onsdag den 27. september 2023

Kenneth Bøgh Andersen; Danske sagnvæsener - et bestiarium [Anmeldereksemplar]

Kenneth Bøgh Andersen; Danske sagnvæsener - et bestiarium [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Ser du en nat et lille, men klart lys i mørket, så tag dig i agt. Lygtemanden vil nyde at lokke dig ud i mosen og lade dig drukne under månens blege skær.

Lygtemanden, helhesten, ellefolket, skiftingen, liglammet, gravsoen og mange, mange flere. Sælsomme, forunderlige og farlige væsener, som de færreste i dag har hørt om, men som man troede på, dengang byerne var små, skoven stor og natten svimlende mørk. Naturen var et mylder af sære skabninger, som man skulle passe på og vogte sig for.

I dette flot illustrerede opslagsværk lærer du alle de farverige danske sagnvæsener at kende. Og ikke mindst – hvordan du kan beskytte dig mod dem …

For sagt på en anden måde: Engang troede man, at Danmark var fyldt med monstre. Tænk, hvis man havde ret?


Jeg har efterhånden læst en del spændende opslagsværker, eller bestiarier om man vil – både om julemonstre, om de uddøde, om drager og monstre. Men denne må siges at være i særklasse – især i sit udtryk. Illustrationer, layout og format går hånd i hånd op i en højere enhed og det er en virkelig flot bog, der indbyder til læsning - om end en noget uhyggelig læsning. 

Forfatter Kenneth Bøgh Andersen er en produktiv mand og har bl.a. kastet sig over at genfortælle en del ældre gyserhistorier, fx ”Frankenstein” – personligt kan jeg bedst lide ”De hvide mænd”, ”Himmelherren” og ”Den store djævlekrig”.

Illustrator Kristian Eskild Jensen har også en hel masse bøger i bagagen, både børnebøger og billedbøger. Jeg har læst og nydt ”Og de onde lo – amoralske fabler”, som også er smukt illustreret.

Kristian formår at få utrolig mange detaljer med i sine illustrationer, så mange af tegningerne fremstår meget levende – måske i dette tilfælde, for levende – gys! Der er virkelig nogle af væsener der får det til at løbe koldt ned ad rygge på en …

Dette er da heller ikke første grafiske bog som Kenneth har skrevet. Sammen med Benni Bødker og John Kenn Mortensen har han genfortalt Grimms eventyr. Med Lars Gabel har han skrevet ”Skæbnemageren” og ”78°”.

Med dette bestiarium forklarer og fortæller Kenneth om de mange danske sagnvæsener – og selvom jeg troede jeg var ret godt bevandret indenfor denne kategori, var der flere jeg ikke havde hørt om.

Udover en historie om hvem eller hvad, disse væsener var, er der et råd til hver enkel om hvordan man kan slippe fra dem, eller undgå at møde dem. Ret handy hvis nu man skulle støde på en helhest eller ved et uheld komme til at fornærme hyldemoren.

”Danske sagnvæsener” er nok ikke en bog jeg vil anbefale som godnatlæsning – medmindre man gerne vil have mareridt. Den er fra børn i alderen 10+ - men voksne kan finde ligeså stor underholdning og viden ved at læse den.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2023
Antal sider: 181
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar