onsdag den 14. juni 2023

Adam O; Lulu Lukøje [Uopfordret anmeldereksemplar]

Adam O; Lulu Lukøje [Uopfordret anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Lulu bor i Drømmeløse, hvor ingen nogensinde drømmer. Uden for byen står en gammel overbegroet bus, og en dag starter Lulu bussen med en nøgle, hun har fået af en sulten krage. Her begynder den vildeste rejse ud i universet. Lulu møder fremmede planeter, flyvende delfiner, en gammel tankpasser og kaninen Tier, som hun hurtigt bliver venner med, og som hjælper hende med at styre den flyvende bus og få den tilbage på det tabte drømmespor.

"Jeg er virkelig dårlig til det her," gispede Lulu.
"Du gør det godt," sagde Tier. "Bare klø på."
Lulu drejde lidt for tidligt og rev en lang antenne af Centralen. 
"Æg og omeletter," sagde Tier. "Øvelse gør mester."


"Lulu Lukøje" er som en gentænkning af "Ole Lukøje" og "Den Lille Prins" – det er ikke kun noget jeg siger, fordi det stod i det brev der fulgte med bogen, men det er virkelig den følelse man får når man læser bogen.

Jovist, det er en billedbog og rimelig hurtigt læst, men dermed ikke sagt at den er hurtigt overstået. Hvis man vil, kan man bruge lang tid på både at snakke om de flotte illustrationer og historien om at finde ud af hvem man er og at intet er umuligt, man skal bare turde drømme det.

Adam O har efterhånden en hel del bøger at skrive på sit CV – helt fra billedbøgerne om ”Tonni 2 Ton” om trolde og venskab, bøgerne ”Den rustne verden”, om familiesammenhold, søskendekærlighed og overlevelse i et dystopisk Danmark og ej at forglemme, den fantastiske "Gro".

Hans streg er unik og man er ikke i tvivl når man står med et af hans værker i hånden. Personligt elsker jeg alt ved dem. Jeg er vild med farverne og detaljerne. Samtidig synes jeg det er fedt at det ofte minder om graffiti og har et street-præget look. Jeg kan godt lide det bombastiske i dem og at de samtidig er fyldt med liv.

”Lulu Lukøje” er historien om rejsen ud i det ukendte. Om at turde overvinde ens frygt, om at selv de mindste personer kan gøre den største forskel og ikke mindst: om drømme og fantasi. Hvad er vi uden vores drømme og fantasi? Det vil i hvert fald være en kedelig tilværelse.

Jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Udgivet i: 2023
Antal sider: 60
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar