søndag den 31. maj 2015

Maj wrap up


Maj wrap-up

Maj er ved at være slut og jeg må indrømme at maj har været en helt fantastisk læsemåned for mig! Som billedet viser har jeg fået læst en hel del - i alt 27 bøger! Wow! Er selv lidt chokeret over at det blev til så mange, men på den anden side er det også bare fedt at have læst så meget!

Jeg har også været så heldig både at vinde bøger og at få bøger fra forskellige forlag - jeg takker igen jer alle mange gange! Det er min yndlings form for pakker at komme hjem til og jeg er meget glad for at I værdsætter min mening!

Læste bøger:
Kevin McDermott; Valentina (læs anmeldelse her)
Camilla Jönsson; En to kaos (læs anmeldelse her)
Neil Gaiman; Nobody (læs anmeldelse her)
Marie Lu; Legend (læs anmeldelse her)
Susanne Clod Pedersen; Arnulf (samlet e-bog med både Arnulf og Veulf)
Line Kyed Knudsen; Hvidt støv (læs anmeldelse her)
Stian Hole; Den gamle mand og hvalen
Sara Ohlsson; Jeg er desværre død og kan ikke komme i skole i dag (læs anmeldelse her)
Harlan Coben; Savner dig (anmeldereksemplar - e-bog - læs anmeldelse her)
Gitte Løkkegaard; Sukker (anmeldereksemplar - e-bog - læs anmeldelse her)
Robert Mihaere; Sømkatten og spjætmusen (anmeldereksemplar - læs anmeldelse her)
Robert Mihaere; Kampen om månen (anmeldereksemplar - læs anmeldelse her)
Alyssa B. Sheinmel; Den anden stjerne (læs anmeldelse her)
Trine Bundsgaard; Den gyldne sti (læs anmeldelse her)
Trine Bundsgaard; Sjælenes træ (læs anmeldelse her)
Jesper Wung-Sung; Kopierne (graphic novel)
Mette Finderup; Smertensbarn (læs anmeldelse her)
John Flanagan; Pagten med skandierne
Carys Bray; En sang for Issy Bradley (læs anmeldelse her)
Anna Todd; After - Mødet (læs anmeldelse her)
Gabrielle Zevin; Historien om A. J. Fikrys liv (læs anmeldelse her)
 


Lektørbøger i maj:
Luke Pearsson; Hilda og trolden
Birgitte Krogsbøll; Funkelgnister - Rim, råb og remser
David Cali; Jeg kommer for sent, fordi ...
Lucy Cousins; Malles gravko
Lucy Cousins; Malles racerbil
Astrid Lindgren; Bogen om Pippi Langstrømpe
Jef Aerts; Større end en drøm


Jeg var et smut i København i går, lørdag d. 30/5. Jeg fik mulighed for at se en veninde jeg ikke har set i meget lang tid og så fik jeg selvfølgelig besøgt nogle dejlige bogbutikker! Jeg lagde selvfølgelig vejen forbi Politikens Boghal, den store Arnold Busck ved Rundetårn og Faraos Cigarer. Der kom et par dejlige bøger med hjem fra turen og dem synes jeg bestemt ikke I skal snydes for - så her er de!



I Politikens Boghal købte jeg "Literary Listography - my reading life in lists" som Rikke har vist frem på sin blog (læs indlæg her). Da jeg så hendes indlæg om den vidste jeg at den måtte jeg bare have, den er simpelthen så fin! Jeg glæder mig til at tage tiden til at udfylde den, for ligesom Rikke er jeg vild med lister!


I Faraos Cigarer havde jeg egentlig håbet at kunne købe en sej Batman figur til min søde kollega, Anine, men de havde ikke lige en som jeg synes passede. Jeg faldt også over en del "The art of..."-bøger, hvor jeg rigtig gerne har ville have "The art of Howl's Moving Castle", men den var selvfølgelig udsolgt. I stedet købte jeg vol. 1 og 2 af Saga - jeg har læst dem på engelsk, men jeg synes de er virkelig flotte, så dem måtte jeg have med hjem!


I den store Arnold Busck ved Rundetårn faldt jeg over disse to i deres rigtig flotte YA-afdeling - jeg ville ønske at boghandlere i Aalborg havde et ligeså fint udvalg. Katie Van Ark har skrevet "The Boy Next Door", der lyder til at være en rigtig god kærlighedshistorie. "Love Letters to the Dead" af Ava Dellaira udkommer på dansk senere i år, og jeg har hørt så meget godt om den. Jeg håber jeg kan nå at få den læst på engelsk inden den udkommer på dansk. Og så elsker jeg bare forsiden på begge bøger!

Det var lidt om min maj - hvad har I fået læst, købt og fået af fantastiske læseoplevelser i denne måned?

Carys Bray; En sang for Issy Bradley

Carys Bray; En sang for Issy Bradley

Bagsidetekst:
På mange måder er familien Bradley ret almindelig. Zippy er 16 og forelsket for første gang. Al er 13 og drømmer om at spille fodbold for Liverpool. Men på andre punkter er de lidt specielle. 7-årige Jacob tror på mirakler, og det gør hans far Ian også. Ian er nemlig biskop i den lokale mormon-mening i London og stærk i troen. Da lillesøster Issy pludselig dør, er det en tragedie, som ryster familiens fundament. Mor Claire får svært ved at tro på noget som helst og vil ikke engang stå ud af sengen. Kan de overhovedet komme til at fungere som familie igen, efter at de har mistet lille Issy? En bevægende, indsigtsfuld og varm historie om en familie, der er blevet ramt af en stor sorg.

Hvis man står på den vej som familien Bradley bor på, ville man ikke kunne se at deres hus skulle rumme stor sorg og fortvivlelse. Det ligner de andre huse på vejen - i hvert fald udefra. Hvis man går indenfor, skal man først forbi skiltet med teksten "Stedet" - dette gør far Ian meget sjov ud af, eller det gjorde han i hvert fald.

Huset ser egentlig også ret almindeligt ud inde fra, lige bortset fra alle de citater der hænger over alt på væggene, citater der skal hjælpe dem med at være stærke i troen. Mor Claire er normalt den der styrer huset - handler ind, vasker tøj, gør rent osv., men efter den morgen har hun knap nok kunne bevæge sig ud af sengen, men ikke hendes egen seng.

Den skæbnesvangre morgen hvor huset ændrede sig, var det Jacobs fødselsdag. Han havde glædet sig til at fejre den med sine venner og ikke mindst sin familie. Ian tager dog tidligt afsted, han mener ikke at han kan sige nej når nogen fra menigheden ringer efter hjælp, selv på sin søns fødselsdag. Det lægger pres på Claire, der nu må klare det hele - alene. Issy klager sig, men Claire tror ikke at der er noget galt, før hun og Issy befinder sig på sygehuset og de får at vide at chancerne for overlevelse er små. Ian kommer hastende da han høre nyheden og velsigner Issy så hun kan blive rask igen - som I kan regne ud, så sker det ikke.

Claire har nu mistet sit yngste barn. Hun har mistet sin tro på Gud, på sin mand og hele deres families fundament. Hun forskanser sig i Issys seng og nægter at tale med nogen, selvom hele familien lider. Zippy forsøger at forlige sig med sandheden, samtidig med at hun begynder at have varme følelser for vennen Adam, men uden sin mor at snakke med og søge hjælp hos, ender Zippy i nogle ydmygende situationer, der virkelig også sætter hendes tro på prøve.

Al skjuler sin sorg bag grove kommentarer og sort humor. Han forsøger ikke at tænke på alle de gange han var ond ved Issy i stedet for at være god, for det gør ham alt for ked af det. Han har faktisk svært ved at huske de gange han var sød ved hende. Samtidig er han nok den i familien der tror mindst og det irriterer Ian, men dette ændrer sig da Al oplever noget magisk!

Jacob vil ikke tro på at Issy er død og er overbevidst om at han, ved at bede, kan få et mirakel til at ske så hun bliver levende igen, men selvom han tror med stor overbevisning, må han også indse at det nok er forgæves. Ian forsøger at få familien til at hænge sammen i denne svære tid, for han forstår heller ikke helt selv at Issy er død. Han skjuler lidt sin sorg bag troen, for selvom han prædiker at det er Guds vilje, forstår han ikke at Gud kunne tage Issy fra ham. Og da han endelig lærer at sige fra over for sin menighed - kan det meget vel være for sent ...


"En sang for Issy Bradley" er, selvom det er en meget trist historie, også hjertevarm, bevægende og intens. Historien bliver fortalt af hver familiemedlem på skift, og dette fungerer rigtig godt, da man på den måde kommer meget tæt på hvert enkelt medlem. Jeg elskede at læse fra Jacobs synsvinkel fordi han er så ren og uskyldig. Hans tro og syn på verden er meget enkelt og jeg synes forfatteren fik skrevet som en 7-årig helt perfekt.

For en som mig, der er ikke-troende, ikke medlem af folkekirken, var den til tider lidt hård at komme igennem. Jeg forstår godt synspunkterne, følelserne - har trods alt gået på en katolsk folkeskole, men nogle gange blev det lidt for meget. Flere gange kunne jeg ønske at slå Ian i hovedet og sige at han skulle lade være med at sige at det var Gud der tog Issy fra dem, at han skulle lade være med at være så striks og hård omkring regler. Claire er ikke født mormon og jeg synes hendes synspunkter var meget forfriskende - for hun sagde sin mening, også selvom det ikke altid var påskønt.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig god bog! Den er velskrevet, og forfatteren forstår virkelig at få ændret sproget alt efter hvilket familiemedlem vi hører fortælle. Den er måske lidt for tung til at blive kategoriseret som sommerlæsning. Jeg synes den passer bedre på en regnvejrsdag - for så kan humoren i den komme til sin ret og skabe små lyspunkter på en trist dag. Der er helt klart mulighed for nogle gode diskussioner og snakke ud fra denne bog - den ville være god til læsekredse!

Tak til Nyt Nordisk Forlag for anmeldereksemplaret - jeg nød den!

Fakta:
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Original titel: A Song for Issy Bradley
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 312
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

fredag den 29. maj 2015

Robert Mihaere; Den Grå Herskers Fange


Robert Mihaere; Den Grå Herskers Fange 1+2

Sømkatten og spjætmusen - bagsidetekst:
Nonniesense er et forunderligt land og en fantastisk fjolleverden. Fuld af eventyr, spænding og mærkværdigheder - og to gode venner: Spjætmusen og den besindige sømkat. De to er gået på eventyr i Kilde-kildevældsskoven og aner intet om den fare, der lurer i Nonniesense. Mørke, hætteklædte væsner lusker rundt med skumle planer for Humlefanterne og deres dronning. Og lige pludselig er de to venner indblandet i et farligt eventyr! For den onde Kroz udtænker planer i sit stengrå slot. Planer der skal gøre en ende på alt kulørt liv i Nonnisense. Månemalerne for fortvivlede, dørhovederne er bekymdrede, og kululørboerne er bare kulørte. Noget må gøres! Mens månen langsomt falmer, drager de to venner og en lille, broget flok på en farlig ekspedition for at redde det forunderlige Nonnisense ...

Velkommen til Nonnisense! Som navnet antyder, er der ikke meget "sense" i denne verden. Det er en sammensat verden, fx er alle dyr sammensat af forskellige dyr og der er plads til leg - og der bliver leget! Vi stifter bekendskab med en hel masse forunderlige, mærkelige og sjove væsner der lever i Nonnisense. Vi møder de to venner Spizpot (en sømkat) og Hiphop (en spjætmus), der er vilde med eventyr! En dag kommer de endelig over på den anden side af POPstenene og her møder de en farveløs kululørbo ved navn Kallum, der er meget ulykkelig. Skæbnen vil dog, at vores to venner hjælper Kallum med at finde sin farve og derved får han chancen for at åbne en butik i Kongens Kululørby.

Alt tegner til at ende godt, men dørhovedet i butikken lægger mærke til at månen ikke skifter farve som den burde, og det gør ham urolig. For uden farveskiftet af månen vil Nonnisense gå til grunde - alle er nemlig afhængige af månemalerne til at styre farverne. Fx vil Toffee-skvæt-træerne ikke skvætte toffee, og det er det de blophalede sommeraber lever af.

Vores to venner begiver sig afsted med en besked til månemalerne fra dørhovedet, men ikke alt går som planlagt. Kallum bliver også bekymret og han tager også afsted mod månemalerne. Men kan de nå det i tide?


Kampen om månen - bagsidetekst:
Nonnisense er i fare. Månen falmer, og det går hurtigt. Det er ikke godt! SnorSneSpidserne er endnu mere gnavne end normalt, løvhalede gøjeslanger endnu mere sultne end normalt, og Det Grå Rige vokser hastigt og spreder sit mørke. Hvad sker der med den tapre ekspedition, mens kaos rykker frem i Nonnisense? Kallum har samlet en lille, modig månemalerhær, og de ved, hvor de skal hen, men ikke helt hvordan, eller hvad der skal ske, når de når frem. Spizpot og Hiphop slog spadehalebæverne på egen bane, men det har forsinket dem og deres hold meget. De er stadig langt fra Det Grå Rige, og tiden er knap. Hver forsinkelse kan betyde enden på Nonnisense! Vennerne har håbet i behold, og de har hinanden, men er det mon nok ...?

Alle vores helt er i en eller anden form for problemer og tiden er ved at løbe ud. Spizpot og Hiphop forsøger at nå til Det Grå Rige, men undervejs støder de både på forhindringer, men også på flere hjælpere, der for alt i verden vil slå Kroz. Kallum og hæren af målemalermænd løber også hele tiden på nye forhindringer og pludselig befinder de sig under jorden og har svært ved at navigere!

Hver eneste forhindring kan medfører at de ikke når at standse Kroz før han begår den ultimative onde handling - han har nemlig tænkt sig at sikre at månen aldrig mere bliver farvet! Vores helte skal skynde sig for at nå frem - og hvordan har de dog tænkt sig at stoppe Kroz? De har ingen hær! Men heldigvis har de en masse smarte og kloge hjerner, der kan udtænke en plan for dem - om den holder, ja det må I selv læse!


Denne serie er fremragende til højtlæsning! Den er virkelig underholdende og de der er mange ord hvor man som læser skal holde tungen lige i munden, ellers kan den godt slå knuder! Selvom jeg nok ikke helt er målgruppen, var jeg meget underholdt alligevel og synes det var spændende læsning. Bogen er skrevet i et nemt (bortset fra tunge-knude-ordene) og flydende sprog og kapitlerne er overskuelige, så det vil være nemt at tage et kapitel inden sovetid.

Samtidig er illustrationerne noget for sig. De er virkelig fine, farverige og flotte - de bringer noget ekstra til historien, netop fordi der er væsner der ikke eksisterer i virkeligheden, er det rart med illustrationer af hvordan de ser ud! Hist og her, er der også små faktabokse der forklare hvordan nogle af de forskellige dyr og planter vores venner møder undervejs ser ud og hvor de findes i Nonnisense.

To rigtig flotte og gennemarbejde bøger der vil gå rent ind for førskolebørn og børn der lige har knækket læsekoden - og forhåbentlig også hos deres forældre!

Tak til Muusmann'forlag for anmeldereksemplarene!

Fakta:
Forlag: Muusmann'forlag
Udgivet i: 2015
Antal sider: begge bøger er på 192 sider
4 ud af 5 stjerner (til begge bøger)

torsdag den 28. maj 2015

Gitte Løkkegaard; Sukker

Gitte Løkkegaard; Sukker

Bagsidetekst:
Nina Maria Løvbjerg er en selvsikker pige på 19 år, der ved lige præcis, hvordan man scorer en fyr. Hun går i 3.g og lever et tilsyneladende normalt liv med fester, kæreste og familie. Men alt ændrer sig, da hun får en affære med sin sexede nye chef Thomas. Affæren er i begyndelsen en spændende, altopslugende forelskelse, men bliver efterhånden en mørk hemmelighed, der kiler sig ind mellem Nina og hendes forældre, veninder og kæreste. Pludselig lever Nina et dobbeltliv, og hun er ikke længere den ubekymrede gymnasieelev, hun engang var.

Nina lader til at have det hele - en god familie, der giver hende plads til at være teenager, en dejlig kæreste og en god stor vennekreds. Hun er bedste veninder med Emilie og Sally - de fester, hygger sig og planlægger fremtiden sammen. Ninas forældre siger, at siden hun bliver 19 skal hun til at tjene til vejen og livet - så Nina skal have et arbejde. Hun bliver piccoline i det firma hvor hendes far arbejder og hun er glad for det - lige bortset fra chefen. Der er noget ved ham der både skræmmer og tiltrækker hende.

Da Ninas kæreste, Laurits, tager til Afrika med en kammerat, efterlades Nina hjemme, med hovedet fyldt af underlige tanker omkring chefen, Thomas - der viser sig også at tænke på hende. De indleder et forhold, der er langt fra alt andet Nina før har prøvet. Hun forelsker sig hovedkuls i Thomas og følelserne er gengældt. Deres sexliv er vildt, spændende og anderledes end sex har været før for Nina.

Forholdet med Thomas er dog ikke uden problemer - han gemmer på hemmeligheder, som gør hende utryg, han begyder at stille krav til hende som hun finder forvirrende og skræmmende. De skændes. De råber af hinanden. Går hver til sit, men finder sammen igen. Ninas verden er kommet til at rotere omkring Thomas, indtil den sidste dråbe falder og får bægeret til at flyde over ...


"Sukker" er Fifty Shades i young adult-indpakning. Ung, semi-uskyldig pige møder lidt ældre, flot, rig, mystisk mand og de indleder et heftigt forhold, som sætter begge deres tålmodighed og indre ro på prøve - indtil det bliver for meget for den ene part, hvilket næsten ender fatalt for den anden ...

Jeg var ikke klar over at den ville være så dyster da jeg gik i gang med den, men jeg synes faktisk at det fungerede rigtig godt. Jeg var draget fra første side og havde svært ved at slippe den igen. Sproget er godt, handlingen spændende - skænderierne virker "livagtige" og det samme gør sig gældende når det kommer til reaktionerne, for hvem har ikke prøvet at føle sig uretfærdigt behandlet af en man elsker, men som man alligevel tilgiver? Jeg er især vild med slutningen, den var slet ikke som jeg havde forventet og synes det var fedt at blive overrasket!

Tak til Plusbog for anmeldereksemplaret!

Fakta:
Forlag: Politiken
Udgivet i: 2015
Antal sider: 288
Læst som e-bog
4 ud af 5 stjerner

onsdag den 27. maj 2015

Alysson B. Sheinmel; Den anden stjerne


Alyssa B. Sheinmel; Den anden stjerne

Bagsidetekst:
Syttenårige Wendy Darlings yngre brødre er forsvundet i en surferulykke. Men Wendy tror ikke på, at de er døde. Derfor starter hun sin egen eftersøgning på de solbeskinnede californiske strande. Den fører hende til en mystisk skjult bugt, beboet af en flok unge bortløbne surfere. Wendy bliver straks tiltrukket af den karismatiske leder, Pete, men hun drages også mod hans modsætning, narkohandleren Jas, som er gådefuld, farlig og smuk.

Denne radikale genfortælling af klassikeren "Peter Pan" er en forførende historie om to unge mænd, der ikke ønsker at blive voksne - og pigen, som er fanget imellem dem.

Wendy er stjerneelev på gymnasiet. Hun får gode karakterer, er bedste veninder med Fiona, har nogle dejlige forældre og to skønne surfer brødre John og Michael. Man skulle tro at Wendy har det fantastisk, men det har hun langt fra. For hendes brødre er forsvundet i en surferulykke og Wendy nægter at opgive håbet om at de stadig lever. Hendes forældre accepteret deres tab, men er langt fra kommet videre. Wendy vil ikke acceptere - hun kan ikke! Ikke før hun selv har gjort noget!

Da hun for sommerferie fra gymnasiet, og egentlig burde gøre sig klar til at komme på universitet, sætter hun sin egen eftersøgning i gang. Hun kører strandene tynde, men finder ingenting - ikke før hun får øje på en dreng. En dreng i bare tæer, på motorcykel og med et surfboard. Hun følger efter ham og han leder hende til den perfekte strand, med de perfekte bølger. Wendy forelsker sig i drengen, Pete. Alt er bare meget bedre på denne fantastiske (fantasi) strand. Hun lærer endda af surfe!

Uheldigvis har  Pete hemmeligheder og da disse hemmeligheder kommer for dagens lys knuser det Wendys verden og hun søger derfor svar hos Petes gamle ven og fjende, narkohandleren Jas, for han er også en del af hemmeligheden.

Hvad Wendy ikke selv er klar over, er at hendes verden falder mere sammen end hun nogensinde kunne forestille sig, og snart må hun revurdere sit syn på hendes tilværelse - for hvor meget af det har hun forestillet sig i sin dybe dybe sorg over at have mistet sine brødre og hvor meget er det er sket i virkeligheden? Pludselig kan Wendy ikke finde hoved og hale i fantasien og snart er hun livsfare - men hvem kan redde hende?


"Den anden stjerne" er en barsk ungdomsfortælling om en sorg så dyb at den ændrer din virkelighedsopfattelse og er til fare for dig selv. Jeg havde slet ikke forventet at det var sådan den var, men jeg var bestemt positivt overrasket. Synes det er en utrolig velfortalt og velskrevet historie, som virkelig fanger. Selvom jeg ikke kan sætte mig ind i Wendys situation, er det nemt at forstå hendes modstridende følelser overfor Pete og Jas, hjertet kan godt forelske sig i to meget forskellige fyre på samme tide - fordi de hver især giver noget helt specielt til en.

Jeg måtte dog holde tungen lige i munden til sidst, da det bliver en smule forvirrende, men jeg synes det giver en fed effekt til bogen, det er dog også derfor den ikke får 5 stjerner. Der var et par gange hvor jeg simpelthen tabte tråden, og det ødelagde lidt flowet i fortællingen. Hvis jeg måske havde en ide om at det var sådan bogen var, var det måske anderledes, jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder synes jeg bestemt den er værd at læse!


Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Second Star
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2014 (på dansk)
Antal sider: 277
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner