onsdag den 13. maj 2020

Mads Schack-Lindhardt; Zinvaris dyb [Anmeldereksemplar]

Mads Schack-Lindhardt; Zinvaris dyb (Stjernekrønikerne, #4) [Anmeldereksemplar]

Bagsidetekst:
Thiyaranah er død, og i sin sorg har Sebastian vendt ryggen til Tir-Nâzral, Martha og sin sjæleven Storm. Men Tir-Nâzral har ikke glemt ham.

Nogen stræber De Unavngivne efter livet. En efter en bliver de dræbt, og da morderen vender sin opmærksomhed mod Sebastian, må han modvilligt flygte tilbage til Tir-Nâzral. Men selv ikke der er han i sikkerhed.

Under et angreb falder han gennem portalen til en verden, hvor hans ankomst vækker en urgammel spådom til live. En spådom, der har spor tilbage til Tir-Nâzrals skabelse, men som også vækker et håb i Sebastian. 

Jeg kan ikke rose den her serie nok. Det er fire år siden at jeg læste første bog i serien, og jeg må sige at der er både sket en udvikling hos forfatteren, hos Sebastian og ikke mindst på forsideillustrationerne! Jo, jeg synes da forsiden på første udgaven af "Tir-Nâzrals arving" var flot, men det er ingenting i forhold til de nye illustrationer. De er virkelig flotte og indfanger stemningen fra bøgerne rigtig godt.

For det hele starter meget godt ud for Sebastian, men efterhånden som serien udvikler sig, må han indse at Tir-Nâzral er et farligt sted. Et sted hvor man både kan miste sig selv og dem han holder af. Hvilket han oplever. Især Thiyaranahs død tager hårdt på Sebastian og han nægter faktisk at vende tilbage til Tir-Nâzral efter det.

Heldigvis, kan man vist godt sige, har skæbnen andre planer og igen befinder Sebastian sig i farlige situationer, med halvgennemtænkte planer og semi-dårlige kort på hånden. Sebastian har dog udviklet sig fra "Qul Sasas skygger" og så til "Zinvaris dyb". Der er gået to Jord-år og selvom han har frasagt tilhørsforholdet til Tir-Nâzral, så kan han ikke lade være med at lege lidt med sin magi - og han bliver da også ganske hæderlig til det.

Hvor "Qul Sasas skygger" var dyster og fyldt med Sebastians tvivl og usikkerhed, er denne fyldt med vrede over at være tilbage, men også en form for accept. Jeg tror at Sebastian langsomt indser at han ikke kan løbe fra sin skæbne. Det er nemmere at acceptere den - selvom det kan være svært. Heldigvis har han hjælpere - Storm især, men også den mystiske bordeauxklædte mand, der har det med at dukke op på de mest belejlige tidspunkter. Jeg har en mistanke om hvem det er og jeg er spændt på om det overhovedet bliver afsløret!

Jeg har sagt det før, men jeg er imponeret over at forfatteren kan holde tungen lige i munden. Jeg synes stadig ideen med at man kan rejse rundt i alle fantasyverdener der nogensinde er skrevet, virkelig fed og i denne får vi så lov til at opleve en sci-fi-verden. Jeg kom både til at tænke på Star Wars, Dune og Mortal Engines, mens jeg læste bogen og jeg synes virkelig at det hele går op i en højere enhed.

Jeg nyder at læse bøgerne! Jeg føler mig fanget af historien, der bare bliver bedre og bedre for hver bog der udkommer og jeg læser dem med stor fornøjelse. Hvis du er til storslået fantasy, drager, magi, hævn, mord og meget mere, så kan du roligt kaste dig over denne serie. Det er fuldfed fantasy når det bedst og så er det dansk - hvilket også er ret cool!

Tak til DreamLitt og forfatter for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: DreamLitt
Udgivet i: 2020
Antal sider. 373
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar