Bagsidetekst:
Under en snestorm søger Tegan tilflugt på Thomas Edison-museet. Pludselig går døren op, og in træder Mac Durant, klassekammerat og skolens ukronede konge. Tegan, som plejer at gøre alt for, at andre ikke skal se hende, kan slet ikke tackle mødet med Mac, men som aftenen og natten skrider frem, åbner de to modpoler sig mere og mere for hinanden. Macs liv er ikke så lykkeligt, som det ser ud på overfladen, og Tegan er ikke så stille, som man tror, og hun bærer på en altoverskyggende hemmelighed, som involverer Mac.
Jeg ved virkelig ikke hvad der er med mig og Val Emmichs bøger. Jeg var bestemt ikke begejstret for ”Kære Evan Hansen” og jeg er heller ikke særlig begejstret for ”Vi går imod strømmen”. Jeg havde ellers håbet at jeg godt ville kunne lide den, men ak.
Jeg ved ikke om det er fordi Vals hovedpersoner mangler et moralsk kodeks. I ”Kære Evan Hansen” kunne jeg ikke udstå at Evan trak sin historie så langt ud som han gjorde. Det blev simpelthen for meget. Jeg har det lidt på samme måde med Tegan i ”Vi går imod strømmen”. Hun virker utrolig u-likeable. Jovist, hun har haft det slemt, men, ja, det giver hende ingen ret til at opføre sig som hun gør. Vil ikke spoile alt for meget, så forsøger at være så vag som jeg kan være.
Men som med Evan, er Tegan længe – alt for længe – om at afsløre sit sande jeg. Pinen trækkes for langt ud. Moralen spændes for hårdt. Jeg havde svært ved at være i det. Jeg var irriteret på Tegan, men også hendes omgangskreds. At de ikke har sagt noget til hende før. Fået hende til at forstå hvor slemt det er.
Samtidig synes jeg at Mac er virkelig irriterende. Han er utrolig stereotyp på en sportsnørd i en high school i USA. Flot, høj, bredskuldret, altid smilende og vellidt af alle. Selvom han også gemmer på en skyggeside, synes jeg godt hans karakter kunne have været skruet anderledes sammen.
Det havde været interessant at høre historien fra Macs synsvinkel. Jeg håbede flere gange at der ville komme et par kapitler fra ham, men desværre ikke. Jeg tror det ville have blødt min holdning til Tegan lidt op. Fået mig til at se hende i et andet lys.
Jeg var dog vild med at den reelle historie, mellem Mac og Tegan udspiller sig på timer henover en nat med snestorm. Jeg synes det giver en særlig dynamik i en historie, når den har kort tid at udfolde sig over. Vi får en del flashbacks til Tegans fortid og det fungerer også fint, og er med til at give hende dybde, om end jeg stadig ikke bryder mig om hende.
Så, det er op på hesten igen for mig og mit forhold til Val Emmich. Jeg tror dog, at hvis man godt kunne lide ”Kære Evan Hansen”, vil denne også falde i god jord.
Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: Maybe We’re Electric
På dansk ved Kim Langer
Udgivet i: 2021 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 261
3 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar