Bagsidetekst:
Hvad hvis spillet blev virkeligt? Eller virkeligheden blev et spil?
"Vil du have noget at drikke?" Sikka har ført ham gennem mængden og hen til scenen, hvor der også er opstillet en lille bar. Hun rækker ham en øl på flaske og tager også selv en. "Tak ... Hvad skal der ske?" Markus tager imod den kolde flaske. "Det er en indvielse. Vi kalder det en forvandling." "En forvandling? Til hvad?" "Til et dyr. Man bliver et dyr og får et liv mere." "Hvad mener du?" Sikka smiler og tager en tår af sin ølflaske. "Du skal ikke bekymre dig ... Der sker ikke noget med dig?"
I 2014 modtager Markus på sin fon et billede af den far, han altid har troet døde tyve år tidligere under 3. verdenskrig. Der er noget der tyder på, at hans far alligevel ikke er død. Markus følger sporet, der optrevler brutale historier fra krigen og fører ham til en fremtidig og drømmeagtig udgave af Berlin, hvor han møder pigen Sikka og vikles ind i noget, der ligner et uskyldigt spil, men måske alligevel ikke er ufarligt. Hvad har Markus' far med "Mimesis" at gøre, et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, der har taget et sidste skridt og gjort døden virkelig?
Den her historie har virkelig meget potentiale. Jeg finder ideen med "Mimesis" virkelig spændende - et spil der tester mennesker i det mest ekstreme. Sætter dem i situationer hvor de kan dø, i en apokalyptisk verden, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Alt dette sker mens man sidder trygt og godt hjemme i en sin sofa. Det mindede mig lidt om Bruce Willis' filmen "Surrogates" - hvor alle har en "dobbeltgænger" der er robot, som lever ens liv, mens man selv sidder derhjemme og syner hen.
Markus' kamp for at finde sin far, kan jeg også godt lide. Hans hverdag er ensformig, kedelig og ret meningsløs. Indtil han får bevis for at faren rent faktisk stadig er live. Dog finder jeg Markus virkelig irriterende. Selvom jeg godt kan sætte mig ind i nogle af de tanke og beslutninger han træffer, synes jeg at han det meste af tiden er vattet og ikke en der tør stå ved sine beslutninger.
Selve historien bliver - for mit vedkommende - lidt for forvirrende til sidst. Der sker rimelig meget, og jeg fangede det ikke helt første gang jeg læste det. Jeg måtte tilbage et par dage efter og læse de sidste sider igen, og jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg fangede det 100 %. Jeg ved ikke om det bare er mig.
I det hele taget fangede sproget mig slet ikke i denne historie. Der bliver lavet virkelig mange sammenligninger. Hvis Markus føler noget bestemt, eller der sker noget, så kommer der en sammenligning på flere linjer bagefter og efter at have læst et par stykker, irriterede det mig virkelig meget. Som læser, kan jeg godt regne ud hvordan Markus havde det, uden at få forklaret at han føler sig "som en udspringer der for første gang står på en rigtig klippe og kigger ned i de brusende bølger" (s. 25) - og sådan fortsætter det. Beklager, de beskrivelser irriterede mig grænseløst. I de samtaler Markus har med sin mor er han beskrevet som "Ma" og hun "Pe" - hvorfor ikke bare skrive hele navnet?
Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke læser nok science fiction, men jeg blev desværre aldrig rigtig fanget af historien. Det er faktisk lidt øv, for jeg synes den lød rigtig spændende, den formår bare ikke at trykke på de rigtige knapper for mig.
Tak til Science Fiction Cirklen og forfatteren for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Science Fiction Cirklen
Udgivet i: 2017
Antal sider: 288
3 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar