Bagsidetekst:
”The first year is when some of us lose our lives. The second year is when the rest of us lose our humanity.” – Xaden Riorson
Everyone expected Violet Sorrengail to die during her first year at Basgiath War College—Violet included. But Threshing was only the first impossible test meant to weed out the weak-willed, the unworthy, and the unlucky.
Now the real training begins, and Violet’s already wondering how she’ll get through. It’s not just that it’s grueling and maliciously brutal, or even that it’s designed to stretch the riders’ capacity for pain beyond endurance. It’s the new vice commandant, who’s made it his personal mission to teach Violet exactly how powerless she is–unless she betrays the man she loves.
Although Violet’s body might be weaker and frailer than everyone else’s, she still has her wits—and a will of iron. And leadership is forgetting the most important lesson Basgiath has taught her: Dragon riders make their own rules.
But a determination to survive won’t be enough this year.
Because Violet knows the real secret hidden for centuries at Basgiath War College—and nothing, not even dragon fire, may be enough to save them in the end.
Jeg havde besluttet at min ferie skulle gå med at læse ”Iron Flame” – jeg har også lavet mange andre ting, men læsning har været et af mine fokuspunkter. Og netop ”Iron Flame”, fordi jeg ville have tid, overskud og ro til at nyde bogen. Til at bruge tid på at sætte tabs ind og ja, bare nyde fortællingen.
Jeg er godt klar over at ”Iron Flame” har delt vandene. Der var mange der elskede ”Fourth Wing” – mig selv inklusiv, men jeg har lidt fornemmelsen af at enten så elsker man ”Iron Flame” eller også gør man ikke.
Det kritikerne siger, er bl.a. at historien er for langtrukken. At hele dramaet omkring at sige sandheden mellem Violet og Xaden bliver for meget. Der er ikke nok aktion og de personer man holdt af i ”Fourth Wing” er ikke ligeså gode i ”Iron Flame”. Og så videre.
Når man har læst fx Sarah J. Maas, Jennifer Armentrout eller sågar Pierce Brown, så ved man at worldbuilding er vigtig. ”Crescent City” af SJM får også hug for at være for langtrukken og ja, ligefrem kedelig i sin introduktion til universet. Men jeg elsker det. Jeg føler på ingen måde at det er langtrukket, tværtimod. For mange af informationerne, er vigtig senere hen i historien.
Derfor synes jeg ikke ”Iron Flame” er langtrukken. Nok nærmere tværtimod. Der er virkelig mange små hints og ledetråde der giver mening senere hen. Jeg sad med flere ideer til hvad der kunne ske undervejs, men ikke meget af det holdt stik. Samtidig synes jeg at Rebecca Yarros skriver virkelig godt. Det hele står levende foran mig og jeg kan se scenarierne for mit indre øje meget tydeligt.
Jeg vil dog sige at der var lige et par steder til sidst hvor jeg blev lidt træt af Violet og Xadens konstante skænderier om at holde ting skjult for hinanden. For de gør det begge to, for at beskytte hinanden. De ville nok få mere ud af deres beskyttelse hvis de vidste alting, men det er nok bare mig. Men indtil da, så gjorde det mig ikke noget.
Det viste mig derimod at, både Violet og Xaden ikke er perfekte. At de har ting de skal kæmpe med og blive bedre til, før de kan få det forhold som de gerne vil have: et der varer resten af deres liv. Det viser mig at de er villige – om end ikke så gode – til at arbejde med dem selv. Men ja, der er enkelte steder hvor det bliver lidt for meget.
Så er der spørgsmålet om aktion – både i og udenfor soveværelset … Og selvom vi skal vente ret længe på det første hede øjeblik, så synes jeg ikke at der er for få af dem. Det er trods alt en helt anden situation end i ”Fourth Wing”, hvor de ikke længere går på samme skole, og der er mange der forsøger at holde dem fra hinanden.
Jeg synes også nok at der er kampscener og aktion, måske mest i sidste halvdel af bogen, men det er der.
Dragerne er et kapitel helt for sig. Jeg elsker virker Tairn og Andarna. Deres ping-pong og humor er virkelig noget af det der letter stemningen i bogen. De mange overlegne kommentarer fra Tairn er spot on. Samtidig er deres loyalitet overfor Violet virkelig rørende og selvom de ender i mange livstruende situationer, beskytter de hinanden med alt hvad de har.
Det er lidt en tom følelse jeg sidder tilbage med. ”Fourth Wing” slog benene væk under mig og jeg synes virkelig det er en helt igennem fantastisk bog. Den er også lige en my bedre end ”Iron Flame”.
Men selvom jeg kan godt kan nikke genkendende til det kritikerne siger, så vil jeg bare sige at jeg elsker bogen alligevel. Med fejl og mangler. Det er en virkelig fremragende historie. Jeg elsker personerne, dragerne, handlingen og skrivestilen.
Og nu kan jeg så vente til december på næste bog … suk …
Fakta:
Forlag: Red Tower Books
Udgivet i: 2023
Antal sider: 623
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar