Viser opslag med etiketten overtro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten overtro. Vis alle opslag

fredag den 22. september 2017

Åsa Larsson; Pax 1-7

Åsa Larsson; Pax 1-7

Bagsidetekst på "Nidstangen":
Der sker mærkelige ting i den lille by Mariefred. Overnaturlige væsner vækkes til live. Brødrene Alrik og Viggo bliver udvalgt til at beskytte det hemmelige bibliotek under kirken. De gamle vogtere mener, at brødrene er for unge - så de arrangerer en højst usædvanlig prøve, hvor Alrik og Viggo skal være både modige og tænke hurtigt, hvis de vil overleve. Og oven i det hele er der krig i skolegården, hvor Simon og hans slæng tror, de skal bestemme det hele.

Det her er en serie jeg virkelig ville ønske jeg havde læst noget før! Jeg ved egentlig ikke helt hvad der har afholdt mig fra det - tid, overskud, lyst, måske - men nu er jeg i gang og jeg kan virkelig godt lide den. Det er dog gys, splatter og til tider uhyggeligt, hvilket jeg normalt plejer at afholde mig at læse, men her gør det mig ikke så meget.

I serien følger vi de to drenge Alrik og Viggo der er sendt i familiepleje i Mariefred. Deres mor er alkoholiker og kan ikke tage vare på dem - de ting de har været udsat for af deres mor, gør ondt i maven at læse om. De har været efterladt, nogle gange flere dage af gangen, de har ikke haft penge til mad, ikke haft penge til nyt tøj eller til at komme i bad. Ikke en god opvækst for nogen børn, og derfor har de svært ved at tilpasse sig.

Alrik og Viggo holder dog godt sammen - selvom de godt kan være uenige og gøre hinanden kede af det, finder de altid ud af det og bliver gode venner igen. Flere gange undervejs i bøgerne bliver deres sammenhold testet og indtil videre holder det - men der er jo flere bind undervejs, så hvem ved hvad der sker.

Drengene får dog venner i Mariefred, bl.a. et ældre søskendepar der beskytter et hemmeligt bibliotek. I det bibliotek er der bøger om alt muligt og snart lærer Alrik og Viggo at Mariefred langtfra er et sikkert sted at bo. Faktisk er det idyllen ved at krakelere og fjenden venter utålmodigt udenfor. Alrik og Viggo har en stor rolle at spille - men hvilken, er de dog ikke helt sikre på. De ved dog at de vil hjælpe med til at beskytte Mariefred og de borgere der bor der. Det er dog lettere sagt end gjort.

Noget af det jeg virkelig synes er fedt i denne serie, er illustrationerne der er undervejs i bogen. Jeg vil på ingen måde sige at bogen er illustreret, for det er der ikke nok til, men dem der er, underbygger historien og ikke mindst den uhyggelige stemning rigtig godt. Tegningerne er sort/hvide og det i sig selv, giver bare noget ekstra. For mit synspunkt er det eneste negative ved illustrationerne, at jeg ikke har dannet mig eget billede af personerne. Når jeg tænker på Alrik og Viggo, ser jeg dem, som de er illustreret i bogen - det gør mig egentlig ikke så meget, men jeg kan godt savne at have dannet mit eget billede først.


Jeg giver serien mine varmeste anbefalinger! Både til drenge, piger, unge og voksne. De unge læsere vil få en fed historie, med masser af fart og drama. De voksne læsere vil få et indblik i hvad der kan ske med en lille by hvis ikke der er sammenhold. Vi lærer også hvor vigtigt det er at sige sandheden, i stedet for at fortie den. At man ikke kan løbe fra hvem man er samt meget mere. Jeg synes det er - på trods af gyserdelen - relevante historier, som helt klart er tiden værd!


Bøger i serien:
Nidstangen - 168 sider
Grimmen - 208 sider
Mylingen - 216 sider
Bjæren - 244 sider
Gespenst - 232 sider
Nøkken - 232 sider
Pestmageren - 224 sider

Fakta:
Forlag: Alvilda
5 ud af 5 stjerner

torsdag den 1. december 2016

Jon Rex Laugen; Den sorte dæmon

Jon Rex Laugen; Den sorte dæmon

Bagsidetekst:
Sommerferien er slut. Sebastian og hans stedsøster Liva vender tilbage fra sydens varme, nøddebrune og med solbleget hår. Heldigvis starter skoleåret med lejrtur. Men turen bliver brat afbrudt af en frygtelig ulykke, og hele Sebastians verden bliver revet i stykker. Samtidig begynder han at få mærkelige drømme. Nat efter nat besøger han en dreng og en pige i en fremmed verden af kærlighed, ondskab og død. Men uhyggen hjemsøger ham ikke kun i fantasien. Han bliver forfulgt af en mystisk fremmed med klare, blå øjne. Sebastian og Liva bliver hvirvlet ind i et dødeligt spil. De må finde al deres mod og vilje frem, men er det nok til at overvinde det onde som jager dem?

Så blev der sagt endnu et farvel. Denne gang til Sebastian, der gik og troede at verden var helt almindelig, men som opdager at det er den slet ikke.

Det her er en tykkeste af bøgerne, og selvom de godt kan læses uafhængigt af hinanden, vil jeg alligevel råde jer til at læse dem i rækkefølge. For handlingen i 1'eren ("Skovens hemmelighed") har også indflydelse på hvad der sker i "Den sorte dæmon".

I denne serie har vi både stiftet bekendtskab med mørke overnaturlige skabninger og uhyggelige spøgelser. Hvis man er til gys, gru og overnaturlige uforklarlige hændelser, så kan den her serie varmt anbefales. Vi får pulsen op flere gange i løbet af historien, de små hår rejser sig i nakken, man bliver en smule utryg over mørke steder og der skal løses gåder.

Nu er turen kommet til en gammel forbandelse, der kan gå ud over alle som Sebastian har kært og kun han kan stoppe det - eller kan han? Jeg kan rigtig godt lide de flashbacks som Sebastian drømmer, for det giver os som læser en forudanelse om hvad der vil ske og hvordan det hænger sammen med Sebastians fortid - selvom jeg dog først fattede hele sandheden til sidst.

Historien er skrevet i et nemt og let forståeligt sprog og selvom den er på over 400 sider, er de hurtig læst - Tellerup trykker heldigvis deres bøger med dejlig stor skrift. Hvis du har læst de foregående to, skal du have slutningen med - og sige endnu et farvel!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 402
4 ud af 5 stjerner

tirsdag den 29. november 2016

Haidi Wigger Klaris; Sjælens pris

Haidi Wigger Klaris; Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, #3)

Bagsidetekst:
Ally accepterer at blive i Underverdenen, men inden hendes venner får lov til at vende tilbage til Jorden, skal hendes dæmoniske gener vækkes. Ikke alle er lige begejstrede for hendes tilstedeværelse blandt dæmonerne, og slet ikke efter at en gammel profeti går i opfyldelse. Da Tristan en dag bringer Ally med op til Jorden, får de et tilbud som kan ændre deres liv. Det er nu op til arvingerne at beslutte hvilken sti de vil følge.

Jeg har efterhånden afsluttet rimelig mange serier i år, jeg er selvfølgelig også påbegyndt nye, men jeg er nu alligevel trist over at have afsluttet endnu en. Man kan jo altid håbe på forløbere og efterfølgere, men alligevel.

Denne fortælling er lige som de to foregående - fyldt med aktion og problemer der skal løses. Ally har truffet et valg der har store konsekvenser for hendes liv og hun er ikke helt tryg ved situationen. Det bliver ikke bedre af at hun pludselig kan meget mere end en "normal" dæmon burde kunne, og snart står hun i en uvis position. Heldigvis er Tristan der til at hjælpe, og en tur til overfladen, burde være kuren, men mon ikke det gør det hele værre?

Selvom det er noget tid siden jeg har læst de to første, var handlingen nem at falde tilbage til. Sproget er stadig let og flowet gør at bogen er hurtig læst - ikke at det er en dårlig ting. Det er bestemt dejligt med bøger hvor den ene side bare tager den anden. Selvom det er trist når man nærmer sig slutningen, og ved at der ikke er mere, omend slutningen dog ikke helt føles som en slutning.

Hvis du har læst de foregående bøger, vil du med garanti glæde dig til dette sidste bind og jeg synes bestemt ikke den skuffer. For at have fået 5 stjerner, mangler jeg dog at blive lidt mere rørt end jeg gjorde - jo, Allys valg er svært, men jeg mangler lidt mere føling. Jeg synes Ally er et skvat en gang imellem og jeg ville ønske at hun ikke hele tiden skulle ty til Tristan for støtte - mand dig nu op, kvinde! Det ødelægger dog ikke læseoplevelsen, som helt bestemt er god!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 278
4 ud af 5 stjerner