Rachael Lucas; Det lille bibliotek [Uopfordret anmeldereksemplar]
Bagsidetekst:
Besøg det lille bibliotek, hvor du både kan finde bøger, vin og hemmeligheder …
Little Maudley er det perfekte tilflugtssted for Lucy. I den idylliske landsby finder hun et lille hus og får endda nedsættelse i huslejen, hvis bare hun vil holde lidt øje med den halvsure nogle-og-90-årige nabo, Bunty.
Lucy har to mål: at slappe af og fordybe sig i historie om Bletchley park, der spillede en central rolle i modstandskampen under Anden Verdenskrig. Men lokalbefolkningen har andre planer, og før Lucy ved af det, er hun dybt engageret i at forvandle bytorvets gamle telefonboks til et lille bibliotek.
Imens spirer venskabet mellem den lokale snedker, Sam, og det viser sig endda, at Bunty har en særlig forbindelse til Bletchley Park og den gamle telefonboks. Noget, hun har holdt hemmeligt i årtier, og som nu endelig kommer op til overfladen …
”Det lille bibliotek” er et must read hvis du er til feel good, engelsk landidyl og tråde til top secret missioner under 2. Verdenskrig.
Lucy er historielærer, med en forkærlighed for 2. Verdenskrig. Hun er også en meget presset lærer og da hun en dag besvimer i skolen, beslutter hun sig for at tage orlov og flytte til den idylliske by Little Maudley. Her kan hun forhåbentlig slappe af og ikke mindst læse en masse om Bletchley Park. Dette sted spillede en afgørende rolle under 2. Verdenskrig, da det var et af de vigtigste centre for dekryptering af fjendtlige meddelelser – se evt. ”The Imitation Game”, så er man med.
Udover at slappe af og læse, skal Lucy også, som det fremgår af bagsideteksten, holde øje med nabokonen, Bunty. Til at starte med kommer de skævt ind på hinanden og Lucy har svært ved at få Bunty til at åbne for sin egen fortælling. Men Bunty er fra en anden tid, en tid, hvor det at fortælle sandheden kunne være meget farligt og derfor har hun svært ved at lukke nogen ind. Samtidig frygter Bunty hvad der vil ske hvis hun rent faktisk fortæller sandheden.
Lidt mod sin vilje bliver Lucy inddraget i flere projekter i den lille by og snart har hun nok at se til. Hun skal både hjælpe med at redde telefonboksen, der også gemmer på indtil flere hemmeligheder og gode historier, hun skal agere mellemled for den søde nabo, Sam og hans teenagedatter og meget mere.
”Det lille bibliotek” er virkelig hyggelig læsning. Så enkelt kan det siges. Der er ikke så meget drama, som der måske ellers er i de her feel good-romaner, men det gør ikke noget. Det er en god historie og jeg er vild med personerne der er med. De bliver beskrevet detaljeret, uden at det bliver alt for meget. Jeg kan sagtens se steder og personerne for mit indre blik.
Jeg kan godt lide Lucy, der selvom hun virker stille, alligevel har ben i næsen og ikke helt tager nej for et svar. Sam, der har opfostret en teenagepige helt alene, samtidig med at han har et selvstændigt firma er også herlig. Selvom Lucy og Sam danser lige lovlig længe om den varme grød, er deres historie også fin.
Hvis du skal have en bog med i strandtasken, eller med ud på terrassen til sommer – er denne et ganske godt bud på perfekt sommerlæsning.
Tak til forlaget Cicero for uopfordret anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Cicero
Original titel: The Telephone Box Library
På dansk ved Lisbeth Kjær Johansen
Udgivet i: 2020 (på engelsk) og 2022 (på dansk)
Antal sider: 382
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar