onsdag den 27. marts 2019

Neil Patrick Harris; Den anden historie [Anmeldereksemplar]

Neil Patrick Harris; Den anden historie (De Magiske Møgunger, #2) [Anmeldereksemplar fra Carlsen]

Bagsidetekst:
Leila er mester i at bryde ud. Det har hun lært på det børnehjem, hvor hun er vokset op, og hvor hun blev drillet og låst inde i et mørkt skab af de andre piger. Nu er hun fri og udbryderpige hos De Magiske Møgunger, som også er hendes bedste venner. 

Men der sker mystiske ting i byen Kildevæld, hvor de holder til. En tyvagtig abe bryder ind, byens bjerghotel hjemsøges af spøgelser, og midt i det hele dukker en synsk dame fra fortiden op. 

Kan De Magiske Møgunger beskytte deres by, og kan Leila skjule den hjemmelighed, som hun gemmer i en lille æske?

Jeg synes at Neil Patrick Harris har fat i den lange ende. Det er en underholdende historie og den er anderledes end så meget andet børnelitteratur der bliver udgivet. Det er ikke helt fantasy, men måske derhen af. Der er masser af magi og tryllekunster - også nogen man selv kan lære, og det vil også gå rent ind hos målgruppen. Samtidig er der godt med humor, så den er bestemt også underholdende at læse.

Fortællingen er også spændende, for som læser holdes man i armslængde fra sandheden hele tiden, og man må selv lægge brikkerne til puslespillet. Det fungerer rigtig godt. Handlingen er også hurtig og actionpræget - der er ikke meget tid til at stoppe og trække vejret, men det gør ikke noget, når flowet er godt og siderne vender sig selv.

Personerne er også meget nemme at relatere til. I første bind var det Carter der var hovedperson og i denne er det så pigen, Leila, vi følger mest. Hun er udbryderdronning, forældreløs og usikker på om hendes adoptivfædre virkelig elsker hende. Det er nemt at føle hendes usikkerhed, men også stolthed når trylletricks virker eller hun stråler på anden vis. De andre møgunger er stadig med og jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende.

Hvis man er til magi, tryllekunstner, venskab og humor, så skal man kaste sig over denne serie. Hvis man som mig, ikke helt passer i målgruppen og hader at forfatteren/fortælleren snakker til en undervejs i historien, så skal man nok overveje om man vil gå i gang. Ikke fordi historien er dårlig - det er den bestemt ikke - men fordi det irritere mig helt vildt når forfatteren indskyder bemærkninger og undringer. Jeg tror dog at målgruppen (9+) vil finde det meget underholdende. Det er heller ikke helt så meget som i første bind - heldigvis, for mig!

Tak til Carlsen for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: The Second Story
Udgivet i: 2018 (på engelsk) og 2019 (på dansk)
Antal sider: 331
4 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar