onsdag den 9. november 2022

Aisling Fowler; Ildfødt - Twelve og sneskoven [Uopfordret anmeldereksemplar]

Aisling Fowler; Ildfødt - Twelve og sneskoven [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Twelve har aflagt troskabseden og er blevet jægerlærling. Hun har afgivet sit navn til gengæld for at lære den ædle kunst at besejre uhyrer, men det er ikke nemt at falde til i jægerlejren, når man selv bærer på hemmeligheder.

Da lejren bliver invaderet, og en ung pige bortføres, drager Twelve ud for at finde hende. Twelve befinder sig pludselig på en farefuld færd, der vil ændre hendes liv – og hele verden.


Den her bog har en snert af storhed i sig - det kunne blive rigtig, rigtig godt!

Ikke alene er jeg helt forelsket i forsiden, for se lige - den emmer da bare fantasy, action og magi, men selve historien har virkelig mange detaljer og facetter.

Twelve er i lære som jægerlærlig - men selvom hun er den bedste til at slås, er hun den værste til at få venner. Hun gemmer nemlig på en skrækkelig hemmelighed og et ønske om hævn. Da Twelve sætter sig for at finde en forsvunden elev, må hun sætte sine egne behov på pause og ud på en farefuld mission - som selvfølgelig kræver alliancer, tillid og en god del held.

Det er ikke kun en historie om at se ens værste frygt i øjnene, men også en historie om at man ikke kan skære alle over samme kam. Selvom Twelve nærer et indædt had til skovklanen, er det måske ikke alle fra den klan der er lige slemme? Kan hun blive venner med sin fjende?

Samtidig er det historien om at det ikke altid er de stærkeste der vinder. De snu og kloge kan også noget – især når man danner alliancer. Det er også historien om venskaber og noget mere – for kan man være venner, hvis den ene part føler mere end den anden?

”Ildfødt” er en fabelagtig første del i en serie, jeg spår en stor fremtid. Der er kun lige skrabet i overfladen og jeg forventer endnu mere action, mere magi og flere slag i de næste bind.

Tak til forlaget for uopfordret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Straarup & Co.
Original titel: Fireborn – Twelve
På dansk ved: Mette Stepnicka
Udgivet i: 2021 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 370
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar