tirsdag den 31. marts 2020

Teri Terry; Sprængt [Anmeldereksemplar]

Teri Terry; Sprængt (Slettet, #0,5) [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Afspærringer, checkpoints og voldelige demonstrationer er blevet hverdag for Sam, og hendes tidligere komfortable liv som vicepremierministerens datter er slut.

Regeringen giver landets unge skylden for de politiske uroligheder, og det tvinger Sam til at vælge sin familie eller kæmpe for det, hun tror på.

Da hun møder Ava og Lucas, er hun ikke længere i tvivl. Hun vil forandre verden. Om det så gælder hendes liv ... 

Det er efterhånden længe siden jeg har læst "Slettet"-serien og det kunne jeg godt mærke. Jeg skulle lige komme i tanke om hvad den egentlig gik ud på og hvordan samfundet var. I "Sprængt" ser vi nemlig dette samfund blive skabt.

Vi følger skiftevis Sam og Ava. To piger der lever to meget forskellige liv. Sam, som datter af vicepremierministeren, mangler ikke noget. Hun bor i et stort hus og har alt hvad hun kan drømme om - eller har hun? Ava, datter af en tidligere professor, nu taxachauffør, går på samme skole som Sam, men på et stipendium. Hun er meget begavet og bliver sat til at give Sam ekstra undervisning. Dette udvikler sig til et ægte venskab - og måske endda mere end det.

Men farer lurer lige under overfladen og der skal ikke pustes meget til ilden før det London som Sam og Ava kender, ikke er til at kende mere. Der bliver indført udgangsforbud, børn og unge skal aflevere deres mobiltelefoner og militæret sættes ind. Sam vil gerne gøre en forskel, men kan hun det og hvad vil det koste hende.

Problemet med at det er så længe siden at jeg har læst "Slettet", er at jeg ikke kan huske om personer vi møder i "Sprængt" også er med i "Slettet". Men det kan en genlæsning jo heldigvis lave om. For det er virkelig en serie man sagtens kan læse igen. Nu har vi fået forhistorien og en bedre indsigt i hvordan det hele hænger sammen.

Forfatteren skriver i hurtigt tempo og man efterlades ikke med meget tid til at stoppe og tænke over situationen. At vi skiftevis hører fra Ava og Sam giver et godt flow til historien - da vi netop får indsigt i at både rige og fattige rammes. De to piger kæmper også egne kampe. Om både at blive taget seriøst og om i det hele taget at have et liv.

Som sagt har jeg læst "Slettet" først, men jeg tænker at det giver så god mening at læse "Sprængt" først. Lige meget hvad, vil man få en virkelig fed og intens læseoplevelse ud af det og måske endda også sidde med lidt ondt i maven over hvor nemt det er at ændre et samfunds syn på en bestemt borgergruppe ...

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Fated
Udgivet i: 2019 (på engelsk) og 2020 (på dansk)
Antal sider: 349
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar