fredag den 8. juni 2018

Jenny Han; For altid, Lara Jean [Sponsoreret]

Jenny Han; For altid, Lara Jean (To all the boys I've loved before, #3) [Sponsoreret af CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Lara Jean og Peter for evigt og altid. De er stormende forelsket, og alt er bare lutter lykke. Indtil den dag Lara Jean modtager en e-mail, hun er nødt til at svare på. Uanset hvad hun svarer, vil det komme til at gøre frygtelig ondt på Peter ... eller hende selv.

Hvis du er til bøger om den helt store kærlighed - og den kan godt findes selvom man kun næsten er 18 - så er den her serie bestemt noget for dig. Det er historien om Lara Jean og Peter der begynder som "falske" kærester for at gøre andre misundelige og selvfølgelig ender de med at forelske sig sådan rigtig i hinanden - det kan godt lyde lidt for plat, men jeg synes faktisk at det fungerer rigtig godt. Især fordi de problemer de kommer ud, er nogle jeg kan forestille mig at alle kan blive udsat for. Lara Jean og hendes søskende bor sammen med deres far, der først for nyligt er begyndt at date igen. Den ældste søster er flyttet til England for at studere, så Lara Jean og Kitty må holde skansen derhjemme.

Lara Jean skal både fungerer lidt som mor for Kitty og som søster. Samtidig skal hun navigere i det med drengene - i hvert fald i de første to bøger. Nu er hende og Peter jo sammen for alvor, men deres forhold trues stadig. Nu af college som ligger lige efter sommerferien. Selvom Lara Jean og Peter har planlagt det hele, går intet som de havde forestillet sig, og snart skændes de og har svært ved at snakke sammen. Især om de ting der omhandler de to og hvad de skal i fremtiden. Ingen af dem vil begå fejl, men netop fordi de ikke snakke sammen, risikerer de at gøre det. Udover det med kærester er det også en fin historie om søskendeforhold og det at være i en sammentømret familie, hvor sammenholdet pludselig trues af nogen udefra. Ikke at denne person vil noget ondt, men hele dynamikken i Song-familiens hus ændrer sig undervejs i bogen. Der sker radikale forandringer, ikke kun for Lara Jean, men for hele familien. Lara Jean skal også ruste sig til at bo væk fra sin far og Kitty. Hun skal finde sig til rette et nyt sted og finde nye venner - hvilket vi ved at hun godt kan have lidt svært ved. Heldigvis er Lara Jean vokset rigtig meget i de sidste bøger, så jeg er ikke i tvivl om at hun nok skal klare det.

Jeg må indrømme at jeg faktisk havde frygtet det værste da jeg gik i gang med bogen. For den lægger virkelig op til en afslutning, og ikke bare på bogen, men på så mange andre måder også. Heldigvis (og håber ikke jeg spoiler for meget) - er det ikke alting der slutter, selvom det lige er på vippen. Nogen kan måske også frygte at det bliver for amerikansk eller for sukkersødt. Det synes jeg ikke det gør - et par gange kommer vi tæt på, men ikke noget som historien ikke kan bære eller som er for irriterende. Der er en del dimissions traditioner som jeg ikke kendte, men de bliver beskrevet rigtig godt og man føler historien har et godt flow, fordi begivenhederne er omtalt som de er. Samtidig får vi hele tiden et indblik i hvad Lara Jean føler omkring det hele - hvilket også virker rigtig godt.

Det er i det hele taget en rigtig fin afslutning på en god serie, som er god til dem der vil læse om kærlighed. Der er ingen "frække" scener i og selvom det godt kan virke lidt poleret til tider, så passer det stadig rigtig godt til historien, for sådan er Lara Jean og hun er tro mod sig selv hele vejen igennem, selvom hun udfordres.

Tak til CarlsenPuls for boggaven.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Always and Forever, Lara Jean
Udgivet i: 2017 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 320
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar