mandag den 18. november 2019

Janni Olsen; Hvad så hvis jeg er? [Anmeldereksemplar]

Janni Olsen; Hvad så hvis jeg er? [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Det er ikke let at være semigrønlænderbonderøvshomojomfru i Fjerritslev og omegn.

Jonny er 17 år. Han går i gymnasiet, og han hader det. Og i den lille by, hvor han bor, er der ikke meget plads til at være anderledes. Heldigvis lykkes det Jonny at undslippe til et sted, hvor det er okay bare at være den, man er.

At bo i en lille provinsby og være homoseksuel kan ikke være nemt. Især ikke når man i forvejen skiller sig ud fra mængden. Jonny har det på alle måder svært der hvor han er. Han passer ikke ind på gymnasiet, han føler sig alene når han er derhjemme og at ingen kan forstå hvordan det er at være ham. For inde bagved i Jonnys skab gemmer der sig en hemmelighed - en hemmelighed som han frygter vil ødelægge hans i forvejen knap så gode ry.

Jonny for chancen for at begynde forfra på en musikhøjskole og her opdager han at der er plads til ham. Han bliver accepteret som den han er og folk omkring ham kan se hans musikalske talent. I et gæstehus til højskolen flytter der en musiker ind og han kommer til at spille en stor rolle i Jonnys liv. Langsomt går flere og flere sandheder op for Jonny og han indser at det faktisk er helt ok at være den han er.

"Hvad så hvis jeg er?" er en utrolig ærlig historie og som læser sad jeg flere gange med ondt i maven over hvor fortvivlet Jonny er. Der bliver ikke lagt fingre i mellem på noget tidspunkt og det tror jeg er rigtig sundt for fortællingen. Der bliver ikke pyntet på sandheden, vi får den serveret som den er og der er intet lyserødt og pænt over det - hvilket er godt! Den giver lidt samme følelse som "Tag gaden tilbage", hvor vi der heller ikke bliver lagt fingre i mellem.

Dette er en bog der vil fungere rigtig godt som både lystlæsning - da den giver et godt indblik i de tanker og følelser man kan tumle med, når man ikke føler at man passer ind og til brug i undervisningen. Den viser vigtigheden af at acceptere at vi ikke er ens og at der skal være plads til alle. Den kan læses af både piger og drenge, unge og voksne og jeg vil håbe at alle får noget ud af den.

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Udgivet i: 2019
Antal sider: 251
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar