Den her måned har været hård. Ikke blot fordi der har været varmt og derfor har varmepuden Iris haft det endnu varmere end hun plejer og har ikke sovet så godt i løbet af dagen. Hun har sovet hele natten, men det har også været tiltrængt. Samtidig har hun også haft noget mavevirus, der har medført en meget rød lille rumpe og afføring helt op til 10 gange i løbet af et døgn! Hårdt for baby, mor og pengepung!
Den første uge røg hendes natrytme også - hun vågnede 3 gange om natten fordi hun skulle skiftes, hvilket jo også ødelagde min nattesøvn. Heldigvis er vi ved at være tilbage til normalen, for når der er varmt er man selv (jeg er i hvert fald) mere træt og udmattet og derfor var det hårdt at skulle undvære nattesøvnen igen.
Hun lader heldigvis (7-9-13) til at være kommet ovenpå igen. Hun har dog ikke haft feber eller været utilpas på nogen anden måde, så humøret har været højt som plejer - bortset lige fra når hun skulle skiftes. Det har hun ikke været fan af.
Jeg synes det har været hårdt, men det er jo ingenting i forhold til hvad så mange andre går igennem. Jeg læste en artikel for noget tid siden om en missionær der havde besøgt et børnehjem i Uganda, hvor der lå 100 friske og raske spædbørn. De sagde ikke en lyd. Ingenting. Missionæren havde spurgt hvorfor der var så stille og svaret var at når børnene havde grædt, skreget og råbt efter nogen i timevis, havde de til sidst indset at der ikke kom nogen for at trøste dem, og så var de holdt op med at græde. Skrækkeligt! Det gør ondt helt ind i sjælen at høre om sådan noget.
En anden historie der er forfærdelig, er en der blev delt på dr.dk for noget tid siden - læs den her. Jeg har læst den et par gange og jeg sidder med en knugende fornemmelse om hjertet, tåre i øjnene og et sind der slet ikke kan forstå at man kan overleve det.
De problemer vi har haft er ingenting i forhold til andre. Nu tænker jeg både nu her med maven og dengang Iris skulle have fodskinne på det meste af døgnet pga. en hælfod. De ting er jo ingenting. Hvad med de forældre med syge børn. Børn der skal opereres hele tiden. Børn med misdannelser. Børn med handicap.
Når jeg synes vi har haft en dårlig dag, tænker jeg på de familie der har det meget værre end os. Jeg tager hatten af for jer alle der skal igennem sådanne forfærdelige ting. For igennem det, kommer man jo oftest. Godt nok er man sikkert langt fra det samme menneske man var til at starte med, men på en eller anden måde overlever man.
Jeg tænker på de familier og tænker så på, at jeg slet ikke har det hårdt, slemt eller dårligt. Jeg tænker at Iris er sund, rask, glad, veltilpas og smilende. At det kun er små bump på vejen frem. Små bump. Ikke store bump. Jeg tror det er sundt med lidt perspektiv en gang imellem - der er andre familier med større problemer end dem jeg har. Det er vigtig at huske på.
Rettelse:
Efter de tre uger med rød bagdel og meget afføring, kunne der skimtes den første tand hos Iris - efterfølgende læste jeg mig til, at det er en meget normal reaktion på de første tænder. Nu kan jeg så undre mig over at hverken min egen læge, lægevagten eller sundhedsplejersken spurgte til om der var tegn på tænder ... burde de ikke være eksperterne?
Den første uge røg hendes natrytme også - hun vågnede 3 gange om natten fordi hun skulle skiftes, hvilket jo også ødelagde min nattesøvn. Heldigvis er vi ved at være tilbage til normalen, for når der er varmt er man selv (jeg er i hvert fald) mere træt og udmattet og derfor var det hårdt at skulle undvære nattesøvnen igen.
Hun lader heldigvis (7-9-13) til at være kommet ovenpå igen. Hun har dog ikke haft feber eller været utilpas på nogen anden måde, så humøret har været højt som plejer - bortset lige fra når hun skulle skiftes. Det har hun ikke været fan af.
Jeg synes det har været hårdt, men det er jo ingenting i forhold til hvad så mange andre går igennem. Jeg læste en artikel for noget tid siden om en missionær der havde besøgt et børnehjem i Uganda, hvor der lå 100 friske og raske spædbørn. De sagde ikke en lyd. Ingenting. Missionæren havde spurgt hvorfor der var så stille og svaret var at når børnene havde grædt, skreget og råbt efter nogen i timevis, havde de til sidst indset at der ikke kom nogen for at trøste dem, og så var de holdt op med at græde. Skrækkeligt! Det gør ondt helt ind i sjælen at høre om sådan noget.
En anden historie der er forfærdelig, er en der blev delt på dr.dk for noget tid siden - læs den her. Jeg har læst den et par gange og jeg sidder med en knugende fornemmelse om hjertet, tåre i øjnene og et sind der slet ikke kan forstå at man kan overleve det.
De problemer vi har haft er ingenting i forhold til andre. Nu tænker jeg både nu her med maven og dengang Iris skulle have fodskinne på det meste af døgnet pga. en hælfod. De ting er jo ingenting. Hvad med de forældre med syge børn. Børn der skal opereres hele tiden. Børn med misdannelser. Børn med handicap.
Når jeg synes vi har haft en dårlig dag, tænker jeg på de familie der har det meget værre end os. Jeg tager hatten af for jer alle der skal igennem sådanne forfærdelige ting. For igennem det, kommer man jo oftest. Godt nok er man sikkert langt fra det samme menneske man var til at starte med, men på en eller anden måde overlever man.
Jeg tænker på de familier og tænker så på, at jeg slet ikke har det hårdt, slemt eller dårligt. Jeg tænker at Iris er sund, rask, glad, veltilpas og smilende. At det kun er små bump på vejen frem. Små bump. Ikke store bump. Jeg tror det er sundt med lidt perspektiv en gang imellem - der er andre familier med større problemer end dem jeg har. Det er vigtig at huske på.
Rettelse:
Efter de tre uger med rød bagdel og meget afføring, kunne der skimtes den første tand hos Iris - efterfølgende læste jeg mig til, at det er en meget normal reaktion på de første tænder. Nu kan jeg så undre mig over at hverken min egen læge, lægevagten eller sundhedsplejersken spurgte til om der var tegn på tænder ... burde de ikke være eksperterne?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar