Jeg ved godt at jeg er sprunget en måned med mine tanker om at være mor over, men der har virkelig bare været så meget andet, og så havde jeg ikke lige noget klogt at skrive. Det ved jeg som sådan heller ikke om jeg har nu, men jeg har i hvert fald noget jeg bliver nødt til at komme af med - så bær over med mig.
Som jeg skrev i det sidste indlæg er Iris begyndt at have meninger, og disse meninger er der ikke blevet færre af. Hun er begyndt at sige meget nej til ting, også selvom hun nok egentlig gerne vil. Samtidig er hun begyndt ikke at ville spise bestemte ting, som hun før spiste med stor fornøjelse. Rugbrød og andet slags brød fx. Det skal helst slikkes fri for pålæg og smør og så vil hun ikke røre brødet. Ofte kan jeg tydeligt se på hende at hun selv synes det er mega sjovt, hvilket bare gør det endnu mere frustrerende for mig - for jeg ved jo godt at hun godt kan lide det. Hun er også begyndt ikke altid at ville spise aftensmad, hun er meget tøvende når hun skal smage på noget, selvom jeg godt ved at hun kan lide det. Så vil hun hellere "skabe" sig og blive ked af det. Hvilket igen bare gør mig frustreret, for hun er jo ikke ked.
Den anden aften - både Emil og jeg var syge - bagte vi boller, vi kunne få til aftensmad. Hun ville enten kun spise smørret på bollerne eller pålægget ovenpå, men ikke selve bollen. Da vi på diplomatisk vis havde prøvet flere gange at overtale hende, endte det med at hun stort set ikke fik noget aftensmad. Vi er begge af den holdning at man ikke kan få de søde ting, før man har spist det man skal - i dette tilfælde, hun kunne ikke bare spise pålæg, men hun skulle og spise bollerne. Igen er det også en ting hun godt kan lide.
Er vi bare onde? Utålmodige? Strenge?
Jeg føler det ikke sådan. Jeg føler virkelig at vi prøver. Det nytter jo heller ikke noget at hun, så snart hun begynder at pive det mindste, får sin vilje og derved kun de søde ting - sådan fungerer livet jo bare ikke. Er det for tidligt at lære det når man ikke engang er fyldt to? Jeg frygter bare, at hvis vi giver efter nu, så vænner hun sig til at vi giver efter og så vil det fortsætte sådan - alt for længe endnu. Det ved jeg ikke om jeg orker.
Det er lidt det samme når vi er ude og gå. På et tidspunkt gider hun bare ikke mere, og vil hellere bare stoppe og glo ud i luften, end gå videre. Når jeg så holder hende i hånden, holder hendes ben på magisk vis op med at virke. Og jeg nægter at bære hende - for igen, så vænner hun sig bare til det. Og jeg gider ikke bære rundt på hende når hun bliver 3 år og vejer betydeligt mere end hun gør nu.
På den anden side kan jeg så også godt føle mig som verdens dårligste forældre når hun er begynder at græde. Jeg ved jo inderst inde godt at hun ikke er ked af det, men det gør jo alligevel ondt. Jeg forsøger at bevare min mening, for nok får hun lov til meget nu, men hvis hun ender med at kunne sno mig fuldstændig om sin lillefinger, så bliver det da utåleligt til sidst.
