fredag den 11. juni 2021

Angie Thomas; Concrete Rose [Anmeldereksemplar]

Angie Thomas; Concrete Rose (The Hate U Give, #0) [Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Maverick er søn af en tidligere bandeleder, som nu sidder i fængsel. For at hjælpe sin mor økonomisk dealer han stoffer for The King Lords. Det er sådan, han har lært at tjene sine penge.

Livet er ikke perfekt, men med en smuk kæreste og en fætter, der altid har Mavericks ryg, er der styr på det meste. Lige indtil Mav finder ud af, at han skal være far. Pludselig har han en lille søn, Seven, som er afhængig af ham. Så da Mav får mulighed for at komme ud af The King Lords, tager han den.

Men King Lords-blodet løbet i hans årer, og loyalitet, hævn og ansvar er ved at æde Mav op. Særligt da en nær ven bliver slået ihjel.


Mens jeg læste ”Concrete Rose” fik jeg forfærdelig meget lyst til at læse ”The Hate U Give” igen (så det gjorde jeg – og den er lige så god anden gang, som første gang) – samtidig fik jeg lyst til at se filmen, der bygger på ”The Hate U Give” – så det gjorde jeg også. Den ramte mig også lige i hjertet – igen.

Jeg blev ikke helt så betaget af ”Concrete Rose” – desværre. Jeg tror jeg ville have holdt mere af den, hvis ikke jeg havde læst ”The Hate U Give”. Misforstå mig ikke, jeg synes indblikket i hvordan Maverick blev som han blev, de valg han træffer og hvordan forholdet mellem ham og King gik skævt, er spændende og interessant læsning. Jeg var bare ikke så engageret og hooked på Maverick som jeg var med Starr.

Det er bestemt ikke fordi det ikke er troværdig læsning og jeg følte også med Maverick og de prøvelser han må igennem. Den unge, smart-i-en-fart-fyr, der pludselig skal tage sig af en tre måneder gammel baby, samtidig med at han skal forsøge at være manden i huset – det er ikke nemt og Mav føles virkelig. Jeg kan sagtens se det for mit indre blik – måske fordi jeg ved at det virkelig er sådan mange steder i fx USA. Man er street for life.

Jeg sad da også flere gange med en klump i halsen og måtte lige synke en ekstra gang. For historien rammer stadigvæk. At Mav tror den eneste løsning på problemerne, er at sælge stoffer, i stedet for at forsøge at komme ud. For han er jo klog og kan egentlig godt se, at den vej han bevæger sig ned af, ikke er god. Men han har svært ved at sige fra og stoppe – for taber han så ikke ansigt?

Jeg var ikke ligeså rørt som jeg var da jeg læste ”The Hate U Give”. Jeg blev ikke helt så knust. Helt så ked af det og forarget. Nok fordi historien om Starr lige giver den en ekstra tand. Lige det mere, der skubber den helt ud over kanten og op i toppen af ungdomsbøger som alle burde læse.

Man bør også læse ”Concrete Rose” – mest for at se hvilke valg man ikke skal træffe og for at lære at der altid er en vej ud. Man skal bare være modig nok til at følge den.

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Concrete Rose
På dansk ved: Betty Frank Simonsen 
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 326
5 ud af 6 stjerner

2 kommentarer:

  1. Meget pudsigt så lånte jeg denne bog tidligere i dag - ser frem til at læse den :-)

    SvarSlet
  2. God dag! Jeg er Martina Bonucci, og dette er min historie.. Efter 3 års brudt ægteskab efterlod min mand mig med tre børn, og mit liv blev ødelagt. Jeg ville afslutte det hele, jeg begik næsten selvmord, fordi jeg var så deprimeret. Jeg var så følelsesmæssigt deprimeret hele denne tid, og livet virkede meningsløst. På en skæbnesvanger dag, mens jeg surfede på internettet, stødte jeg på adskillige vidnesbyrd om Dr. Udama. Nogle mennesker vidnede om, at det bragte deres eks tilbage, nogle vidnede om, at det genopretter livmoderen og helbreder sygdomme med hans urter. Jeg var mere interesseret i forsoning med min mand, hvilket Dr. Udama muliggjorde på 3 dage. Nu er min mand tilbage, og vi har levet lykkeligt lige siden. Tak skal du have. Her efterlader jeg din kontakt til alle. E-mail: udamaada@gmail.com Ring / Whatsapp: +27 65 897 8226

    SvarSlet