onsdag den 10. april 2024

Sara Rahmeh; Betonhjerter

Sara Rahmeh; Betonhjerter

Bagsidetekst:
Jeg ved godt, hvad folk siger om mit hjem. Det burde rives ned og erstattes med ældreboliger og udendørstræningsfaciliteter for nybagte mødre med barnevogne. En Starbucks ville også pynte. Og flere farver. Alt andet end grå.

Yasmin bor på Blokken. Mellem Bazaaren, legepladsen, vandpibecafeen og vægge af beton. Blokken er fyldt med menneskeskæbner, poesi og historier, der venter på at blive fortalt. Hvis du spørger Yasmin, foræller hun dig sandheden om det sted, hun er vokset op. Om Abdulrahman, der engang hed Rasmus, Namaste Niels og Taina med i. Om Malik med de brune øjne, halal-tanterne og måske historien om sin mama.


Jeg har netop haft den udsøgte fornøjelse at snakke med Sara Rahmeh til denne weekends Ordkraft Litteraturfestival i Nordkraft. Og det var virkelig en fornøjelse. Inden vores samtale om Saras debutroman ”Betonhjerter”, fik vi lige ”bonded” over romancebøger vi har fundet på TikTok og selve samtalen gik rigtig godt.

Jeg er altid nervøs for om jeg nu har nok spørgsmål og om jeg klikker godt nok med forfatteren. I dette tilfælde gik de tre kvarter hurtigt og vi kunne sagtens have snakket meget længere – det gør vi en anden god gang.

”Betonhjerter” er nomineret til Læsernes Bogpris 2024 og Sara vandt endda også en Mofibo Award for indlæsningen af lydbogen. Jeg har hørt bogen to gange som lydbog og det er virkelig en stor fornøjelse. Saras måde at læse op på er med både indlevelse, kærlighed og stor respekt det arabiske sprog og dets traditioner.

Det er den bog Sara selv manglede da hun voksede op. Som en ivrig læser var der ikke mange bøger med en pige som hende selv i hovedrollen, da hun gik på skolebiblioteket som barn. Og de historier der var, var tragiske, voldsomme og meget langt fra den opvækst hun selv havde.

Der skal være plads til de historier, men som Sara fortalte, så er det langt fra alle der kan genkende sig selv i dem og derfor er de gode historier – ”hverdagshistorierne” – også vigtige at fortælle. ”Betonhjerter” er en ode til den blok Sara selv voksede op i. Det er en kærlighedshistorie til både det arabiske sammenhold hun oplevede på blokken og til de svære ting, som der kan være svære at snakke om.

Det er historien om en teenageforelskelse og om virkelig mange forskellige skæbner der på fineste vis flettes sammen til Blokkens, Yasmins og Saras historie.

Måske en ungdomsbog, men i hvert fald en bog som alle burde læse – eller lytte, for som sagt, er lydbogen virkelig god.

Fakta:
Forlag: Alpha
Udgivet i: 2023
Antal sider: 291
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar