Viser opslag med etiketten transkønnethed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten transkønnethed. Vis alle opslag

mandag den 8. oktober 2018

Line Lybecker; På vej mod Sophie [Anmeldereksemplar]

Line Lybecker; På vej mod Sophie [Anmeldereksemplar modtaget af Calibat]

Bagsidetekst:
Jeg hed Sophie. Selvfølgelig hed jeg Sophie. Det havde jeg vidst siden jeg var fem. I virkeligheden var det mit navn før jeg blev født; mor og far havde bare fået noget forkert skrevet i kirkebogen fordi jeg var ankommet i en gal indpakning.

På Sophies fødselsattest står der "Mikkel", men hun er færdig med at klæde sig ud som en hun ikke er. Hun går i 9. klasse og vil fortælle verden sandheden. Også selv om det bliver svært. For hvad vil hendes klasse sige? Hvad vil de sige på Sexologisk Klinik? Hvad nu hvis psykologerne ikke tror på at hun er fanget i den forkerte krop?

Heldigvis har Sophie veninden Laura der hjælper hende med at holde humøret oppe, og Emil som hun kun har mødt online, men alligevel er blevet forelsket i. Han ved bare ikke at hun biologisk er en dreng.

Dette er tredje bog i Lines serie om seksualitet, de to andre, "Mere end veninder" og "Historie om en dreng", handler henholdsvis om at være lesbisk og bøsse. "På vej mod Sophie" handler om at være transkønnet. Jeg mener at alle unge (og voksne) burde læse disse bøger, da de giver et godt indblik i hvilke følelser og tanker der tumles med, når man er i tvivl om sin seksualitet eller når man har taget skridtet og er sprunget ud. Samtidig er det rart med historier der foregår i Danmark og ikke i udlandet. Det gør at historierne føles mere nærværende og man kan kan forstå det samfund og den hverdag som hovedpersonerne har.

"På vej mod Sophie" er historien om Sophie der i virkeligheden er Mikkel og Sophies kamp for at få lov til at være Sophie. Hvordan hun fortæller sin klasse hvem hun i virkeligheden er og hvad hun skal igennem for endelig at blive den hun føler hun er. Den viser hvordan folk reagere når en der er dreng udenpå, ikke er det indeni. Der er nogle der tager det bedre end andre og det viser hvor tolerante folk i virkeligheden er overfor den slags nyheder. Sophie lærer i hvert fald noget om venskab i løbet af historien - at dem der ikke kan acceptere en, ikke er værd at samle på, selvom det kan være hårdt at sige farvel.

Det er spændende at følge Sophies vej gennem systemet og jeg vidste ikke halvdelen af alle de ting vi læser om. Jeg var ikke klar over hvor omfattende en process det var, og jeg fandt det meget spændende at læse om. Det er ikke informativt og kedeligt lovstof, men derimod en meget personlige beretning, da vi netop følger Sophie igennem det. Vi mærker hendes følelser omkring det, hendes usikkerhed og tvivl på om det nu virkelig også er det rigtige. Samtidig ser vi hvordan hendes forældre støtter hende, men også kæmper. For nu skal de vinke farvel til deres lille dreng og vænne sig til at have en pige i stedet. Jeg er sikker på at det ikke er en nem kamp, selvom man elsker og vil støtte sit barn.

Nu kan det hele lyde som om det er en tragisk og trist fortælling, men det er det på ingen måde. Faktisk er det en meget opløftende og positiv historie. For selvom det er svært for Sophie har hun venner og familie der støter hende, hvilket medfører at selv når hun er ved at give op, så finder hun modet til at fortsætte. For hun vil det her mere end noget andet. Jeg tænker at når man er født i den forkerte krop, så vil man gøre alt hvad man kan, for at komme i den rigtige. Sophie giver heller ikke op så nemt. Det må kræve enormt meget mod at fortælle ens 9. klassekammerater at man faktisk er en pige. At tage pigetøj på når man skal til fest, i stedet for drengetøj og alt det andet hun skal igennem.

Jeg synes virkelig Sophie er sej og jeg hepper på hende!

Tak til Calibat og forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2018
Antal sider: 329
5 ud af 6 stjerner

mandag den 5. december 2016

Meredith Russo; Hvis jeg var din pige

Meredith Russo; Hvis jeg var din pige

Bagsidetekst:
Amanda Hardy er den nye pige på skolen. Ligesom alle andre vil hun gerne finde nye venner og passe ind. Men Amanda har en hemmelighed, og hun vil ikke så tæt på nogen, at de risikerer at opdage den. Da hun møder den søde Grant, flyver gnisterne, og Amanda kan ikke sige nej til at lære ham bedre at kende. Men hun er bange for, at når han først kender sandheden om hende, vil han ikke kunne se bort fra den. For Amandas hemmelighed er, at hun før hed Andrew.

At skrive om bøsser, lesbiske eller transkønnede er blevet in - nok fordi det ikke er så tabubelagt mere og det synes jeg er virkelig fedt. Det medfører nogle gode og hårde historier, fordi, selvom det ikke er så tabubelagt mere, er det ikke alle der ser lige positivt på det. Ikke nok med at børn og unge kan mobbe fordi man har det forkerte tøj eller andet, nu mobber de også fordi man har det forkerte køn.

Vi har set det i "XY" af Nicole Boyle Rødtnes og "Hjertet er 1 organ" af Sarah Engell, som begge er meget rørende, smukke og hårde fortællinger om at være anderledes og forelsket i en af det samme køn. "Hvis jeg var din pige" går skridtet videre - for her er Andrew blevet til Amanda, men hvordan kan hun blive accepteret hvis ikke hun fortæller folk den sandhed?

Forfatteren har formået at give Andrew alle de træk som piger normalt har, og derfor ønsker han at blive til en hun. Det kræver både mod og tålmodighed, for det er en hård proces og det tager lang tid. Tid som Amanda ville ønske hun kunne leve ude blandt virkelig mennesker. Da hun endelig kommer derud, kommer frygten dog også - for hvis de kun holder af hende som Amanda, hvordan vil de så reagere når de finder ud af at hun før var Andrew?

Især kærlighedsforløbet i bogen er rigtig rørende - for Amanda skal selvfølgelig forelske sig, selvom hun havde lovet sig selv at holde lav profil. Hun får også venner, som hun, på sin egen måde, hjælper og støtter i deres beslutninger. Men vil de også hjælpe og støtte hende når hun har allermest brug for det?

Jeg var virkelig rørt over denne historie. Når jeg læser bøger om mobning, bliver jeg hver gang lige overrasket og forurettet over at børn/unge kan være så modbydelige mod andre. Jeg ved godt at de fleste mobbere gør det, fordi de er usikre på sig selv, og derfor er det nemmest at lade det gå ud over en der er svag. Men når man mobber er man selv den svage. Hvorfor er det nødvendigt? Jeg ved godt at vi alle ikke kan være lige gode venner, men man kan da acceptere og respektere hinanden, og ikke gøre skade på en anden person - eller gøre indirekte skade, så personen selv tyr til selvskadende adfærd.

Nå, tilbage til bogen - læs den! For den er smuk, rørende og vil helt sikkert tage plads i dit hjerte!

Tak til Carlsen for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: If I Was Your Girl
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 304
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
De unges ord
Kære dig
Frk. Litteratur
Bogfinken