onsdag den 3. april 2024

L. Sherman; AKUT [Anmeldereksemplar]

L. Sherman; AKUT, sæson 1 og 2 [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Efter fem års udstationering i Venezuela vender Lucas Sommer hjem til Danmark. Han har fået job på akutafdelingen på Sygehus Vest, det nye supersygehus i Vestjylland. Det er dog ikke lægegerningen, der har lokket ham hjem, men hende. Hende, han forlod fem år før. Hende, han ikke er gået en dag uden at tænke på. Hende, han for alt i verden må vinde tilbage.

Men er fem år længe nok til at hele sårene mellem dem? Er det måske endda for længe? Lucas sætter sig på toget på vej til første arbejdsdag fyldt med tvivl, men meget snart får han andet at tænke på …


Der er meget få forfattere der er så produktive som Ulrika Louisa Bjerregaard aka L. Sherman. Hun skriver både børne-, tween- og teenbøger (under Ulrika Louisa Bjerregaard) og så en hulens masse feel good og romance under L. Sherman – det er egentlig meget smart at man kan skille det ad, men lidt besværligt når man skal snakke om hendes forfatterskab.

De seneste år har der været fokus på feel good, herunder fx ”Lærkeholm” og romance som ”9000 Chancer” – og i år er ingen undtagelse. Der er både collegedrama, spicy corporate romance og med denne, også hospitalsdrama i bedste ”Grey’s anatomy” stil.

Begge bøger i AKUT-serien, er hørt som lydbog – og i den hastighed jeg hører dem, var det ”desværre” en kort fornøjelse. Når jeg skriver ”desværre”, mener jeg at jeg gerne ville have læst endnu mere. Historien er skrevet i en form for live-reportage, lidt som et tv-afsnit. Vi skifter mellem tre ”par” i historien og det fungerer egentlig rigtig godt, men det gør også at når det lige bliver spændende, så skifter vi synsvinkel… igen, som i et tv-afsnit.

Det medfører dog også at man har lyst til at læse videre og videre og at historien er svær at slippe – også selvom de lidt abrupte skift, gør at der mangler lidt dybde og tyngde i historien, og jeg føler ikke rigtig at vi kommer tæt nok på personerne.

Det gør at historierne måske er lidt tynde, men hermed ikke sagt at jeg ikke var underholdt. For der er bestemt ikke sparet på drama, intriger, hemmeligheder og action – vi lægger hårdt ud med et afsporet tog og så er der ellers ikke mange rolige øjeblikke efter det.

Jeg har nævnt ”Grey’s anatomy” før, og det er virkelig som at se et afsnit af det, bortset fra at det foregår i Vestjylland, dog med væsentlig flere gadgets og storby-feel end der er nu.

Persongalleriet spiller også godt sammen og man hepper på dem hver især og at de må stå igennem de prøvelser som Ulrika smider efter dem. Det fede er også at hver person har sin egen indlæser i lydbogen, hvilket jeg er stor fan af – og ville ønske der var flere lydbøger der havde.

Sign me up for more – og selvom jeg mangler lidt dybde på historien, sidder jeg helt sikkert klistret til bogen (og lydbogen) når den næste udkommer. 

Begge bøger er modtaget som anmeldereksemplarer.

Fakta:
Forlag: Fioranello
Udgivet i: 2024
Antal sider: Sæson 1: 266 og Sæson 2: 232
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar