Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Søndags sandheder #22: Yndlingsgenre

Som lystlæser, bibliotekar og lektør læser jeg mange forskellige genrer. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv og jeg takker nogle gange ja til at læse noget jeg aldrig har prøvet før, fx digtsamlinger. Jeg er dog ikke blevet helt venner med den genre endnu – i hvert fald ikke i bogform, selvom jeg selv har skrevet digte, er det for mig, noget andet pludseligt at skulle læse en hel bog med digte – jeg ved godt at det lyder mærkeligt, men sådan har jeg det.

Jeg kan godt lide bøger der underholder. Bøger der både får mig til at græde og grine. Som får mig helt ud på kanten af stolen i spænding over hvad der sker på næste side. Jeg kan godt lide kærlighedshistorier, familiedramaer og en enkelt mordgåde. Men allerhelst vil jeg faktisk gerne have bøger der indeholder det hele og mere til.

Min yndlingsgenre – og ja, jeg kan godt indsnævre det til én – er uden tvivl, fantasy. For mig kan fantasy noget helt specielt. Kærlighedshistorier, familiedramaer, krimier og digtsamlinger (og med garanti også andre genrer) kan alle findes i fantasy. Der er ofte et kærlighedsdrama, enten romantisk eller rent platonisk. Der kan være familier der ligger i strid med hinanden eller familier der skal reddes. Der kan begås mord og andre brutaliteter. Der er sagn, myter eller vers som ofte rimer eller på anden måde kan anses som digte. Det vil sige at fantasy både kan få mig til at grine og græde. Fantasy kan fastholde min interesse og underholde mig fra første til sidste side.

Udover ovenstående begrundelse, har fantasy også den enestående evne at føre mig væk fra virkeligheden. Jo, bevares, det kan de andre genre også, men fantasy kan tage mig med til ukendte steder. Til steder der ikke findes. Fantasy kan få mig til at glemme verden omkring mig og det er, for mig, noget af det vigtigste en god fortælling kan gøre.

Derfor kan det gøre mig ked af det når debatten raser om, om fantasy er en ”seriøs” genre eller kun en genre for børn og unge. Jeg læste fantasy som barn, som ung og nu som voksen og jeg kan garantere at jeg vil læse det når jeg bliver 80 år også. Jo, der er meget fantasy for børn og unge, men ofte omhandler disse fortællinger også problematikker som voksne kan relatere til. Fantasy kan tage raceproblemer op, den kan rumme politik, sociale problemer, humor, spænding, krig og kærlighed. Som Line Lybecker skriver her – har fantasy den evne at kunne tage os væk fra virkeligheden og give os et andet syn på verden. Samtidig kan vi blive introduceret til nye personer og verdener, som kan hjælpe os med at forstå vores egen virkelighed.

Jeg er helt enig med Line – fantasy er en seriøs genre på linje med den store skønlitterære roman, der fortæller en virkelighedstro fortælling om verden. Fantasy fortæller også fortællinger om virkeligheder, om at mestre livet og meget mere – de fortællinger foregår blot i en verden langt langt borte, som kun kan besøges via det læste ord og det elsker jeg fantasy for.

Marjorie Liu; Monstress

Marjorie Liu; Monstress, vol. 1: The Awakening

Bagsidetekst:
Set in an alternate world of art deco beauty and steampunk horror, Monstress tells the epic story of Maika Halfwolf, a teenage survivor of a cataclysmic war between humans and their hated enemies, the Arcanics. In the face of oppression and terrible danger, Maika is both hunter and hunted, searching for answers about her mysterious past as those who seek to use her remain just one step behind … and all the while, the monster within begins to awaken …

Jeg sad på Book Depository en dag og jeg faldt over denne tegneserie. Som jeg har nævnt før er jeg faktisk ikke den store tegneserielæser, men jeg er begyndt at komme efter det. Jeg har altid elsket Yoko Tsuno-serien, og nu Saga samt Locke & Key.

”Monstress” har faktisk lidt af det alt det jeg godt kan lide ved en tegneserie og ved en fantasy fortælling generelt. Jeg kan godt lide det dunkle og lidt dystopiske univers vi befinder os i. Maika er en jaget kvinde, mens hun selv jagter sandheden og en måde at tæmme sit indre monster, der gør forfærdelige ting når det overtager hende. Jeg kan godt lide fortællemåden, selvom det er en tegneserie, som jo er en anderledes læseoplevelse end en almindelig bog. Alligevel er historien skrevet i et godt sprog, med et naturligt flow og selvom den er på engelsk, var jeg faktisk ok med hele vejen igennem. De steder hvor det kan glippe, er hvor der er nævnt navne og andre ord, der er opfundet til historien.

Både Saga og Locke & Key er forholdsvis blodige og makabre, og det passer rigtig godt til de historier – selvom jeg normalt ikke er så vild med splat og blod, så er jeg ret pjattet med det voldlige aspekt i disse to serier. ”Monstress” er også ret voldelig. Især når monstret overtager Maika bliver det vovet. Det samme gør sig gældende i starten, hvor Maika er blevet solgt som slave og der bliver udført videnskabelige forsøg. Igen passer det rigtig godt til historien.


Jeg vil klart anbefale ”Monstress” til fans af Saga og Locke & Key. Til fans af en god fantasy fortælling med masser af drama, et spændende univers og gode karakterer. Jeg er spændt på hvad der sker videre i historien – forhåbentlig kommer der flere bind, for der er masser af problemer, dilemmaer der skal løses og sandheder der skal afdækkes!

Fakta:
Forlag: Image Comics
Udgivet i: 2016
Antal sider: 202
5 ud af 5 stjerner

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Livet som mor #15: Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

For noget tid siden læste jeg en artikel fra Information om en mor der forsøgte at bryde med tabuet om at indrømme at det er hårdt at være mor (læs den her). Hun fortalte bl.a. at mange af de aktiviteter man kan lave med sit barn, babysvømning, yoga osv., faktisk egentlig mere stressede hende end gav hende en dejlig oplevelse sammen med sit barn. Det kan jeg kun nikke genkendende. Jeg begyndte først til babysvømning med Iris da hun var seks måneder, for jeg kunne ikke overskue det før. Jeg ved godt at de små pus har bedst af at starte når de er tre måneder, men på det tidspunkt kunne jeg slet ikke have plads til i mit hoved at jeg skulle pakke, køre, gå i bad, amme (før - under - efter, hvem ved?), svømme i en halv time, for at gentage det hele igen. Suk. Nej tak, jeg kunne ikke overskue det.

I artiklen nævner hun også at det kan være svært at bede om hjælp. For har man har jo ligesom sagt a, så skal man også sige b. Så hvis man ikke kan klare en lille baby samtidig med en husholdning osv., så må der jo være noget galt med en? Ikke? Jeg er selv ufattelig dårlig at bede om hjælp. Så hellere gøre det selv, så ved jeg også at det bliver gjort. Det er bare ikke en særlig god måde at leve på. Jeg kan mærke mit stressniveau stiger hvis jeg skal gøre alting selv, men jeg siger jo ikke fra. Jeg bliver faktisk ofte bare ved med at påtage mig opgaver. Jeg tænker både på at gøre ting herhjemme, men også i forhold til mit arbejde og bloggen her. Jeg har et rekordhøjt antal anmeldereksemplarer til at ligge og skule til mig, hver gang jeg går ind på biblioteket. Det stressede mig helt vildt. Det gjorde mig faktisk rimelig deprimeret. For slet ikke at tale om den mega dårlige samvittighed jeg følte. For forfatterne venter jo på min anmeldelse. Hvorfor kunne jeg så ikke bare få det gjort? Fordi, som Malene også skriver her, så er det at læse en bog, skrive og færdiggøre en anmeldelse, altså ikke lige noget man hurtigt gør. Det tager tid. Den tid har jeg bare ikke haft. Jeg er så - endelig - nået dertil, hvor jeg nu tænker: "ja, det er øv at jeg ikke har tiden, men jeg når det, når jeg når det - ikke før" - og det giver mig en smule ro i maven og luft nok i hovedet, til godt at give mig selv lov til at stene tv en eftermiddag i stedet for at læse.

Hvorfor er det så så svært at sige fra? At bede om hjælp? At sige man har brug for en pause. Jeg er godt klar over at Iris har været nem, i forhold til så mange andre babyer, men jeg havde da også søvnløse nætter. Jeg havde også en periode hvor jeg græd hele tiden. Hvor jeg måtte ringe til Emil og få ham til at skynde sig hjem, for jeg kunne bare ikke være i det mere. Jeg havde brug for bare fem minutter på toilettet med hovedet i hænderne og dybe indåndinger. Der var ingen der havde fortalt mig at jeg ville have det sådan! Hvorfor var der ingen der havde fortalt mig det? Selv mine veninder som har børn, har aldrig givet udtryk for at det var SÅ hårdt, jovist, det var hårdt, men ikke SÅ hårdt.

Hvorfor må man ikke sige det er hårdt?

Du har båret et barn i ni måneder. Du har født et menneske. Og nu står du i en ny verden, hvor du absolut ingen kontrol har over noget som helst - heller ikke din egen krop. Hvis du ikke har ammet i et vist stykke tid, beslutter dine bryster sig altså bare for, at nu skal de af med noget mælk, og værsgo, så kommer der altså bare mælk. De tænker ikke lige på at du måske sidder til en familiemiddag, i en ikke ammevenlig kjole med et træt og pylret barn, som egentlig burde ligge i sin seng og sove. Hvorfor er det, som Leila i artiklen skriver, at man ikke bare siger sandheden når man bliver spurgt om hvordan det går? I stedet for at pakke det ind og sige: "tjo, det er da hårdt, men det går jo", så burde man jo sige sandheden. At det er hårdt. At man på fire dage kun har sovet syv timer. At alting føles som om det falder fra hinanden. Hvorfor må man ikke sige det?

Jeg mener, jeg er jo ikke den eneste der har stået i den situation og følt mig alene, fortabt og ensom. I en tid der burde være hyggelig, fyldt med besøg af veninder eller babybio-ture. Jeg er ikke den eneste der ikke har sovet i flere dage, som ikke har været i bag i flere dage, som ikke har tænkt en eneste selvstændig tanke - som ikke omhandler barnet - i flere dage. Jeg vil vove den påstand at alle mødre har haft sådan en periode - ligegyldigt hvor lyserødt de får det til at se ud, så nægter jeg at tro på at alle dage er lige gode. At selv den perfekte mor, ikke har hulket sig i søvn og at hun ikke også har haft lyst til at skrige i frustration.

Misforstå mig ikke - jeg elsker at være mor. Jeg elsker Iris. At se hende smile og vide at det er på grund af mig? Der er da ikke noget mere livsbekræftende end det. Men jeg har til tider også hadet hende. Jeg har til tider ønsket hende hen hvor peberet gror. For det er hårdt. Mega hårdt! Det er også hårdt nu, selvom hun er 16 måneder. Nu er det bare hårdt på en anden måde.

Jeg fortryder intet og jeg håber heller ikke at jeg afskrækker nogen fra at få børn - for selvom der er dage fyldt med regnvejr, er der også dage fyldt med solskin!

Søndags sandheder #21: Louis Vuitton

Søndags sandhed #21: Louis Vuitton

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast at jeg ikke er noget mærkedyr! Jeg har ikke meget tøj i et eller andet fancy (eller dyrt) mærke, hvis jeg har, er det højst sandsynligt noget jeg har fået i gave og noget som jeg har haft længe. Jeg går ikke op i makeup eller hårprodukter. Selvom jeg har mange smykker, er det igen enten noget billigt noget, men som har en stor affektionsværdi, noget jeg har arvet eller fået i gave. Jo, jeg har en iPhone, men selvom jeg ofte drømmer om at skifte den ud med et andet mærke, ved jeg at det ikke kommer til at ske. For jeg gider ikke sætte mig ind i et nyt styresystem osv. Jeg kan lide det jeg kan finde ud af.

Hvis jeg så endelig skal forkæle mig selv, så har jeg en svaghed for Louis Vuitton. Jeg ved ikke helt hvad der appellerer så meget til mig ved det mærke, for det er jo hammer dyrt. Jeg kan bare godt lide kvaliteten. Hvordan det føles. At tasker, punge, kalendere osv er smukke – i hvert fald i den udgave jeg ”samler” på. For jeg køber helst kun én slags, nemlig dem med det klassiske monogram.

Nu skal I ikke tro at jeg køber det hele nyt – for det gør jeg bestemt ikke. Ud af det LV jeg har nu og som jeg bruger til daglig er to af tingene købt brugte på Trendsales. Jeg har også selv solgt en kalender og elastikker derinde.

Til daglig bruger jeg:
- Min Speedy 35 Monogram Canvas, som jeg fik af mine forældre da jeg blev færdiguddannet på universitet
- Min pung, som er en Monogram Canvas Compact Wallet Monogram Etoile - der er købt i Milano
- iPod Classic Case
- Pochette Accessoires Monogram Canvas
- Lille pung til mine nøgler, som er en Mini Pouch Card Case Monogram Cash Coin Key Holder (mega langt navn!)

– og ja, det er sikkert for meget, men jeg kan godt lide det. Ligesom andre sværger ved Mulberry eller Gucci, så holder jeg mig til Louis Vuitton.

Så ok, måske er jeg et mærkedyr, i hvert fald en lille del af mig, er. Men det går vel også?!

Maj wrap-up

Maj wrap up

Maj var, ligesom april, lidt stressende og presset. Der var igen ikke mange fredage hvor jeg kunne læse hele dagen, og vi har faktisk også haft travlt i weekenderne – der er jo også en have og et hus der skal passes.

Samtidig er min stak af ulæste bøger bare vokset og vokset, hvilket, i de første uger af maj, gav mig virkelig dårlig samvittighed (mere dårlig end den var i forvejen) og stressede mig lidt. For hvornår skal jeg dog nå dem alle sammen? Det er dog som om der har sænket sig en form for ro over mig mht. de ulæste bøger. Jeg når det når jeg når det. Jeg skal – på et eller andet tidspunkt – nok komme i bund. Nu er min prioritering at få læst noget af det, der har ligget længe, så må vi se om det holder.

Jeg fik dog læst noget i maj – 18 bøger, 3239 sider – heraf seks lektørbøger.

Læste bøger:
Marie Gerhardt; Transfervindue
James Frey; Endgame – Spillets regler (lektør)
Line Lybecker; Mere end veninder (læs anmeldelse her)
K. A. Tucker; Ti små åndedrag (læs anmeldelse her)
Leigh Bardugo; Skyggernes trone (læs anmeldelse her)
Nora Roberts; Løgneren (læs anmeldelse her)
Richard Jackson; Have a Look, Says Book
Claire Messer; Grumpy Pants
Filippi; Drømmespil
Jonathan Luna; Alex + Ada, vol. 1, vol. 2, vol. 3
Katharine McGee; Tusinde etager (læs anmeldelse her)
Christina Busk Marner; Hvad vil du være, når du bliver stor (lektør)
5 minutters ballethistorier (lektør)
5 minutters dinosaurhistorier (lektør)
5 minutters prinsessehistorier (lektør)
5 minutters bondegårdshistorier (lektør)

Månedens længste bog:
”Løgneren” med sine 493 sider (det er en e-bog), er den længste bog jeg har læst i maj.

Månedens korteste bog:
Billedbogen ”Grumpy Pants” af Claire Messer er med sine 32 sider den korteste bog jeg har læst. Den kan for resten varmt anbefales – det er en sød historie om en pingvin der er grumpy og hvad han gør for at blive glad.

Månedens mest overraskende bog: 
”Transfervindue” af Marie Gerhardt overraskede mig meget. Jeg havde hørt en del om den, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at læse den. Så stod den i Zonen på mit arbejde en dag, og jeg tænkte, tja, hvorfor ikke? Det er en utrolig barsk og nøgtern gengivelse af hvordan vores sundhedsvæsen er sat sammen blandet med hendes personlige kamp mod sygdom. Meget rørende. Meget overraskende.

Månedens bedste bog:
Selvom der er flere der kunne nævnes her, vil jeg kun nævne en: ”Skyggernes trone” af Leigh Bardugo. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker den serie! Derfor er sidste del den bedste bog jeg har læst i maj og noget af det bedste fantasy jeg har læst i det hele taget.

Hvad vil jeg læse i juni?
Som skrevet ovenfor, satser jeg virkelig på at få læst noget af det der har ligget i lang tid. Jeg skal sygemeldes i to uger i juni, så, selvom jeg kommer til at ligge i sengen med smerter, håber jeg at jeg får læst en masse – eller bare stenet en masse Netflix, who knows!

Hvad skal I læse i juni?