J. K. Rowling; Harry Potter og Det forbandede barn

J. K. Rowling; Harry Potter og Det forbandede barn

Bagsidetekst:
Den ottende historie. Nitten år senere ...

Det har altid været svært at være Harry Potter, og det er ikke blevet nemmere nu, hvor han er en overbebyrdet ansat i Ministeriet for Magi, ægtemand - og far til tre børn i skolealderen. Harry kæmper med en fortid, som ikke vil give slip, og hans søn, Albus, må bære den tunge byrde fra en arv, han aldrig har ønsket. Da fortiden og nutiden smelter ildevarslende sammen, må både far og søn erkende den ubehagelige sandhed: Nogle gange kommer mørket fra uventede steder. 

Da sidste side i "Harry Potter og Dødsregalierne" var vendt, tror jeg at vi alle sad med en følelse af at det da ikke kunne slutte der. Heldigvis må J. K. Rowling have haft det på samme måde, for nu har hun skrevet teaterstykket der foregår 19 år efter - den lille smagsprøve vi får i "Harry Potter og Dødsregalierne" er selvfølgelig med, og hvis man har set filmen, står billedet af Harry, Ron og Hermione på perronen knivskarpt. Det gjorde det i hvert fald for mig.

Hvordan er det så at læse en Harry Potter bog, som egentlig er et teaterstykke? I starten var det lige mærkeligt. Man savner alle de små detaljer der ikke er med. Vi får jo kun den direkte tale og en lille beskrivelse af hvor vi er henne, resten må vi forestille os. Det er dog på ingen måde svært. Jeg kunne sagtens se både Harry, Ron og Hermione for mig. Se hvordan de bor, hvordan Harrys kontor ser ud og hvordan Hogwarts ser ud 19 år efter det store slag.  

Og lad mig sige en ting, jeg var virkelig glad for at være tilbage! Selvom det er et teaterstykke, er det så tydeligt at det er J. K. Rowling der har skrevet. Jeg kan fornemme hende gennem siderne, ja, det lyder måske mærkeligt, men det var virkelig som at komme hjem. Harry Potter-bøgerne var den der fik mig til at læse og vil derfor altid have en særlig plads i mit hjerte. "Det forbandede barn" er den afslutning vi aldrig fik. Og ja, jeg kneb en tåre undervejs - hvis du har læst den, kan du nok godt gætte hvor.

Selvom der er gået 19 år, kan man stadig fornemme det tætte venskab mellem Harry, Ron og Hermione og som historien skrider frem, også Draco. Harry er stadig lidt småforvirret, men vil alle det bedste, han prøver virkelig. Ron er stadig den uhøjtidelige, der ikke altid tager ting så seriøst (hvilket godt kan virkelig lidt irriterende ind i mellem, men sådan er han jo bare) og Hermione er stadig den der har styr på det hele.

Som sagt, det var som at komme hjem!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Harry Potter and the Cursed Child, Part One and Two 
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 369
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Xenia's bogblog
Ruskjærs bøger
Skrivepulten

Louise Haiberg; Dinea - Modertræets datter

Louise Haiberg; Dinea - Modertræets datter

Bagsidetekst:
Dinea har været syg så længe hun kan huske. Lægerne opfatter hendes sygdom som et mysterium, og hun må udstå mange pinsler i deres søgen på at helbrede hende. Om natten plages hun af det samme mareridt igen og igen ... et mareridt hvor hun regerer over et fremmed, koldt rige. Lucien tilhører en race som for længst er blevet forvist til sagn og overtro af menneskeheden. Da Dinea møder Lucien, bliver hun hvirvlet ind i sine mareridts verden; et smukt og koldt rige hvor kærlighed er en svaghed. Lucien har sine helt egne ambitioner, og for at opnå hvad han ønsker, har han brug for Dinea. Han har ikke tænkt sig at lade nogen form for svaghed stå i vejen for sine planer ... og absolut ikke kærlighed.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg var fuldstændig vild med "Dæmondræber"-serien, om dæmonen Dominic, der må gå så grueligt meget igennem. Jeg synes det er imponerende at Louise kunne holde tungen lige i munden, med alle de flashbacks, personer osv, der er i den fortælling. Samtidig er Dominic bare en af mine yndlingspersoner - ja, han er rapkæftet, ubehøvlet, har en sort humor, men samtidig loyal, godhjertet og rimelig hot (i hvert fald som jeg forestiller mig). Derfor havde jeg også store forventninger til Louises næste bog. 

Jeg må indrømme at jeg ikke er ligeså betaget af denne som af Dominic-serien. Og det er egentlig ikke fordi der noget i vejen med historien, personerne eller humoren, jeg blev bare ikke lige så fanget af denne fortælling som jeg gjorde af Dominic. Måske er det alle de fremmede fe-navne der gør læsningen lidt forvirrende. Jeg ved det ikke.

Historien i "Dinea" er stadig virkelig spændende og interessant. Tanken om at der lever feer dybt under os, at de lever "af" os (det bliver forklaret i bogen), fører krig og at der faktisk er flere verdener end vi kender til, kan jeg rigtig godt lide. Dinea er en troværdig hovedperson, der har sine problemer at kæmpe med. Hendes sygdom der gør hende svag i vores verden, men stærk i feernes. Hendes drøm om at lære sin fortid at kende. Og hendes humor - den minder meget om Dominics - er fantastisk! Hun har noget med chokoladesovs - jeg er egentlig ked af at den fantasi ikke bliver realiseret.

Lucien virker på overfladen til at være "the good guy", men er han nu også det? Den skjulte dagsorden han har kræver at Dinea hjælper ham, men mon ikke hun har sin egen dagsorden? Jeg synes hemmelighedskræmmeriet er vældig interessant, for så snart man tror man har regnet noget ud, bliver det fordrejet og vendt om. Det virker rigtig godt.

Hvis du var vild med serien om Dominic, vil du uden tvivl også kunne lide denne. Jeg er spændt på om der kommer flere bøger om Dinea, jeg kunne godt tænke mig at læse mere i hvert fald.

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 493
4 ud af 5 stjerner

Jon Rex Laugen; Den sorte dæmon

Jon Rex Laugen; Den sorte dæmon

Bagsidetekst:
Sommerferien er slut. Sebastian og hans stedsøster Liva vender tilbage fra sydens varme, nøddebrune og med solbleget hår. Heldigvis starter skoleåret med lejrtur. Men turen bliver brat afbrudt af en frygtelig ulykke, og hele Sebastians verden bliver revet i stykker. Samtidig begynder han at få mærkelige drømme. Nat efter nat besøger han en dreng og en pige i en fremmed verden af kærlighed, ondskab og død. Men uhyggen hjemsøger ham ikke kun i fantasien. Han bliver forfulgt af en mystisk fremmed med klare, blå øjne. Sebastian og Liva bliver hvirvlet ind i et dødeligt spil. De må finde al deres mod og vilje frem, men er det nok til at overvinde det onde som jager dem?

Så blev der sagt endnu et farvel. Denne gang til Sebastian, der gik og troede at verden var helt almindelig, men som opdager at det er den slet ikke.

Det her er en tykkeste af bøgerne, og selvom de godt kan læses uafhængigt af hinanden, vil jeg alligevel råde jer til at læse dem i rækkefølge. For handlingen i 1'eren ("Skovens hemmelighed") har også indflydelse på hvad der sker i "Den sorte dæmon".

I denne serie har vi både stiftet bekendtskab med mørke overnaturlige skabninger og uhyggelige spøgelser. Hvis man er til gys, gru og overnaturlige uforklarlige hændelser, så kan den her serie varmt anbefales. Vi får pulsen op flere gange i løbet af historien, de små hår rejser sig i nakken, man bliver en smule utryg over mørke steder og der skal løses gåder.

Nu er turen kommet til en gammel forbandelse, der kan gå ud over alle som Sebastian har kært og kun han kan stoppe det - eller kan han? Jeg kan rigtig godt lide de flashbacks som Sebastian drømmer, for det giver os som læser en forudanelse om hvad der vil ske og hvordan det hænger sammen med Sebastians fortid - selvom jeg dog først fattede hele sandheden til sidst.

Historien er skrevet i et nemt og let forståeligt sprog og selvom den er på over 400 sider, er de hurtig læst - Tellerup trykker heldigvis deres bøger med dejlig stor skrift. Hvis du har læst de foregående to, skal du have slutningen med - og sige endnu et farvel!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Tellerup
Udgivet i: 2016
Antal sider: 402
4 ud af 5 stjerner

Nikolaj Johansen; Transformationsmaskinen

Nikolaj Johansen; Transformationsmaskingen

Bagsidetekst:
"Argone hørte dragens tænder knage, før de smækkede sammen foran ham, og de sidste rester af sollys forsvandt. Det mekaniske uhyre havde slugt ham."

Sammen med en præst, en kriger, en opfinder og en listetyv tager oprøreren Argone de Bellegarde kampen op mod de morderiske robotter, som pludselig angriber hans by. Jagten fører dem både gennem mørke gyder og storslåede luftskibe. Argone er overbevist om, at soldaterne fra Eire står bag, men sandheden kan vise sig at være endnu mere rædselsvækkende ...

Så vidt jeg ved er der ikke udgivet meget steam-punk på dansk og det er egentlig synd, for jeg synes det er en virkelig fed genre. Jeg er ret vild med Gail Carringers "Soulless"-serie, som foregår i London i noget der skal minde om 1800-tallet, men med det tvist at der er maskiner, teknologi, varulve og andre spændende sager.

Sådan er det også i denne roman. Det er ikke til at sige hvor vi befinder os, men tydeligvis er vi tilbage i tiden, samtidig med at teknologien er på sit højeste. Der er luftskibe drevet af dampmaskiner, robotter der næsten virker levende, skydevåben som man bestemt ikke havde dengang og andre mekaniske opfindelser, der gør det til steam-punk.

Handlingen i bogen spænder over meget kort tid, og derfor er den både hurtiglæst, fordi man nærmest bare løber igennem den, ligesom personerne i historien gør, og hæsblæsende. Der er hele tiden nye spor de skal tage hensyn til og revurdere deres egentlige mål.

Jeg var rigtig godt underholdt. Det er tydeligt at mærke hovedpersonens indre følelser og tanker omkring Eire, hans familie og hans lille flok af oprørere. Dog savnede jeg nogle beskrivelser af hvordan personerne så ud. Det er ikke dem alle sammen der bliver beskrevet lige godt, og jeg havde svært ved at danne mig et billede af bl.a. hovedpersonen.

Hvis du er til fantasy og steam-punk kan den dog varmt anbefales og jeg håber at der i fremtiden vil komme flere fortællinger om Argone de Bellegarde, for jeg har på fornemmelsen at hans kvaler ikke er slut endnu!

Tak til forfatter og Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2016
Antal sider: 216
4 ud af 5 stjerner