarSletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletMarie-Louise - det samme tænker jeg omkring det at give slip.
SvarSletHvis det virker for far og Iris, at han ser tv og underholder lidt, så er det også en måde at passe barn på, og er de alene, skal Iris nok sige til, hvis det ikke er nok :)
Men det er noget, jeg først har erfaret i bagklogskabens lys, jeg havde rigtig mange af de samme tanker som dig, da jeg stod med en lille.