tirsdag den 17. marts 2020

Jon Zaar; DX Ghostplayer [Anmeldereksemplar]

Jon Zaar; DX Ghostplayer [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Til daglig er han nobody, i spillet er han alt.

Nu så han det, lemmen i gulvet, et forbandet zombielager. Hurtigt tømte han begge UZI'er mod ondets rod. Det gav ham et par sekunders arbejdsro. Med et snuptag fandt han en håndfuld fjernbetjente miner og kylede dem ned i zombiekælderen, hvorefter han knaldede lemmen hårdt i.

I tredje og sidste bind er Hannibal på hjemmebane, men desværre er fjenden fuldt med. Den helt store finale lurer lige om hjørnet, når Hannibal skal forsøge at redde vennerne og undslippe DX' digitale fængsel. Hvor er Lea? Hvem er BJ? Og hvad med Shooter? Der er rigeligt at tage fat på. Vejen til frihed er fyldt med alverdens rædsler og kræver det maksimale af en gamer.
Med livet som indsats kastes Hannibal nok engang ind i kampen mod sin virtuelle ærkefjende. Heldigvis får han hjælp fra en gammel ven. Snild, mod og hårdkogt action er vejen frem, hvis missionen skal lykkes. En mission der handler om meget mere end gamernes overlevelse.

Hannibal er tilbage. Mareridtet er tilbage.

Game on. 

Jeg var ret begejstret for de to første bind i denne serie. Jeg synes de var spændende og ret intense. Jeg følte næsten at jeg var en del af spillet. Det var fedt med noget for "gamerne", for selvom jeg ikke har spillet meget computerspil, ved at man godt kan blive forpustet og stakåndet af det. Og det bliver man også af disse bøger.

Sproget og handlingen er som i de første, meget hurtigt og flere gange bliver det næsten helt staccato-agtigt. Om det er fordi det er længe siden jeg har læst de to første bind, ved jeg ikke, men jeg følte slet ikke samme samhørighed med denne bog som med de foregående. Der var flere steder hvor jeg helt tabte tråden og måtte tilbage og læse det igen.

Måske skyldes det også handlingen. Der er flere steder - især i starten - hvor det slet ikke føles som om det er Hannibal der er hovedperson, men en anden og det forvirrede mig helt vildt. For hvem var det så? Det kan også sagtens være mig, der bare ikke lige var vågen og fangede det.

På trods af disse ting, synes jeg stadig det er en interessant serie. Der var flere steder hvor jeg kom til at tænke på "Inception" - det med at vi aldrig helt kan vide os sikre på hvilken virkelighed vi er i. Serien piller ved hvad der er muligt og hvad der måske bliver muligt når vi snakker computerspil. Jeg tvivler på at det bliver så vildt som i bogen, men der er da mulige scenarier jeg godt kunne forestille mig blev til virkelighed en eller anden dag.

Alt i alt er det en fin afslutning på en hæsblæsende serie og jeg var faktisk lidt begyndt at tvivle på om den nogensinde kom - men det gjorde den heldigvis! Hvis du er til computerspil, action, masser af våbenild og fede gadgets, så er dette serien for dig. 

Tak til forfatteren for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2020
Antal sider: 254
4 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar