Bagsidetekst:
Månen skinner blegt over Sortedammen, da den nye Stormester træder frem. Som i trance lytter han til Slangens hvislende stemme, mens han stirrer ud over den bølgende tåge, hvor Helvedeshunden langsomt kommer til syne. Inden længe vil Djævlepassagen åbne sig, og Mørkets Herre vil indtage hans krop.
Mørket lukker sig om Marcus og Kira, da Sortedammens tåge indhyller herregården Herstedholm og med ét forandrer alt. Den ruin, lokalbefolkningen mener, Herstedholm er, viser sig for dem i al sit forfald. Selvom stedet er ubeboeligt for mennesker, er det tydeligt, at andre væsner kan skjule sig mellem de gamle mure. Herregårdens historie rummer mange dystre hemmeligheder, der rækker ud af historiens mørke, lige fra troldkvinden Maren og til det sidste århundredes sindssygehospital. Ikke alle fortidens rædsler forbliver glemt i den forbandede nat, som Marcus og Kira må kæmpe sig igennem for at overleve.
Hurtigt går det op for Marcus og Kira, at der er mere på spil end blot at slippe ud af den hjemsøgte herregård. Helvedes dæmoner kradser mod porten til Djævlepassagen, og kun de tre relikvier i Devotstjernens hånd kan forhindre den i at åbne sig.
Opklaring af et mysterium, frelse af Herstedholm og lukning af Djævlepassagen på blot én enkelt nat? Marcus og Kira har travlt. Uret tæller langsomt ned og selv da de nærmer sig slutningen, er alt ikke forbi. Djævelen giver ikke op så let og Marcus og Kira har bestemt fået deres sag for. Måske faktisk lige lidt for meget.
Jeg var meget begejstret for første del af historien, "Sortedammens hemmeligheder", som både var uhyggelig og vildt spændende. Især de mange beskrivelser og detaljer var med til at gøre historien levende og interessant. Jeg mindes heller ikke at der var så mange spring i tiden, som der er i denne og det ødelagde lidt mit læseflow. Jeg havde også svært ved at holde styr på hvem der egentlig fortalte - især når vi var i fortiden.
Kapitlerne er også forholdsvis korte, så skiftene kommer ofte og med det hæsblæsende tempo som historien fortælles i, kunne jeg ikke altid følge med. Jeg følte simpelthen at der skete for meget, alt for hurtigt.
Det er to år siden jeg læste "Sortedammens hemmeligheder" og måske er det derfor at jeg synes "Devotstjernens hånd" var en lidt rodet affære. Jeg havde svært ved at komme ind i rytmen og selve fortællingen igen.
Ligesom tempoet er skruet i vejret, er uhyggen det også. Marcus og Kira får ikke mange sekunder til at trække vejret undervejs og det giver historien en følelse af at alting skal ske med det samme. Først det, så det og så videre. Når hovedpersonerne ikke har mulighed for at stoppe og trække vejret, så har læseren det heller ikke.
Når det så er sagt, så er det stadig en spændende og uhyggelig historie. Det er bestemt ikke en bog jeg ville læse lige inden jeg gik i seng - men jeg er også en bangebuks. Naturbeskrivelserne er detaljerede og jeg kunne fint se Herstedholms ruin for mit indre blik, med smadrede ruder, træværk i forfald og ødelagte mure.
Hvis du er til gys, horror, magi og overnaturlige væsner, kan denne serie være et godt bud på din næste læsning!
Tak til DreamLitt og forfatter for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2019
Antal sider: 354
4 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar