søndag den 8. marts 2015

Fantasyfestival


Fantasyfestival 7. (og 8.) marts 2015

I denne weekend er Esbjerg Conference Hotel forvandlet til et sandt mekka for bogelskere, nærmere bestemt fantasy-elskere! Jeg var dernede i går sammen med nogle skønne kollegaer. Jeg havde vundet to billetter, men ellers var vi afsted i arbejdsøjemed - selvfølgelig fordi vi alle sammen har en eller anden form for kærlighed til fantasy, om det er bøger, rollespil eller brætspil. Det var min første bogmesse, så jeg var meget spændt på hvordan det ville være - jeg kan med sikkerhed nu sige, at det bestemt ikke bliver min sidste!

Jeg havde forberedt mig - jeg havde tre bøger med hjemmefra, som jeg håbede at få signeret.


Det var disse tre jeg havde med i rygsækken. "Skyggernes bog" af Haidi Wigger Klaris, "Troldmandens Søn" af Cecilie Eken og "Alanna" af Tamora Pierce. "Skyggernes bog" udkom i går, men jeg har været så heldig at få tilsendt et anmeldereksemplar af Tellerup (mange tak!). "Troldmandens Søn" var Cecilie Ekens debutroman og den har en helt særlig betydning for mig. Jeg har ikke tal på alle de gange min mor har læst den højt for mig, og hvor mange gange jeg efterfølgende selv har læst den. Jeg har desværre lånt mit eget eksemplar ud og aldrig fået det tilbage (hulk snøft!), men mine forældre havde fundet den på internettet og jeg fik den i julegave. Jeg kunne se og mærke på Cecilie da jeg stod foran hende med bogen, at hun blevet meget rørt over at se den og over at den betød så meget for mig!



Så nu betyder den bog endnu mere for mig og jeg har besluttet mig for meget snarligt at læse den igen! Hvis I ikke har læst den, så skynd jer på biblioteket og lån den, den vil ikke skuffe jer!

Den tredje bog, "Alanna", håbede jeg også at få signeret. For Tamora Pierce var nemlig i Danmark for første gang!!!! Så det var forståeligt nok det helt store trækplaster til denne messe og det var virkelig en oplevelse. Jeg må krybe til korset og indrømme at jeg kun har læst Løvindens Sang-serien, men jeg elskede den! Så jeg skal helt sikkert læse resten på et eller andet tidspunkt. Der var også massiv kø da hun skulle signere bøger, men vi havde heldigvis fået en god plads.


Mig der venter spændt på Tamora Pierce der skriver på mit visitkort
Dorthe (til venstre) og Anine (til højre) med Tamora Pierce
Pia med Tamora Pierce



Det var også en god oplevelse at hilse på Haidi Wigger Klaris, som debuterede i går med "Skyggernes bog" ved Tellerups forlag. Den var også i rygsækken og jeg blev meget glad for at Haidi ville skrive i den samt at snakke med hende om hvor glad og spændt hun var! Det er altid sjovt at møde dem man snakker med online, i virkeligheden.



Udover at være total starstruck over at møde alle disse fantastiske forfattere, var vi også inde og høre tre oplæg. Først var vi inde og høre Nicole Boyle Rødtnes. Hun fortalte om hvordan hun blev forfatter, om nogle af sine bøger, bl.a. "Skeletter i skabet"-serien, "Elverskud" og "Zombi-jæger". I år har jeg anmeldt bogen "Hul i hovedet".


Efter at have stået i kø til Tamora Pierce, ilede vi til foredrag med Cecilie Eken. Hun fortalte også om sin vej til den første udgivelse, kampen med den næste, om hvordan hun har fundet sin egen stil og om hvor fedt det er at lege Gud i historierne. Det var også spændende og interessant, især når man selv har skrevet meget som ung. Jeg blev helt fristet til at forfølge mange af mine egne ideer til historier og til at skrive videre på historier, jeg aldrig har fået skrevet færdigt...

Cecilie Eken læser højt af "Det levende sværd"


Herefter var det tid til foredrag med Tamora Pierce og hun fortryllede os med oplæsning fra sin kommende udgivelse. Derefter svarede hun på spørgsmål, om alt mellem himmel og jord, bl.a. hvordan det gik med killingerne (?), om hvem af George og Jonathan (fra Løvindens Sang) hun ville have valgt hvis hun var Alanna, om hvor hun får sin inspiration fra og meget mere. Det var rigtig spændende at høre på, selvom det krævede lidt koncentration, da det jo foregik på engelsk.

Tamora Pierce læser højt
Undervejs i løbet af dagen fik vi også shoppet - det var godt vi holdt tæt ved indgangen, så vi kunne gå ud med de tunge bogposer!

Jeg fik købt:
Pittacus Lore; Jeg er nummer fire (Arven fra Lorien, #1)
Pittacus Lore; De seks garder (Arven fra Lorien, #2)
Patricia Briggs; Dragevogteren (Legenden om Hurog, #1)
Patricia Briggs; Dragebold (Legeden om Hurog, #2)
Cynthia Hand; Vejen til Helvede (Unearthly, #3)



Derudover fik jeg endelig fat i den ultimative paraply! Nemlig den fede sorte paraply med den lilla lynhimmel indeni - den er så fin!



Og ikke mindst en plakat med den flotte forside til "Alanna", som helt sikkert har fortjent en plads på væggen i biblioteket!


Alt i alt var det en rigtig god dag, med mange indtryk, mange historier, smil og latter. Hvis Fantasyfestivallen bliver gentaget, skal jeg helt klar med igen!

onsdag den 4. marts 2015

Jennifer E. Smith; Sådan ser lykken ud


Jennifer E. Smith; Sådan ser lykken ud

Bagsidetekst:
Hvis skæbnen sendte dig en mail, ville du så svare?

Tænk, hvis du fik en mail - og den viste sig at være fra tidens hotteste hollywoodstjerne. Det er lidt det, der sker for Ellie O'Neill, da hun ved en fejl modtager en mail fra GDL824, som spørger, om hun vil lufte hans kæledyrsgris. Det bliver starten på en intens og sjov korrespondance, hvor de to 17-årige betror hinanden stort set alt, bortset fra deres navne og baggrund.

Bag GDL824 gemmer sig nemlig hollywoodstjernen Graham Larkin, og da det går op for ham, at Ellies lille by vil udgøre den perfekte location for hans nye film, beslutter han sig for at opsøge hende i virkeligheden. Dette bliver starten på en masse romantiske forviklinger. For kan en stjerne som Graham virkelig få et forhold med en helt almindelig pige til at fungere? Og hvorfor er det, at Ellie for enhver pris vil holdes ude af mediernes søgelys?

Det starter ganske uskyldigt. Ellie O'Neill modtager en dag en mail fra en mailadresse hun ikke kender og beskeden lyder på, om hun vil gå en tur med Wilbur. Hun svarer at hun desværre ikke kan, men at Wilbur lyder som en sød hund. Som svar får hun, at Wilbur er en gris... og sådan fortsætter det. Snart er denne fremmede blevet Ellies fortrolige og de fortæller hinanden alt - stort set, bortset fra deres rigtige navne og Ellies store hemmelighed.

Bag modtageren af Ellies mails sidder Graham Larkin. Han er teenagehollywoodstjerne, tjener styrtende med penge, bor i et kæmpe hus, men er ellers ret alene. Hans forældre er blevet mærkelige efter han er blevet kendt, og han føler ikke rigtig han ved hvem han selv er mere. Det kommer en tur til Henley, den by hvor Ellie bor, til at lave om på.

Graham mangler nemlig en lokation for sin nye film, og det er Henley perfekt til! Graham er selvfølgelig ikke taget tværs over USA for kun at filme sin film, han vil møde Ellie! Hun har røbet hvor hun arbejder, så da Graham besøger butikken, tror han at han har mødt Ellie, men der tager han fejl og pludselig må Ellie fortælle om Graham til sin bedste veninde, som bestemt ikke er glad for hemmeligheder! Graham er dog ikke det eneste som Ellie har holdt skjult og nu står hun overfor et valg: skal hun følge sit hjerte og afsløre den hemmelighed hun har båret på siden hun var ganske lille, eller skal hun følge sin hjerne og cutte forbindelsen til Graham?

"Sådan ser lykken ud" er en dejlig hjertevarm fortælling om den første kærlighed. Den er underholdende og svær ikke at holde af. Jeg læste den ud i en køre, jeg kunne ikke slippe den igen! For selvom man tror at det hele bare kommer til at gå som smurt, er det langt fra hvad der sker. For når det er den første kærlighed, er der selvfølgelig misforståelser, dårlig kommunikation og ikke mindst svære valg der skal tages undervejs. Jeg nød at læse den og jeg skal helt klart holde øje med andet af Jennifer E. Smith!

Fakta:
Forlag: Høst & Søn
Original titel: This is what happy looks like
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 367
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

søndag den 1. marts 2015

Februar wrap-up


Februar wrap-up

Vinden rusker uden for og regnen slår mod min rude, det er ikke just sådan jeg havde forestillet mig den første dag i marts skulle være, men pyt med det, for jeg skal ud og spise brunch og biffen!

Februar blev faktisk en helt pæn måned hvad angår det antal bøger jeg fik læst, på billedet er der kun nogle af dem, men jeg nåede op på 17!

Det er blevet til et par tegneserier, endnu en fantastisk læseoplevelse fra Jojo Moyes hånd, en længe ventet efterfølger og begyndelser på andre serier.

I februar måned er der læst:

Camilla Lorenzen; Sjælemærket (læs anmeldelse her)
Marini; Roms ørne #4
Pimm Van Hest; Jeg ser, jeg ser (lektør)
Kate Willis-Crowley; Dronning Sardin (lektør)
Salla Simukka; Rød som sne (læs anmeldelse her)
Jana Oliver; Forrådt (læs anmeldelse her)
Julia Neel; Krystalalderen
Astrid Heise-Fjeldgreen; Den som tøver (læs anmeldelse her)
Elizabeth Chandler; Til døden os skiller (læs anmeldelse her)
Elizabeth Chandler; Kærlighedens magt
Elizabeth Chandler; Soulmates
Cecilie Eken; Alarm på basen
Brian K. Vaughan; Saga, vol. 1 (læs anmeldelse her)
May-Britt Brændstrup; Den hvide stamme
Jojo Moyes; Hende du forlod (læs anmeldelse her)
Kim Fupz Aakeson; Pragtfuldt, pragtfuldt (læs anmeldelse her)
Jennifer E. Smith; Sådan ser lykken ud (læs anmeldelse her)

Det er ikke alle der er nået at blive anmeldt endnu, måske bliver de ikke alle sammen anmeldt, nu må vi se!

Derudover blev der også indkøbt en del bøger i februar måned, ikke mindst fordi jeg var en tur i Århus, men også anmeldereksemplarer og diverse indkøb, fra både Saxo og Plusbog. Nu må jeg vist hellere se om jeg ikke bare kan styre mig en lille smule i marts!

I februar måned er der indkøbt:

Jane Austen; The Heirloom Collection
Brian Conaghan; Når hr. hund bider
James Dashner; Infernoet
Harriet Lane; Aldrig uden dig
Robert Louis Stevenson; Treasure Island
Lewis Carroll; Alice in Wonderland
Hans Christian Andersen; Andersen's Fairy Tales
J. M. Barrie; Peter Pan & Peter Pan in Kensington Gardens
Rudyard Kipling; Just so stories
Antoine de Saint-Exupery; The Little Princ
Tim Hall; Shadow of the Wolf
Jojo Moyes; Paris for One
Michelle Falkoff; Playlist for the dead
Jamie McGuire; Beautiful Disaster
Jamie McGuire; Walking Disaster
Jamie McGuire; A Beautiful Wedding
Cecelia Ahern; The Book of Tomorrow
Rebecca Maizel; Infinite Days



Sylvia Day; Blottet for dig
Sylvia Day; Spejlet i dig
Sylvia Day; Bundet til dig
Jojo Moyes; Hende du forlod
Lucy Dillon; Ensomme hjerter og herreløse hunde
Jennifer E. Smith; Sådan ser lykken ud
Sylvia Day; Stolthed og lyst
Sylvia Day; Syv års længsel


Anmeldereksemplarer:

Jon Rex Laugen; Skovens hemmelighed (Tak til Tellerup!)
Haidi Wigger Klaris; Skyggernes bog (Tak til Tellerup!)
Brandon Sanderson; Stålhjerte (Tak til DreamLitt)


Hvis det undrer jer at der er en billedbog (Jeg ser, jeg ser) og en letlæst børnebog (Dronning Sardin) på listen, så er det fordi det var mine prøvebedømmelsesbøger. Jeg ansøgte nemlig før jul om at blive lektør for DBC og i februar fik jeg muligheden for at prøvebedømme to bøger. Nu er den første rigtige lektørbog på vej til mig i posten og jeg glæder mig til at begynde på det! Forhåbentlig vil det bringe mig rundt til bøger som vil udvidde min læsehorisont og gøre mig klogere på hvad der rør sig udenfor de genre jeg normalt læser. Jeg håber dog også på at få nogle bøger som ville have læst under alle omstændigheder. Som sagt, jeg er først lige begyndt, nu bliver det spændende at se hvordan det kommer til at gå! Jeg skal nok holde jer opdaterede!

God søndag derude!

lørdag den 28. februar 2015

Happymail på en fredag

Happymail på en fredag

I går, fredag d. 27 februar havde jeg en af de arbejdsdage som jeg nok vil huske med glæde. Aalborg Bibliotekerne holdt nemlig Danmarks Største Klassefest, for 5-10 klasser og børn i den aldersgruppe. Og hvilken fest det var! Der var over 700 børn (!!!), som fik mulighed for at få sat en festværdi frisure af en cool frisør og få lækre mocktails, som blev mikset af en professionel bartender, de kunne få tatoveringer (selvfølgelig midlertidige) hos Tribal Tommy (en af mine kollegaer var genialt udklædt), der var mulighed for at møde manga-klubben, Boggnaskerne og Pokémon klubben, man kunne vinde en flot pokal i Fifa turnering og fede præmiere i LOL. Alt dette foregik mens en sej DJ stod og vendte plader og lod børnene prøve mikserpulten. Move og House of Dance kom også forbi og gav nogle flotte danseshows. Det hele blev rundet af med lasergame (fra FunCenter i Aalborg) nede i bibliotekets magasin, hvor to hold af 10 skulle løbe rundt og skyde hinanden mellem bogreolerne.

Det var bare et brag af en fest!

Så efter oprydning og turen hjem var jeg egentlig klar til at gå i seng, men så opdagede jeg at min mand havde været forbi posthuset og hente pakker til mig, så dem måtte jeg jo lige kigge på inden jeg gik træt i seng!

Her til morgen fik jeg lige kigget en ekstra gang på de fine ting i pakkerne og det vil jeg gerne dele med jer!

I pakken fra Tellerup var anmeldereksemplarer af Skovens Hemmelighed af Jon Rex Laugen og Skyggernes Bog, nr 1 i Dæmonherskerens Arving, af Haidi Wigger Klaris. Tusind tak for dem! Jeg har læst Skyggernes Bog, da jeg fandt den på Mofibo, men nu hvor jeg har den fysiske bog, skal den med mig til Esbjerg i næste weekend, hvor jeg håber på at Haidi vil signere den! I kan læse min anmeldelse af den her!


Jeg ved godt jeg lige har købt bøger på Plusbog, men kort efter det havde de jo fri fragt og det siger man jo ikke nej til! Så jeg kom igen til at købe nogle bøger - ups! Jeg har dog læst to af dem, men de kostede kun 29 kr., så de kom lige med!



Jeg har læst de to af Sylvia Day, men nu har jeg næsten også alle hendes bøger - de er så fine! Lucy Dillion "Ensommehjerter og herreløse hunde" kostede kun 19 kr. og jeg har hørt meget godt om den, så den faldt også lige ned i kurven. "Sådan ser lykken ud" af Jennifer E. Smith om en helt almindelig pige der en dag for en mail fra en meget hot Hollywood stjerne, om hun vil lufte hans kæledyrs-gris. Det kan næsten ikke andet end blive godt!



I den sidste pakke, var der ikke bøger, men alligevel nok der har med bøger at gøre. Nemlig mine helt nye visitkort!! Min mand har været kreativ i PhotoShop (sådan noget kan jeg ikke) og lavet dem, jeg synes de er helt vildt flotte og jeg glæder mig meget til at kunne dele ud af dem!


Hvad synes I? Kan I lide dem?

torsdag den 26. februar 2015

Brian K. Vaughan; Saga

Brian K. Vaughan; Saga (Saga; vol. 1)

Bagsidetekst:
SAGA, af den prisvindende forfatter Brian K. Vaughan og den kritikerroste tegner Fiona Staples, er en gribende historie om en nybagt familie, der kæmper for at finde sig til rette i universet. Da to soldater fra modsatte sider i en endeløs galaktisk krig forelsker sig i hinanden, risikerer de alt, da de bringer et nyt liv ind i en farlig, gammel varden. Fantasy og science-fiction mødes som aldrig før i første bind af dette sexede, undergravende epos.


Vi følger Alana og Marko, der kommer fra hvert sit folk, der har bekriget hinanden i meget lang tid. Selvom de burde være fjender, forelsker Alana og Marko sig, og på første side bliver deres lille pige, Hazel, født. Men det er en farlig verden at blive født ind i og Alana og Marko er på flugt.




Stilken
Prins Robot


Det føles faktisk lidt som om at hele galaksen er efter dem, for der er både freelance snigmordere (som fx. Stilken og Viljen) og prins Robot (yep, han er en robot med en skærm som hoved) er også ude efter dem!








Det er dog ikke alle der er ude på at slå den nybagte familie ihjel, der er også enkelte der er villige til at hjælpe, måske er det fordi hun allerede er død og derfor ikke har så meget at miste, men hvem ved?



Jeg er normalt ikke meget til tegneserier, men jeg har set mange billeder af denne og læst godt om den, så jeg besluttede mig for at se what all the fuss was about. Det er jeg glad for jeg gjorde! For selvom tegningerne nogle gange er ret makabre og ulækre (fx Stilken), så er de virkelig flotte og ekstremt stemningsfyldte.

Det er en meget smuk kærlighedshistorie om når modsætninger mødes, og hvad de skal kæmpe imod for at få lov til at blive sammen, alt dette pakket fint ind i et fantasy og science fiction univers, hvor alt synes at være muligt.

Jeg glæder mig meget til de næste bind i serien!

Fakta:
Forlag: G. Floy Studio
Udgivet i: 2014 (på dansk)
Antal sider: 170
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner