fredag den 7. januar 2022

Elin Persson; De afghanske sønner [Uopfordret anmeldereksemplar]

Elin Persson; De afghanske sønner [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Rebecka er ny i jobbet på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Hun ved ingenting om integration, men det gør ikke noget. Det eneste, som jobbet kræver, er, at man er god til at følge reglerne i proceduremappen. Rebecka får ansvaret for tre unge afghanske drenge. Ahmed danser med hofterne, Hamid har brevet fra udlændigestyrelsen liggende på natbordet, og Zaher trasker stille rundt i gangene i sine glitrende plastiksandaler. 

Rebecka forsøger at bevare distancen, men det er svært, når der er ægte liv, skæbner og følelser på spil.


Uha, den her bog gjorde ondt. Den var egentlig kommet lidt ned i bunken af ulæste bøger, men så så jeg Christina aka. BausagerBooks anbefale den – og hende lytter jeg til, så frem fra bunken kom den. Jeg læste den på én aften, men det tog mig flere dage at slippe den.

Rebecka er hjælper på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn – alene det giver mig ondt i maven, for det må kræve en helt særlig slags person, at kunne være sådan et sted. Rebecka har hovedsageligt med de tre afghanske drenge, Ahmed, Hamid og Zaher at gøre. Hun hjælper dem, finder tøj til dem, tager dem på ture og meget mere, mens hun sørger for at alle procedurer er fulgt til punkt og prikke. Der er ikke rigtig andre der lader til at gå op i om drengene rent faktisk har det godt, men langsomt begynder Rebecka at gå op i det.

Selvom hun netop er god til det med procedurerne, så kan hun ikke lade være med at knytte sig til dem. Langsomt begynder hverdagen at krakelere og sprækkerne i systemet bliver mere og mere synlige, og  Rebecka begynder at have svært ved at håndtere sit job. Som læser får vi mere og mere ondt i hjertet over skæbnerne i historien. Ikke kun Rebecka, men bestemt også de tre drenge/unge mænd, der egentlig bare gerne vil blive i Sverige. Passe skolen, gå til fester og til taekwondo. Men kan man det når man hedder Ahmed og ikke Adam?

Det er virkelig barsk læsning. Det er 184 sider der går lige i hjertet. Det er en højaktuel historie og bør ikke kun læses af unge, men bestemt også voksne læsere. Den giver et troværdigt indblik i livet på et asylcenter og at selvom man prøver at være uberørt at skæbnerne der bor der, kan man det ikke. Det kræver noget særligt.

Tak til Gutkind for uopforadret anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gutkind
Original titel: De afghanska sönerna
På dansk ved: Martha Flyvholm Tode
Udgivet i: 2021 (på svensk og dansk)
Antal sider: 184
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar