onsdag den 3. januar 2024

Pernille Neergård; Afslutningen [Anmeldereksemplar]

Pernille Neergård; Afslutningen (Verdensherrerne, #4)

Bagsidetekst:
Verdenskrigen er brudt ud. Alexander og Anna tvinges til at begrave stridsøksen, da truslen fra Killian rykker tættere på. Nye venskaber og alliancer opstår på tværs af verdensgrænserne, men da et uventet forræderi slår dybe skår i alliancen, bringes ny viden om, præcis hvad der skete med Annas familie, frem i lyset.

Vil det endelig lykkes Alexander, Anna og deres venner at samle verdnerne og vinde Verdenskrigen?

Eller må de bøje sig i støvet for en Verdensherre fra Alamantia?

Der er bøger man glæder sig til at begynde på, og så er der bøger man frygter at begynde på. Det her er lidt begge dele – og jo, sådanne bøger findes også.

Pernille Neergård har skabt en helt fantastisk serie, med et univers der bare bliver ved med at vokse. Med et persongalleri man både elsker og hader. Med en masse stærke stemmer og venskaber der opstår og forgår. Med en handling der er så hæsblæsende at man skal holde tungen lige i munden rigtig mange gange undervejs.

I det hele taget er det en storslået serie og derfor var det også med en vis nervøsitet at jeg gik i gang med fjerde og sidste bind i serien. For kunne den leve op til de andre? Hvordan ville det hele slutte? Kunne Pernille slå sløjfe på alle trådene?

Svaret er ja, det kunne hun godt. ”Afslutningen” er virkelig en værdig afslutning på dette episke værk.

Den er velskrevet, spændende og medrivende. Den formår at fastholde læseren, samtidig med at man lige må stoppe og trække vejret undervejs, pga. det høje tempo og de mange personer og handlinger der skal holdes styr på. Hvilket, for at være ærlig, kan være lidt forvirrende. Jeg måtte også lige bruge lidt tid på at komme tilbage i universet og hvad der var sket i de forrige bøger, men så snart tonen er fundet, spiller musikken smukt.

Jeg vil ikke komme så meget ind på handlingen, for den forklarer bagsideteksten egentlig rigtig godt – og jeg vil nødig spoile nogen der endnu ikke har læst serien, eller kun har læst den første.

Der er egentlig heller ikke så meget at sige andet end: læs ”Verdensherrerne”! Det er dansk fantasy i utrolig høj klasse.

Tak for historien, Pernille – jeg håber du skriver mere! Du ved i hvert fald godt hvilken historie jeg gerne vil læse …

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2023
Antal sider: 416
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar